Håber på et yngre byråd
Hjørring byråd har en gennemsnitsalder på 58 år, men det håber unge byrådskandidater at ændre på.
Hjørring: Mathias Holger Nielsen (K) stiller op til kommunalvalget for første gang. Han er 20 år gammel og dermed en af kommunens yngste kandidater.
- Jeg har da lidt kriller i maven - selvom politik ikke er nyt for mig, da jeg har været med i ungdomspartiet i fem år, så er det da anderledes og spændende, siger Mathias Holger Nielsen og fortæller, at det har været en god oplevelse at stille op.
- Der har været en rigtig god stemning, synes jeg. Man har hørt om, at unge kandidater har fået nogle hårde ord med på vejen i andre kommuner, men sådan har jeg ikke oplevet det i Hjørring, så det er jeg glad for, siger den unge byrådskandidat, der også stemte til kommunalvalget for første gang.
Mathias Holger Nielsen (K) er dog ikke den eneste 20-årige, der stiller op til kommunalvalget i Hjørring. Også Jeppe Gro-Nielsen (V) fra Venstre stiller op for første gang og håber på at give de unge en stemme.
- Jeg vil gerne repræsentere de unge i Hjørring Kommune. Der er en høj gennemsnitsalder i byrådet, så det håber jeg, at jeg kan ændre lidt på, siger Jeppe Gro-Nielsen (V).