Gary Oldman er anti-Bond

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Benedict Cumberbatch som Peter Guillam, hjælper George Smiley i den hemmelige efterforskning. Foto fra filmen

Året er 1973. Den kolde krig er i fuld gang, og der er store spændinger mellem øst og vest. En hemmelig afdeling af Den Britiske Efterretningstjeneste, med kodenavnet Cirkusset, kæmper for Englands sikkerhed i denne filmatisering af John le Carrés klassiske spændingsroman. Da en fortrolig mission i Budapest går galt, afskediges chefen for Cirkusset (John Hurt). Han tager sin højre hånd, agenten George Smiley (Gary Oldman), med i faldet. Samtidig opstår der mistanke om en dobbeltagent - en muldvarp - i den absolut inderste kreds af agenter. Smiley bliver hemmeligt genansat, for at finde frem til den person, der har videregivet informationer til Sovjet og bragt England i fare. Og således begynder et farligt spil om verdensmagten i den kolde krig. Det gamle imperiums nye rolle som miniput mellem USA og Sovjet danner rammen om et godt spion-drama med paranoia, mørkemænd og intriger. John le Carré er kunstnernavnet for den engelske forfatter David Cornwell, der har skrevet en lang række spion-dramaer, hvor flere af dem omhandler Smiley. George Smiley er en modsætning til den urealistiske James Bond, der mere er en mandefantasi end en regeringsagent. Smiley er den ægte agent. Han klarer sig med sin intelligens, og i modsætning til Bond er han en mester i at manøvrere inden for et bureaukrati frem for at manøvrere med en pistol. Og så render han ikke rundt med en masse Bond-piger. "Dame, konge, es, spion" blev indspillet som tv-miniserie i 1979, med Alec Guinness i rollen som Smiley. Men den nye film adskiller sig væsentligt fra både bog og tv-serie og der byttes rundt på en række begivenheder. Alligevel ville det nok gavne at læse bogen først. Filmen starter nemlig lige på og hårdt, med inddragelsen af en række karakterer, uden at man får nogen egentlig præsentation af dem. Rollelisten tæller nogle af Englands største skuespillere, der gør sig formidabelt som engelske agenter, men karaktergalleriet er simpelthen for stort. Der skal holdes styr på mange informationer og handlingsforløb og det bliver ikke nemmere af, at alle taler i indforstået agentsprog. Handlingen springer rundt i tiden, med en række flashbacks, der ikke ligefrem gør handlingen mindre forvirrende. Måske skal det være sådan i en spionfilm, men det bliver for meget i "Dame, konge, es, spion". Halvvejs inde i filmen rettes der dog op på det forvirrende handlingsforløb og filmen lander langt mere elegant, end den lettede. Lars Christensen l.christensen@nordjyske.dk "Dame, konge, es, spion" England/Frankrig, 2011 Instr.: Tomas Alfredson To timer, 7 minutter Tilladt for børn over 11 år Premiere i dag