Hvor pokker er de nisser?

Nisser på hjernen

Men nisserne - de var ikke sådan at få på afstand. Gennem mit professionelle liv er det blevet til i hundredvis af nisser udført i karton eller et andet godt materiale, fremstillet til udstillinger, i såvel til butikker, som butikscentre. Gennem årene, har jeg desuden fået den førnævnte vending gentaget nogle gange, hvor jeg end har befundet mig. Desuden har nisserne trængt sig på i min alderdom, med opgaver, som illustrationer til kalendere og lign. Som Bent Krags julebrevkalender en.

Museumsnisser

Med det påtrængende nissebudskab i frisk erindring, har jeg valgt at gå en tur på Sæby Museum – der må man da kende til fænomenet.

Efter at have forceret den gamle stejle trappe op til museet træffer jeg i kiosken, museumsinspektør Jens Thidemann, der sammen med kustode Svend la Cour er i gang med at tilrettelægge nogle af dagens opgaver. Men, de herrer ser ikke spor nissede ud – skulle jeg hilse og sige. På mit spørgsmål, om de har været udsat for drillenisser, svarer Jens: Ja den fortælling med nisserne, der huserer, den kan jeg da kun nikke genkendende til, men jeg har dog ingen erfaring med dem her på museet: men jeg husker da udmærket, at min bedstefar har fortalt om drillenisser, og om deres mange spøgerier.

Gespenster?

Svend vrider sine hænder, og siger nok så forlegent:

Det er vist ikke værd, at du skriver det her – men nede i kælderen har jeg da oplevet, at jeg en dag skulle lange ud efter et gespenst, der spøgte ret så kraftigt. Det var en hændelse, der skete i et karlekammer, der i en periode var udstillet i kælderen, og som var udstyret med en seng og et bord, hvorpå der stod et vækkeur. Da museets pedel Poul Andersen og Jens Thidemann ville pille udstillingen ned, begyndte vækkeuret pludselig at ringe – og det var ikke trukket op – skal det tilføjes. Jens forsøgte at stoppe det, men det blev bare ved med at ringe – men til sidst stoppede det dog. Og, der er ikke hændt noget mærkeligt i kælderen siden, bemærker Jens.

Sikken voldsom trængsel...

Og, mens vi står og snakker, høres der barnestemmer og tummel fra det tilstødende lokale.

En flok smilende, veloplagte børnehavebørn, kommer til syne. Jeg stopper et par af de første, og spørger dem: Har i set nisser, der spøger – mens i har været her? De kigger forbløffet på mig, og på hinanden, hvorefter de rystende på hovederne går videre, og følger resten af flokken. Jeg kom åbenbart ikke spørgsmålet nærmere, med det afvisende blik, som de unger sendte mig.

Museumsmedarbejder Dorthe Jensen, der fulgte med flokken, ser ud til, at hun vil redde mig ud af den knibe, og siger: Du kan gå med os over i skolestuen!

Skolestuen i centrum

Dorthe åbner døren ind til den gamle skolestue.

Blikket falder på en fuldt møbleret skolestue fra engang i begyndelsen af 1900-tallet, som står i skærende kontrast til de moderne påklædte børn iført vatterede flyverdrager. Og der er ikke en plads tilbage på bænkene!

Dorthe fortæller, at hun har en gæst med sig, som både tegner og interesserer sig for nisser. Nogle af børnene vender sig rundt, og et par stykker af dem, spørger måbende: Tegner du nisser? Hvilket jeg straks må indrømme!

Skolestuen er simpelthen fyldt til sidste plads med børnehavebørn fra ældste klasse fra ”Børnehaven Pilehuset”, i Frederikshavn. En børnehavelærer oppe ved kateteret, er ivrigt optaget af, at iscenesætte, at de omkring 40 børn bliver delt op i grupper. En deling, der forgår ved at eleverne bliver udpeget og fordelt efter ordre: Du stiller dig derovre, og til den næste: du stiller der, og sådan foregår det, indtil alle er kommet på plads.

Da alle har forladt klasselokalet foreslår Dorthe, at jeg følger med en af flokkene ned i kælderen, for der foregår også ting og sager, siger hun. Flere af børnene ser sig tilbage: Er han med, den gamle? Joh – han tripper åbenbart efter.

Flittige hænder i kælderen

Nede i et af rummene i kælderen er der allerede en flok børn, der ivrigt er i gang med, at klippe, klistre – et arbejde, der optager hver og én.

