Coronavirus

Restaurationsbranchen jubler: - Det er helt fantastisk

Efter regeringens udmeldinger natten til fredag 16. april er restaurationsbranchen lykkelige over at kunne åbne for både udendørs og indendørs servering

Jakob Sund var tidligere på ugen ude med kritik af regeringens manglende udmeldinger. Nu er han glad og tilfreds med de nye retningslinjer. Arkivoto: Henrik Louis.

Jakob Sund var tidligere på ugen ude med kritik af regeringens manglende udmeldinger. Nu er han glad og tilfreds med de nye retningslinjer. Arkivoto: Henrik Louis.

VENDSYSSEL:Restauranter og caféer kunne før den udmeldte genåbningsplan, der blev præsenteret natten til fredag, først se frem til at måtte lave indendørs servering for gæster 6. maj.

Den dato blev imidlertid rykket betragteligt frem på bagkant af torsdagens forhandlinger, da det blev bekendtgjort, at restauranter og caféer i hele landet fra onsdag 21. april må servere mad både inden- og udendørs. Indendørs dog mod forevisning af et gældende coronapas.

De nye retningslinjer glæder Jakob Sund, der ejer Jakobs Café i Skagen. Han var tidligere på ugen frustreret over regeringens manglende udmeldinger til den pressede restaurationsbranche.

- Det er meget bedre. Det her giver mening. Vi er glade for, at der tilsyneladende er nogen, der har lyttet til os. Vi er glade for, at vi kan komme i gang, og personalet glæder sig til at starte igen, siger han.

Han fortæller, at Jakobs Café venter med at åbne til fredag 23. april for at kunne give restaurantens ansatte mulighed for at nå i mål til forberedelserne til genåbningen.

- Vi har brugt fire måneder på alt det grove i restauranten så som at polere bord samt at rengøre i bund. Nu skal det hele lige finpudses, og så skal vi i gang med at lave en masse mad, siger Jakob Sund.

Også Restaurant Løkken Badehotel er tilfredse med de nye udmeldinger. De åbner for både udendørs og indendørs servering onsdag 21. april, hvor de glæder sig til at tage imod gæster.

- Vi er i gang, og vi har været forberedte på, at det godt kunne komme til at åbne før, fortæller Michael Larsen, der er forpagter af Restaurant Løkken Badehotel.

- Jeg kan godt forstå, at nogen, som slet ikke har haft åbent, måske synes, det er med lidt kort varsel, men det klager jeg ikke over. Vi skal nok være klar til onsdag, fortsætter han.

Det eneste, som Michael Larsen stadig er kritisk overfor, er det påkrævede coronapas ved indendørs servering.

- Det eneste, som er til hindring nu, er det coronapas indenfor, men nu hvor vi kommer til at få en større omsætning, er der også større mulighed for at finde løn til én, som skal tjekke coronapas, fortæller Michael Larsen.

Også Cafe Hawblik i Asaa var positivt overrasket over regeringens udmelding.

- Det er fantastisk. Jeg har kun udeservering, men for mine kollegaer, der har indendørs servering, er det en redningskrans, som bliver smidt ud til dem, og det er ikke ét sekund for sent, fortæller Allan Legaard Hansen, der er ejer af Cafe Hawblik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.