Millioner fra statskassen redder skoleskibets togt
Tre år efter omfattende renovering tager skoleskibet hul på nye projekter

Skoleskibet Danmark, som fylder 90 i år, har brug for forbedringer, hvis ikke det planlagte togt i 2024 skal aflyses. Arkivfoto: Claus Søndberg
FREDERIKSHAVN:Blot tre år efter en omfattende renovering, som store danske fonde støttede med over 20 millioner kroner, har Skoleskibet Danmark igen brug for at komme under kærlig pleje.
Denne gang er det statskassen, der spytter 13 millioner kroner i kassen. Finansudvalget har netop godkendt en ansøgning fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som sikrer, at det 90 år gamle skoleskib ikke bliver tvunget til at aflyse det planlagte togt #117, som efter planen starter i november i år og blandt andet går til Madeira, Gran Canaria og Kap Verde.
Havde Finansudvalget vendt tommelfingeren ned, måtte skoleskibet forblive ved kajen på Flådestation Frederikshavn, hvor den gamle skude har hjemhavn og drives af det maritime uddannelsescenter Martec på en årlig statsbevilling på 14,5 millioner kroner.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) har fået godkendt en ansøgning på 13 millioner kroner, som skal sikre, at Skoleskibet Danmark fortsat kan sejle sikkert ud på verdenshavene. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
"Skibet kræver vedligehold, både af sikkerhedsmæssige årsager samt af hensyn til skibets godkendelse. De kommende års projekter omfatter arbejde ved hoveddæk og rig, renovering af sejlkøje med sandblæsning, stålarbejde og coating. Derudover omfatter projekterne bl.a. renovering af skibets områder til beboelse samt fællesrum", skriver Christina Egelund i sin ansøgning til Finansudvalget.
Hos Martec vækker den ekstraordinære bevilling glæde hos direktør Pia Ankerstjerne.
- Vi er glade for, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har valgt at prioritere skibets vedligehold, og at renovering kan gennemføres med rettidig omhu. Uddannelse af unge med interesse for Det Blå Danmark og søfarten generelt er bydende nødvendig for Danmarks maritime eksport og for fremtidens grønne omstilling inden for skibsfarten. Så jeg tror, at jeg på Det blå Danmarks vegne kan sige tak til ministeren, siger hun til Nordjyske.
Skoleskibet Danmark, som er en tremastet fuldrigger bygget i stål, blev søsat fra Nakskov Skibsværft i 1933 som erstatning for Skoleskibet København, der forliste i det sydlige Atlanterhav i 1928 med 60 mand om bord. Blandt dem otte unge nordjyder.
Skoleskibet Danmark har en besætning på 16 samt 80 elever med på hvert togt. Her får eleverne en grunduddannelse til ubefaren skibsassistent, som giver adgang til at arbejde i skibsfarten både nationalt og internationalt.
- De danske skoleskibe giver de unge en unik mulighed for at snuse til, hvad en maritim uddannelse har at byde på. På skoleskibene prøver de kræfter med både praktisk håndværk og sømandskab, samtidig med at de kommer på en dannelsesrejse ud over det sædvanlige. Når Skoleskibet Danmark kommer hjem efter et langt, begivenhedsrigt togt, møder familierne en ”ny”, selvsikker og stolt version af deres søn eller datter, konstaterer Pia Ankerstjerne.
Skibet er desuden et populært indslag ved talrige repræsentative formål for den danske stat og dansk erhvervsliv rundt om i verden - blandt andet ved flere OL.
5. maj tog skoleskibet hul på togt #116 og satte kurs mod Brest i Frankrig. Netop nu befinder skibet sig midt i Nordsøen sydvest for Esbjerg. Togtet fører også skoleskibet til Færøerne og Sverige, før det efter planen afslutter togtet sidst i juli. Undervejs markeres skoleskibets 90 års fødselsdag i Nakskov, hvor det blev bygget. Det sker fra 21.-24. juni.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.