Havne

Her er den forbudte vej

Flere tør ikke gå på stien - af frygt for repressalier

Sognepræst Keld Skovgaard, der netop havde været til andagt på ældrecentret kom tilfældigt forbi. Han havde - som det ses - ingen problemer med at færdes på Kirkestien. Måske er præstens tilstedeværelse et tegn på bedre tider. Foto: Bent Bach.
Sognepræst Keld Skovgaard, der netop havde været til andagt på ældrecentret kom tilfældigt forbi. Han havde - som det ses - ingen problemer med at færdes på Kirkestien. Måske er præstens tilstedeværelse et tegn på bedre tider. Foto: Bent Bach. Bent Bach

Opdateret kl. 08:27

SÆBY: Johannes Jensen holder hænderne fast om sin rollator, mens han husker en trist oplevelse for omkring et halvt år siden.

Som så mange gange før ville han gå en tur ned til Sæby Havn. Johannes bor på Sæby Ældrecenter, der ligger på Gasværksvej. Og lige over for centeret ligger Kirkestien, der er en genvej ind til den gamle del af byen, herunder Sæby Kirke og havnen.

Men denne dag blev ikke så hyggelig, som den plejer, for Johannes fik en ordenlig omgang skældud af et menneske, han aldrig havde set før.

- Jamen, jeg fik at vide, at jeg ikke havde tilladelse til at gå på stien. Det forstod jeg jo ikke, for jeg har gået her mange gange før. Så det blev jeg da ked af at høre. Stien er ellers en fin genvej, fortæller Johannes Jensen, der ikke er den eneste på Sæby Ældrecenter, der føler sig utryg ved at færdes på Kirkestien.

Frygt for repressalier

Heller ikke Svend Jensen tør gå på stien af frygt for repressalier. Så når han forlader sin bolig på ældrecentret og skal ned på strand eller havn, foregår det via en anden - og længere - vej.

Men der er dog andre, der ser anderledes på situationen. For mens avisen var på besøg på Kirkestien, vandrede sognepræst Keld Skovgaard - der netop har været på besøg på ældrecentret - forbi.

Og hvem ved. Måske er Skovgaards tilstedeværelse et tegn på bedre tider?

For at forstå den tilspidsede situation skal vi over et år tilbage i tiden, hvor to husejere på Kirkestien klagede til kommunen.

Husejerne ville ikke finde sig i, at folk benyttede stien, og holdningen var, at stien er privat område.

Og selv om stien har været kendt siden Middelalderen, kunne forvaltningen i Frederikshavn Kommune ikke finde beviser for, at stien er offentlig.

Ikke den store interesse

Sagen kom i teknisk udvalg, hvor politikerne ikke ofrede sagen den store interesse.

Uden sværdslag og diskussion blev den gamle Kirkesti derfor nedlagt, og kommunens folk kom og pillede vejskiltet ned på Gasværksvej.

Men man skal ikke undervurdere sæbynitterne. For der rejste sig en mindre proteststorm - blandt andet fra Sæby Museum, der kunne oplyse, at stien har været brugt af både bønder og fiskere i Middelalderen.

Sagen kom atter i teknisk udvalg, hvor politikerne denne gang var anderledes forberedte.

De besluttede, at genåbne stien og sætte vejskiltet tilbage igen.

Historisk hævd

Grunden var, at man mente, at sæbynitterne har vundet historisk hævd på at benytte stien, og at stien dermed er offentlig.

Men siden dengang har der været stille omkring sagen.

Og fakta er, at vejskiltet ikke er kommet op igen.

- Vi føler os stadig usikre på, om det er tilladt at benytte den sti eller ej. Sagen fik jo aldrig en ende. Og jeg har det sådan, at jeg føler, jeg gør noget ulovligt, når jeg går på stien, siger Kerstin Stausgaard, der arbejder i Aktiviteten på ældrecentret.

Er der fri bane?

En anden medarbejder på centret, Helle Vadsholt, tjekker altid, om ”der er fri bane”, inden hun går på stien, og sådan er der tilsyneladende mange, der føler det, når det handler om Kirkestien.

Da balladen om den forbudte sti begyndte, var det Brian Pedersen (SF), der var formand for teknisk udvalg.

Men siden dengang har der været kommunalvalg, medlemmerne i teknisk udvalg er skiftet ud, og nu er det forhenværende borgmester Lars Møller (V), der er formand.

Han har undersøgt sagen hos forvaltningen.

Lars Møller understreger, at alle har lov til at benytte Kirkestien. Stien er altså offentlig.

Men der kommer derimod ikke et vejskilt op igen.

- Der er en speciel lovgivning omkring skilte. Og da forvaltningen ikke har fundet beviser for, at der er tale om en kirkesti, så kommer skiltet altså ikke op igen, forklarer Lars Møller.

Ja, man tror, det er løgn...

Men skiltning eller ej:

- Smid, hvad du har i hænderne og gå en tur ad den dejlige Kirkesti!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden