Sindal

Gitte og Bodil har haft saksen i hånden i 40 år: - Jeg har elsket hver eneste dag

Bodil Olsen (tv.)  og Gitte Falck (th.) kan fejre 40-års jubilæum i frisørfaget. De to har fulgt hinanden siden frisørskolen og kan tilsammen fejre 80 år med saks, hår og kunder.
Bodil Olsen (tv.)  og Gitte Falck (th.) kan fejre 40-års jubilæum i frisørfaget. De to har fulgt hinanden siden frisørskolen og kan tilsammen fejre 80 år med saks, hår og kunder. Privatfoto

SINDAL: For 40 år siden begyndte Gitte Falck som elev hos sin far i Frisør Willy i Sindal.

Tirsdag 22. september kunne hun sammen med kollegaen og veninden Bodil Olsen fejre 40-års jubilæum i frisørfaget.

Dermed kan de to frisører tilsammen fejre 80 års erfaring med saks, hår og kunder.

For Gitte Falck er frisørfaget blevet en stor del af livet. Hun er 57 år og har været i salonen stort set gennem hele sit arbejdsliv.

- Jeg har elsket hver dag, fortæller hun.

Begyndte hos sin far

Gitte Falck begyndte sin frisøruddannelse hos sin far, Willy Christensen, for 40 år siden. Efter endt uddannelse fortsatte hun med at arbejde sammen med ham.

Da faderen døde for 22 år siden, overtog Gitte Falck salonen og førte dermed familiens frisørforretning videre.

Frisør Willy har gennem årene haft flere adresser i Sindal. Den nuværende salon på Pakhustorvet har efter Gitte Falcks vurdering ligget på adressen i omkring 30 år.

- Min far var en mand, der altid flyttede rundt. Det er faktisk det femte sted, han har været i byen, fortæller hun.

Gitte Falck har siden 2005 drevet Frisør Willy som selvstændig.

Bodil har også haft Frisør Willy som arbejdsplads

Bodil Olsen tilbragte sine første 10 år som udlært frisør hos Salon Tove i Tversted. Herefter gik vejen forbi Frisør Willy, inden hun fortsatte hos Hårmagi i Bindslev.

I 2023 vendte hun tilbage til salonen på Pakhustorvet, hvor hun i dag er en fast del af teamet sammen med sin mangeårige veninde og fagfælle.

De to begyndte på frisørskolen samtidig og har dermed fulgt hinandens arbejdsliv gennem fire årtier.

Kunder fra hele Nordjylland

Salonen har gennem årene fået en stor kreds af faste kunder, og de kommer ikke kun fra Sindal og det nærmeste opland.

- Vi har både kunder fra Skagen, Aalborg og Frederikshavn og selvfølgelig hele oplandet omkring os.

Det glæder Gitte Falck, at kunderne fortsat vælger Frisør Willy, selv om de i nogle tilfælde har et stykke vej til salonen.

- Vi må jo gøre et eller andet godt, siden folk gerne vil besøge os. Det er vi rigtig glade for.

I dag arbejder salonen med tidsbestilling, hvilket giver en fast rytme i hverdagen.

Samtidig har Gitte Falck gennem sine 40 år i faget oplevet en branche, hvor både moden, teknikkerne og kundernes ønsker har ændret sig.

Privatfoto

- Der sker jo mange ting inden for frisørfaget. Tingene forandrer sig, og det går lidt i bølgegang, siger hun.

Et fysisk arbejde

Selv efter fire årtier er arbejdsglæden intakt, men Gitte Falck er også meget bevidst om, at frisørfaget er fysisk krævende.

- Folk tror måske bare, at det er sådan et lille job, vi har. Men vores skuldre, arme, ryg og ben bliver jo brugt.

Hun peger blandt andet på arbejdets fysiske belastning og arbejdstiderne som nogle af de forhold, der kan gøre det sværere at få unge til at vælge frisørfaget.

For hende selv har glæden ved arbejdet dog hele tiden været det vigtigste.

Gitte Falck har været frisør hos Frisør Willy i Sindal i 40 år. Hun overtog salonen efter sin far og har siden 2005 drevet den som selvstændig. Privatfoto

- Hurra for det fag. Jeg elsker det.

Og selv om hun nu kan fejre 40 år i faget, har Gitte Falck ikke planer om at stoppe foreløbig.

- Indtil kroppen ikke kan mere. 10 år mere vil jeg da i hvert fald forhåbentlig gerne. Eller mere.

Det er en indstilling, hun har fra sin far.

- Så længe vores krop kan, så bliver vi ved, plejede han at sige.

80 års erfaring fejres

Gitte Falck kunne tirsdag 22. september fejre sit 40-års jubilæum sammen med Bodil Olsen.

Jubilæet blev markeret hos Frisør Willy på Pakhustorvet, hvor kunder, venner af huset og samarbejdspartnere kunne kigge forbi og ønske de to frisører tillykke.

Gå til relaterede emner

Forsiden