Kommunaldirektør kom mulig fyring i forkøbet: - Nu skal vi have styr på butikken
Læsøs viceborgmester mener ikke, at borgmester Karsten Nielsen står til at få et større læs brænde i hovedet efter kommunaldirektørens byggesag
Opdateret 24. juni 2022 kl. 12:32
LÆSØ: Mandag mødtes Læsøs viceborgmester Tobias Birch Johansen (V) og borgmester Karsten Nielsen (V) for at drøfte den videre gang i sagen om kommunaldirektør Peter Pietras sommerhusgrund - deriblandt om den skulle have ansættelsesretlige konsekvenser for kommunaldirektøren.
Men mødet blev i den grad overhalet af virkeligheden, idet Peter Pietras selv sagde op midt i det hele. Så den del af drøftelserne faldt af gode grunde ud.
- Vi var i forvejen enige om at opfylde den opgave, vi har fået med at varetage Læsø Kommune bedst muligt for de 1800 indbyggere. Det handler om, at vi ikke har en disponibel kommunaldirektør, fordi han har forholdt sig lidt uforsvarligt til nogen ting i forhold til os.
- Så det tingene handler om er i første omgang at få styr på butikken, og så må vi bagefter kigge på politikken i det, siger Tobias Birch Johansen.
Og i forhold til at få styr på butikken, så er kommunens økonomiudvalg nu løst fra opgaven med at tage stilling til kommunaldirektørens ansættelse - det problem har Peter Pietras selv fjernet fra dagsordenen.
Tilbage står spørgsmålet om det politiske, og her mener Tobias Birch Johansen umiddelbart ikke, at borgmesteren læner sig op ad en større stak brænde, der er i fare for at falde ned i hovedet på ham.
- Man kan sagtens sige, at han (Karsten Nielsen, red.) skulle have orienteret kommunalbestyrelsen om politianmeldelsen og i det hele taget den her sag, noget før. Men han har ikke haft nogen rådgivning eller nogen vejledning i forhold til den her sag - det er jo kommunaldirektøren, der har skulle sørge for de ting, og han har ikke kunne agere i den her sag, siger Tobias Birch Johansen.
- Det falder tilbage på kommunaldirektøren, som jeg synes i den grad har vildledt os som politikere, fordi han ikke har sørget for, at der var en, der kunne varetage hans opgave, når han ikke har været habil.
- Jeg kan ikke se. at der har været nogen større forseelse fra borgmesteren, fortsætter viceborgmesteren.
Selve sagen om sommerhusgrunden og politianmeldelsen af privatpersonen Peter Pietras for ikke at have efterkommet et påbud om at lovliggøre forholdene på sommerhusgrunden, mener Tobias Birch Johansen ikke umiddelbart, at der er nogen grund til at forfølge alt for hårdt fra politisk hold.
- Der har åbenbart gemt sig nogle svar i kommunens e-Boks, som er sendt rettidigt fra kommunaldirektøren, og som man burde have forholdt sig til og givet ham en tilbagemelding på, siger viceborgmesteren.
Han understreger, at kommunaldirektøren ikke burde have gjort, som han gjorde, og kalder hans handlemåde "utilstedelig", men kan altså se et formildende element i, at der også blev begået fejl i sagsbehandlingen i den anden ende.
- Det er derfor, at borgmesteren siger "hold lige hesten", når han kan se, at der er nogle ting, der ikke stemmer. Vi skal ikke ud og politianmelde nogen, hvis vi ikke har lov til det.
- Desuden kan jeg læse hos jer (Nordjyske), at Peter Pietras vil lovliggøre ved at fjerne skuret og få solgt grunden, og så håber han på, at den sag er ude af verden, siger Tobias Birch Johansen.
Forude venter nu arbejdet med at få ansat en ny kommunaldirektør forude. Peter Pietras har indvilget i at blive på posten, indtil hans afløser er fundet, men Tobias Birch Johansen håber ikke, at det bliver lang tid.
- Vi skal videre hurtigst muligt, vi skal ikke trække på Peter mere end højst nødvendigt, siger Tobias Birch Johansen.
Borgmester Karsten Nielsen har orienteret resten af kommunalbestyrelsen om kommunaldirektørens opsigelse, og tilbage står altså at få samlet op på forvaltningen, få ansat en ny kommunaldirektør og eventuelle politiske konsekvenser.
Sagen har ikke været drøftet i den samlede kommunalbestyrelse, så der kan holdningen til borgmester Karsten Nielsens ageren i sagen være en anden end Tobias Birch Johansens, idet man skal huske på, at en kommunalbestyrelse ikke kan afsætte en borgmester.
Karsten Nielsen, der blev valgt ind i Læsøs kommunalbestyrelse for Dansk Folkeparti, er da også fortsat Venstres spidskandidat til valget 16. november.
- Ud fra det kendskab, vi har nu, mener vi stadig, at Karsten er kompetent og velkommen i vores gruppe. På nuværende tidspunkt har han ikke som sådan gjort nogle alvorlige forseelser, der sætter ham ud af spillet, men vi skal forholde os til tingene, sagde Tobias Birch Johansen mandag til nordjyske.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.