Røveribølge

Tredobbelt røver havde akut pengemangel - brugte 3000 på en tatovering

Den unge mand er nu varetægtsfængslet i fire uger sigtet for tre røverier i Sindal og Hjørring

Politiet var massivt til stede umiddelbart efter røveriet mod SuperBrugsen i Sindal 2. oktober. Foto: Jan H. Pedersen

Politiet var massivt til stede umiddelbart efter røveriet mod SuperBrugsen i Sindal 2. oktober. Foto: Jan H. Pedersen

HJØRRING:En 17-årigs akutte mangel på penge - dels til betaling af 3.000 kroner for en tatovering, dels til hash og endelig til husleje - er årsag til, at den unge mand nu kan kalde sig tredobbelt røver.

Det kom frem i et grundlovsforhør mandag over middag ved Retten i Hjørring, hvor den 17-årige var sigtet for den seneste tids tre røverier mod lokale supermarkeder i Sindal og Hjørring.

Anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg oplyser, at den 17-årige erkendte de tre røverier, og han genkendte også sig selv på de overvågningsvideoer, som politiet havde fået fra de tre supermarkeder.

De tre røverier blev begået henholdsvis lørdag 2. oktober mod SuperBrugsen i Sindal, søndag 3. oktober mod Fakta på Åstrupvej i Hjørring og igen lørdag 9. oktober mod Rema 1000 i Sindal.

- Den 17-årige blev varetægtsfængslet i fire uger, hvor han skal opholde sig på en sikret institution for unge. Eftersom han erkendte sig skyldig, kærede han ikke fængslingen, og nu forventer jeg, at vi ret hurtigt kan rejse tiltale mod ham. Så nu er der sat en stopper for de røverier i området, lyder det fra Thomas Klingenberg.

Den unge mand var også ved anholdelsen i besiddelse af et større kontantbeløb, som politiet nu mener stammer fra de tre røverier, der alle foregik på samme måde: den unge mand gik til kassen med den ene hånd skjult i en lomme, og så truede han mundtligt ekspedienterne til at udlevere kassebeholdningen i butikken.

Den 17-årige blev anholdt søndag aften, efter at politiet havde opfordret ham til at melde sig selv, fordi der var så gode billeder af ham på overvågningsfilm fra de tre supermarkeder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.