Skytteforening skyder med skarpt: - Det kan blive enden på vores forening
Skal Pandrup Skytteforening have en fremtid, er det nødvendigt med 10 skydebaner, mener bestyrelsen. Men det er endnu uvist, om det er muligt
PANDRUP: Pandrup Skytteforening har i de seneste to år set frem til den dag, den igen kan benytte foreningens faciliteter i kælderen i Jetsmark Idrætscenter.
I forbindelse med en omfattede renovering af centeret har medlemmerne været henvist til foreningens udendørs baneanlæg i Moseby, og om vinteren har det været en kold affære.
Nu nærmer renoveringsprojektet sig sin afslutning, og foreningen glæder sig til at komme retur til mere komfortable og større rammer end tidligere.
Ifølge bestyrelsen i Pandrup Skytteforening er den nemlig blevet stillet i udsigt, at der ville blive plads til fire baner ekstra, således at der i alt ville være 10 baner.
- Vi er blevet lovet, at vi ville få mulighed for at udvide, så vi kunne etablere 10 baner, men nu har vi pludselig fået afslag på de fire baner, siger kasserer i Pandrup Skytteforening, Villy Hvarregaard, og tilføjer, at foreningen allerede i 2015 ansøgte om at få lov til at udvide rammerne.
- For bare et år siden var vi til et dialogmøde, hvor vi var rundt i lokalerne og kigge på, hvordan det skulle laves. Vi fik besked på, at vi bare skulle gå videre med projektet, siger Villy Hvarregaard.
- Vi har brugt masser af frivillige arbejdstimer på at planlægge udvidelsen, vi har modtaget sponsorater til formålet, og nu kan vi ikke få lov til at udvide, siger han.
Sagen kompliceres yderligere ved, at de "gamle" baner formentlig ikke kan blive godkendt. Ifølge Villy Hvarregaard er der et nyt EU-direktiv, som tilsiger, at der skal være et større areal til rådighed pr. bane, når der er tale om nyopførelser af anlæg.
- Der har været vandskader i kælderen ad to omgange, og det har betydet, at der efterhånden er lavet så meget om, at lovgivningen anser det som en nyopførelse, hvilket blandt andet stiller nye krav til banernes størrelse, siger Villy Hvarregaard.
- Det vil betyde, at vi er nødt til at reducere antallet af baner fra de nuværende seks baner til fem. Og dermed er der intet eksistensgrundlag for klubben, siger han og uddyber:
- Det er alt for få baner, og man kan naturligvis sige, at vi så blot kan dele skydningen over flere ugedage, men det kræver en hel del frivillige. Ifølge nye bestemmelser skal der være en skydeleder, en kontrollør og en hjælpetræner til stede hver gang, så der skal mange frivillige til pr. skydeaften.
Villy Hvarregaard håber, at bestyrelsen for Jetsmark Idrætscenter kommer på andre tanker og giver foreningen mulighed for at udvide.
- Jeg håber da på, at idrætscentrets bestyrelse siger, at det er en fejl, og vi får de ekstra fire baner, siger han.
- Vi bruger vores fritid på foreningen, og derfor er det opslidende at kæmpe for noget, vi er blevet lovet. Af og til har jeg lyst til at give op, men vi kæmper videre, fordi vi har alletiders forening, der tiltrækker medlemmer udefra, siger han.
Sagen revurderes
Inger Kristensen, der er formand for Jetsmark Idrætscenters bestyrelse, kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvorvidt der er mulighed for, at foreningen får mulighed for at udvide som ønsket.
- På vores seneste repræsentantskabsmøde udtrykte bestyrelsen ønske om, at vi revurderer sagen, og vi lovede derfor at tage den op igen. Det gør vi på et møde 10. maj, og herefter vil de få et svar, siger Inger Kristensen, der ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen.
- Siden Pandrup Skytteforening så dagens lys midt i 1970'erne har foreningen haft adresse i kælderen i Jetsmarkhallen. Her har de haft seks indendørs baner, som de kunne benytte om vinteren.
- I sommersæsonen holder medlemmerne til på skydeanlægget i Moseby.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.