Efter sager om dårligt arbejdsmiljø: Ny trivselsmåling og akut psykologhjælp
Flere ansatte hos Aalborg Renovation har oplevet chikane og hetz. Nu skal en ekstraordinær trivselsmåling afdække omfanget. Derudover tilbydes der akut psykologisk krisehjælp
Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:34
59-årige Preben Nielsen var en af de ansatte hos Aalborg Renovation, der blev udsat for et psykisk dårligt arbejdsmiljø. Især én bestemt teamleder gjorde livet mere end surt for den tidligere sjakbajs på genbrugspladsen Over Kæret.
- Han var så modbydelig. Sagde at jeg trængte til at blive "afrettet og opdraget" og selvom han ikke var min direkte chef, ville han ikke lade mig være i fred, siger Preben Nielsen, der blev fyret sidste sommer efter en sygemelding fremprovokeret af det dårlige arbejdsmiljø.
Preben Nielsen var blot en af de mange ansatte - nuværende som tidligere - der for et halvt års tid siden fortalte NORDJYSKE om et betændt og splittet arbejdsmiljø hos Aalborg Renovation. Men dengang ville renovationschef Jens Boye ikke høre tale om, at virksomheden havde et problem.
- Vi på Aalborg Renovation har en ordentlig og for den sags skyld også konstruktiv omgangstone til hinanden og mellem hinanden, sagde renovationschefen i den forbindelse.
Tavs renovationschef
Men nu skal arbejdsmiljøet undersøges. Først og fremmest i form af en ekstraordinær trivselsmåling samt et tilbud om akut psykologisk krisehjælp. Det sker som en konsekvens af de dialogmøder, der er blevet afholdt mellem Aalborg Renovation og de fagforeninger, der har medlemmer ansat i den kommunale virksomhed.
- Jeg er meget fortrøstningsfuld ved, at ledelsen nu har anerkendt, at der i hvert fald er sket noget derude, der gør, at man er nødt til at tage initiativ til at afdække det psykosociale arbejdsmiljø, siger Claus Pedersen, der er gruppeformand fra 3F Aalborg.
Det har ikke været muligt at få en forklaring fra renovationschef Jens Boye om beslutningen for de tiltag, der er sat i værk. Han henviser til, at der er indgået en aftale med blandt andre fagforeningerne om, at man ikke udtaler sig til medierne.
Preben Nielsen er glad for, at der nu bliver sat fokus på arbejdsmiljøet hos den arbejdsplads, hvor han tilbragte næsten 25 år af sit arbejdsliv.
- Jens Boye ville jo ikke gøre noget for mig, men sagde blot at det ikke er godt at være på en arbejdsplads, hvor hverken kolleger eller ledelse har tillid til én. Nu er han så heldigvis af andre blevet tvunget til at gøre noget, siger Preben Nielsen.
Den ekstraordinære trivselsmåling vil være for samtlige medarbejdere, der ønsker at deltage. Den foregår ved telefoninterviews i perioden mellem 20. juli og 21. august.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.