Indisk ambassadør besøger Energibyen

Lokale virksomheder skal inspirere ambassadøren til nordjyske energiløsninger til indiske forbrugere

- For jobskabelsen i Frederikshavn kommune er besøget en rambuk ind på markedet, der er verdens tredje største økonomi og har en stigende energipolitisk bevidsthed, siger Poul Rask Nielsen, Energibyen Frederikshavn.
Frederikshavn 5. januar 2018 09:36

FREDERIKSHAVN: Den indiske ambassadør i Danmark, Ajit Gupte, besøger fredag Energibyen Frederikshavn, hvor lokale virksomheder skal inspirere ham til større bæredygtighed i hjemlandet. Samtidig skabes kontakt til et af verdens største eksportmarkeder.

Energibyen Frederikshavn vil præsentere den indiske ambassadør for grønne energiløsninger, der kan bringes i anvendelse i Indien.

Besøget, der finder sted i samarbejde med den nordjyske energiplatform, House of Energy, åbner samtidig døre for virksomheder i Frederikshavn kommune. Indien, der har 1,3 milliard indbyggere, og ifølge en befolkningsprognose overhaler Kina, som verdens folkerigeste land allerede i 2028, har et stort potentiale som eksportmarked. Og for jobskabelsen i Frederikshavn kommune er besøget en rambuk ind på markedet, der er verdens tredje største økonomi og har en stigende energipolitisk bevidsthed.

Kæmpe marked

- Indiens indbyggertal er på vej mod halvanden milliard. Dermed er Indien et af de markeder, hvor danske virksomheder kan høste det største udbytte. Det giver derfor virkelig god mening at knytte kontakter til Indien og vise vores lokale potentiale frem. For Energibyen Frederikshavn er sådan et besøg noget, vi tager i mod med stolthed, fordi betydningen af at udlandet har fået øje på os, er enorm. Det viser også, at det samarbejde Energibyen har med virksomhederne i Frederikshavn kommune, om energiløsninger og eksportmuligheder, har aftagere og kan skabe resultater, siger Poul Rask Nielsen, projektchef, Energibyen, Frederikshavn Kommune.

Løsning der virker

Et af dagens indslag er samarbejdet mellem Forsyningen, det lokale fjernvarmeselskab, og MAN Diesel & Turbo, der leverer overskudsvarme fra virksomhedens testcenter i Frederikshavn. Overskudsvarmen fra testcenterets kølevand, udstødningsgas og elektricitet opvarmer 250 private hjem i Frederikshavn.

- MAN Diesel & Turbo er stolt bidragsyder til et mere bæredygtigt samfund. Vi arbejder for at udnytte overskudsvarmen, som vores testcenter genererer, når vi tester motorer. Vi forventer mere aktivitet i testcenteret, som dermed vil øge varmeproduktionen. Vi regner med, at MAN Diesel & Turbo i fremtiden vil producere 15-20 procent af varmen til det lokale fjernvarmeselskab i Frederikshavn, et samarbejde der giver mening, siger Poul Knudsgaard, direktør, MAN Diesel & Turbo Frederikshavn.

Programmet omfatter besøg på MAN Diesel &Turbo Testcenter i Frederikshavn, Knivholt Hovedgård i Frederikshavn - og en introduktion til Energibyen, frokost med borgmester Birgit S. Hansen og besøg på rensningsanlægget i Skagen, der netop er optimeret, så der spares 2000 ton CO2 om året.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...