Nordjylland

Håndbolden taber stort som sport

Medlemmene falder fra, og i kulissen foregår organisatorisk kamp

Håndboldsporten har i mange år blødt medlemmer. Foto: Bent Bach
Håndboldsporten har i mange år blødt medlemmer. Foto: Bent Bach

NORDJYLLAND: Dansk håndbold er i krise.

På 25 år er medlemstallet i Dansk Håndbold Forbund droppet fra over 200.000 til 105.000, og iagttagere frygter, at den engang så store breddeidræt kan skrumpe yderligere.

- Klubberne er nødt til at forny sig, hvis de fortsat skal have relevans for brugerne, siger direktør Henrik H. Brandt, Idrættens Analyseinstitut.

Samtidig kæmpes der om sportens fremtid på de indre linjer.

Dansk Håndbold Forbund har for nylig pålagt sin nordjyske kreds at trække sig fra et samarbejde med DGI Nordjylland om fælles stævner og kurser til klubberne.

Ifølge DHF-formand Per Bertelsen er årsagen, at forbundet vil have et ensartet samarbejde med DGI over hele landet. Beslutningen beklages både af DGI Nordjylland og JHF kreds 1.

Formand Villy Nielsen, JHF kreds 1, har med bekymring læst de seneste referater fra DHFs bestyrelsesmøder, hvor et samarbejde med DGI om alternative kampformer får en kølig modtagelse af håndboldtoppen.

- Samtidig kommer det til udtryk, at skal man samarbejde med DGI, skal man have fat i den lange ende af rebet. Det forstår jeg ikke som en aftale om samarbejde, der kan blive til noget, siger Villy Nielsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden