Frederikshavn

Ingen cup uden hjælpere

Rikke Nygaard og Leif Reinar Jensen har været med i FfI’s cup siden starten i 1984

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ronni Knudsen, sælger af Cup No. 1, glæder sig over, at der fortsat er god forældreopbakning og i alt omkring 700 hjælpere i ugens løb.

FREDERIKSHAVN:Uden de omkring 700 frivillige medhjælpere kunne FfI Fodbold ikke år efter år i uge 28 stå bag den internationale ungdomsturnering, Cup No. 1, men heldigvis for arrangørklubben synes også mange af medhjælperne, at de ikke kan undvære en uge i juli med fodbold og socialt samvær med mennesker fra hele kloden.

Sådan er det også for de to særdeles erfarne cup-hjælpere, Rikke Nygaard og Leif Reinar Jensen med kælenavnet ”Pylle”.

De har begge været med helt fra starten i 1984, da turneringen hed Dana Cup.

- Jeg var skoleelev på det tidspunkt og var naturligvis skolevagt i cuppen i uge 28, fortæller Rikke, som ikke selv har spillet fodbold men alligevel haft det helt tæt på i mange år.

- Via min mand, Pauli Johansen, blev jeg involveret i FfI Fodbold, og her spiller vores datter også og er med i årets cup i G16.

Rikke har også prøvet at være koordinator igennem flere år, og selv i de år hvor hun har måttet passe civilt job i uge 28, har hun fundet tid til at hjælpe i FfI’s cup.

- I år har jeg det overordnede ansvar for overnatningen på tre skoler, ligesom jeg hjælper i klubbens cafeteria på Fodboldvej og ellers giver en hjælpende hånd rundt omkring.

- Men min hjælp handler ikke kun om uge 28, da der skal være styr på vagter og meget andet på skolerne til overnatning, siger Rikke.

Kul på grillmesteren

For Pylle Leif har FfI’s store cup altid været lig med madlavning.

- I de første 20 år havde jeg sammen med hele min familie gang i gullashkanonerne mellem idrætshallerne på Rimmens Allé, og nu passer jeg grillen på Fodboldvej og på stadion, fortæller Leif.

Han får også tid til at servere øl til lederfest, og skolevagter har han også haft nogle af.

- Det er rigtig fedt at se så mange unge mennesker fra forskellige nationer hygge sig, og det er med til, at vi har været med som hjælper i alle de år, lyder det samstemmende.

- Faktisk går ugen alt for hurtig i forhold til det store forarbejde, slutter Rikke, der efter 32 år med cup i Frederikshavn akkurat som Leif vælger fremover at tage ét år ad gangen.

- Jeg har nået en alder, hvor jeg kan være med i FfI’s Klub 60, som hjælper klubben med mange praktiske ting, og da mit hjerte i den grad stadig banker for FfI, vil jeg overveje at melde mig der, lyder det fra Leif.

Stabilt niveau

Ronni Knudsen, der er sælger af Cup No. 1, glæder sig over, at det fortsat kan lade sig gøre at få omkring 700 til at bruge uge 28 som hjælpere i cuppen.

- Der er naturligvis ikke uanede hænder, men heldigvis bakker fortsat rigtig mange forældre op og leverer frivilligt arbejde.

At FfI Fodbold har udliciteret overnatningen på Fladstrand Skole til FfI’s brydere og Ravnshøj Skole til Kvissel/Ravnshø’j IF betyder i Ronni Knudsens øjne blot, at også andre, lokale klubber får mulighed for at tjene på cuppen.

- Der skal bruges frivillige hjælpere rigtig mange steder i løbet af uge 28, så vi kan også være nødt til at udlicitere til andre foreninger, men alt i alt betyder det, at vi fortsat er i stand til at levere varen for vores mange gæster, slutter Ronni Knudsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst