Hvorfor Kirsten?

Hvorfor i grunden Kirsten Klein? P.C. Skovgaard formulerer det danske landskab i billeder af strand, Møns Klint, Stevns Klint og det der billede af Kitnæs ved Isefjorden, der er et ikonbillede på, hvordan dansk kunst omformulerede sig selv og sit landskab i guldalderen. Billedet af Kitnæs er malet i et atelier. Og er uden synlig påvirkning af de teknologiske landvindinger, der i de samme år bragte malerkunsten ud af sit atelier. Hvor oliefarve på tube gjorde det praktisk og muligt at male på stedet - ude i naturen. Det betød, at man som maler ikke mere var bundet op til et værksted. En faktor, der kombineret med nye farveteorier, satte fut i farven. Herefter, og næsten helt op til i dag, blev farven et næsten altdominerende element i opfattelsen af kunstbegrebet. Også fordi fotografiet, som medie, kom og tog banen, kom farven til at fylde så meget i malerkunsten. Fotografi er bedre til at løse mange af de opgaver, der tidligere havde været maleriets og tegningens hjemmebane. Eksempelvis portræt, topografi og videnskabelig dokumentation. Her var fotografi et billigere værktøj og stod stærkt i sin egen form for nøjagtighed. I fotografiets første år mimede fotografer til gengæld maleriets æstetik. Man udførte billeder af mennesker, der var stillet op som i præ-rafaelitternes maleri. Her kunne man for eksempel se Jomfru Maria og det lille Jesus barn indsat i pittoreske sammenhænge i små engelske fiskerlandsbyer. Der skete en tillempning til malerkunstens æstetik, som også sås i portrætfotografernes atelier. Som f.eks hos Heinrich Tønnies, der ved hjælp af pittoreske møbler, og andet overlæsset materiel, mimer den tids Charlottenborg malere. En måde at tænke billede på, der stod i modsætning til den tids avantgarde-maleri. Her søgte man netop væk fra dette overlæssede tankegods. Og afsøgte i stedet, hvad maleriet kan, som fotografiet ikke kan. På det tidspunkt fandtes der stort set kun sort-hvidt fotografi. Og det er en vigtig del af grundlaget for, at malerne udvikler det fokus på farven. Som man ser hos impressionisterne og op til nu. Når farven i fotografiets første mange årtier ikke var en mulighed, og maleriet kunne noget andet, er der logik i, at farven blev forsket igennem. Men gradvist fandt fotografiet sin egen æstetik. Det udviklede sig ud af maleriets skygge, og det skabte sine helt egne præmisser. Først i den seneste menneskealder er fotografi som billedkunstnerisk medie bredt anerkendt, som lige så godt, som maleri, I dette spændingsfelt mellem maleriets og fotografiets æstetik arbejder Kirsten Klein. Hun skaber en atmosfæremættet billedverden. Ofte i det sort-hvide og i det store drag. Fyldt med den rigdom af detaljer, som fotografiet kan, og hvor det er maleriet overlegent. Men altid set og oplevet i sin helhed. Og P.C. Skovgaards klint får en ny og anden virkelighed, når Kirsten Klein finder og nyfortolker dette klassiske motiv. I sin egen egn. Og i slutningen af marts i år fik Kirsten Klein, som den første danske fotograf,- Thorvaldsens Medaillen. Det er den største hæder, billedkunstfaget kan give til en af sine egne.