Gaarde: Vi er kræsne
AaB-sportsdirektøren arbejder stadig på offensiv tilgang
FODBOLD: AaB fik point for tredje gang på stribe, da det fredag aften blev 0-0 på udebane mod AC Horsens. Men holdet kæmper stadig med at få det offensive spil til at glide - symboliseret ved, at man for anden gang på tre kampe ikke formåede at få bolden i kassen.
Mod Horsens havde slovakiske Jakub Sylvestr fået chancen i stedet for Jannik Pohl, men heller ikke den hurtige slovak formåede at få netmaskerne til at blafre.
Sportsdirektør Allan Gaarde har 12 dage tilbage til at finde nye offensive kræfter, inden transfervinduet smækker i for denne gang.
- Det arbejder vi intenst på, og det har vi arbejdet på længe. Det er jo ikke fordi, at der ikke er nogen angribere, der vil spille i AaB. For dem er der rigtig mange af. Men vi er også kræsne, og den spillertype, vi jagter, vil måske også gerne spille i Bundesligaen eller i Serie A, siger Allan Gaarde.
- Men mangler der også noget kreativt. Jagter I til flere positioner end i angrebet?
- Jeg synes, at vores hold har mange kreative kræfter. Jeg ved godt, at vi kæmper lidt med spillet i den ende af banen i øjeblikket. Men når de bliver sluppet løs, så er der altså mange spillere, der kan lave de flotte ting og lave gode aktioner i offensiven, som vi mangler. Men det kan godt være, at der kommer mere end en spiller ind, men det er primært en angriber, vi kigger på, siger han.
AaB’s næste kamp er på lørdag på hjemmebane mod ligeledes kriseramte AGF.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.