Ved et bord, bliver der med den største begejstring, klippet forskelligt julepynt, alt mens læreren, efter en skabelon, energisk tegner nye figurer, der skal klippes. Ja – det går så faktisk stærkt, at hendes flid med skabelonen, ser ud til at blive overhalet af ivrige og flittige hænder, der søger efter nye emner, der skal klippes mønstre efter.

Ved det modstående bord, er der flere børn, som er fuldt beskæftiget med at farvelægge nogle tegninger, som alle er ens. Der er stor koncentration, mens tusserne farer henover papiret: En pige er netop er i fuld gang med at farvelægge et juletræ med den klareste grønne farve. Da jeg spørger hende, om hun har styr på de rette farver, lader hun sig forstyrre, og svarer: Du ved da godt, at et juletræ er grønt, og at en nissefar er rød, og at en snemand er hvid. Mens en pige overfor supplerer: ”Jamen, snemanden har da en sort hat på”. Hvilket jeg uden tøven må give hende ret i.

Findes der mon nisser?

Inden jeg forlader kælderen, gentager jeg overfor en af børnehavelærerne mit spørgsmål, om ikke man i børnehaven har oplevet, at der har nisser været på spil:

Joh – det har vi da, svarer hun: Og henvendt til børnene siger hun: ”I kan da godt huske forleden, da der var nisser på spil, som på mystisk vis, havde slukket lyset. Og, der var jo også en dag, hvor nisserne havde byttet rundt på jeres flyverdragter, ligesom der var en dag, hvor der åbenbart på mystisk vis var blevet smidt rundt med puderne: Ja aaaaa – råber børn i kor!” Det huskede de åbenbart godt!

På loftet sidder nissen...

Næste mål er at komme på loftet – turen går op ad en gammel knirkende trappe. Joh – der må foregå noget deroppe, tænker jeg.

Det lyder, som er der nogen, der læser, og ganske rigtigt, det er der faktisk.

Oppe på loftet, ovre i et mørkt hjørne bagved skorstenen, sidder Nissemor, alias Ann-Louise Lentz i sin gyngestol – under en svagt lysende lampe, og læser nogle julehistorier, samt fortæller et folkesagn for en flok poder, der er i alderen fra 5-6 år.

Det er børn, der sidder i den dybeste koncentration og lytter, mens hun, fortæller sagnet om en virkelig vred og forurettet Nissefar, og om en ikke mindst om en lige så forurettet tjenestepige.

En irriterende nisse

Sagnet handler om en pige, der har tjent på en gård i en længst svunden tid. Pigen skulle i anledning af julen skulle koge en stor portion risengrød til gårdens nisser, som boede på loftet over stalden.

Under tilberedelsen, var hun var blevet rigtigt godt gammeldags vred på den drillesyge Nissefar, alt mens hun sagde for sig selv – han skal få – skal han! I stedet for at lægge den traditionelle smørklat ovenpå grøden havde pigen valgt, at skjule den under grøden, hvor den faktisk lå rigtig godt skjult.

Nissefar var simpelthen blevet så rasende over pigens handling, at han straks var gået ud og havde vredet halsen om på gårdens eneste ko.

Og da han omsider havde besindet sig, spiste han videre af fadet, og opdagede derved, at smørklatten, der lå i bunden af fadet, stadig smagte godt. Og da nissens vrede var borte, ville han råde bod på fadæsen med koen, som han havde kvalt.

Han gjorde det ved, at han gik han over til naboen og stjal dennes eneste ko – så at man på gården atter kunne få mælk – men hvad naboen sagde til den historie, det vides ikke der ikke noget om.

Børn i flokkevis

På min afsluttende færd gennem museets mange, små stuer, møder jeg endnu flere børn – ja de kommer faktisk i flokke, som var de Tordenskjolds soldater, der er på manøvre i Marstrand.

Det er tydeligt, børnene har haft en god oplevelse, ingen skal være i tvivl om det – øjnene lyser af begejstring, for det, som de har hørt og set, og deltaget i. Det ses, de er mætte af indtryk.

Min status må derfor være: Den gode oplevelse, med de herlige unger på museet, som uforbeholden var parat til at kaste sig ud i oplevelserne, efterhånden som de blev serveret for dem – lover da godt for fremtiden – de skal nok klare morgendagens udfordringer! Og, med hensyn til mysteriet med nisserne der spøger, dem kan vi måske vende tilbage til næste år.

Hvem sagde at det er kedeligt at gå på museum? Det er vist op til en selv, når det kommer til stykket.

Med børnenes smittende begejstring, der ikke var til at stå for – kan vi vist med ro i sindet ønske hinanden en glædelig jul.