Skolevæsen

Hvornår brænder vi bøger?

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance har ved folketingsbeslutning bestemt, at folkeskolelærer i fremtiden selv må bestemme undervisningens indhold i fagene historie- og litteratur.

Altså har fagene ikke længere et pensum. Dette til trods for, at der for begge fags vedkommende er kánoner, som på glimrende vis har fastlagt de punkter, som skal gennemgås, endda med tilhørende solidt undervisningsmateriale. Historiekánonen, der har målsætningen: "Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder i fagets kanonpunkter og kronologien heri", omhandler 29 historiske begivenheder, indenlandske som udenlandske, som eksempelvis Jellingstenen, Stavnsbåndets ophævelse og Murens fald. Den af Kulturministeriet udarbejdede litteraturkánon omhandler værker som "Jammers minde" (Leonora Christine), "Præsten i Vejlby" (St. St. Blicher) og "Ved vejen" (Herman Bang). Hvad sker der med vores kultur, skal vi brænde bøger, eller hvad? Før sidste jul var den også gal. De politisk korrekte(?) strøg vers i julens salmer med kristent indhold, angiveligt for ikke at støde tilflyttede ikke kristne. Det er forfejlet og en ringeagt for danskere - vi er vel ikke gæster i vores eget land. Den danske folkekirke er ifølge Grundloven "Den evangelisk-lutherske kirke". Det er også den tro som, efter min mening, Folkeskolen skal undervise i og faget skal hedde Kristendomskundskab. Men naturligvis i respekt for andres tro. SF gruppeformand måtte kaldes til orden, da hun ønskede Kirkeministeriet omdøbt til Ministeriet for Livsanskuelser. Angreb på monarkiet har heller ikke manglet, "Vi er for meget sammen med Dronningen", lød det fra socialistisk side, men det er nu sådan, at Grundloven foreskriver, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Således skal der altså, og heldigvis, fortsat afholdes Statsråd i Danmark. Der kunne nævnes flere eksempler, og der vil komme flere til, den danske kultur står for skud, så derfor råber jeg: "Vagt i gevær".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden