Ingen hellige køer?

"Ingen hellige køer for 'SRSF". Dette udtaler arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet Leif Hahn Jensen (4.2.) angående forslaget om afskaffelse at store bededag.

Nok har denne dag ikke den store betydning i dansk kirkeliv som helligdag. Men den har alligevel vundet stor hævd, idet den er blevet en kærkommen ramme om en stor konfirmationsdag, og på den måde fylder den jo alligevel meget i folkets kirkeliv nu til dags. Med tanke på, hvad der hidtil har været fremført af regeringen på det kirkepolitiske område, kan det jo sagtens tænkes at være en kærkommen lejlighed til at rette yderligere et angreb på vor kristenprægede kultur. En anden væsentlig ting, der også ligger gemt i dette forslag, er, at man med et pennestrøg fjerner diverse overenskomstmæssige tillæg, som så kan bruges til at finansiere en yderst minimal lønforhøjelse, som sikkert ikke på det nærmeste kan finansiere det højere leveomkostningsniveau, forårsaget af diverse skatter og afgifter. For gør man denne dag til almindelig arbejdsdag, forsvinder disse tillæg jo, hvilket er ynkeligt og lidet solidarisk af fagbevægelsen over for sine medlemmer med det formål at være behjælpelig med finansiering af den røde regerings afgiftsambitioner. Dansk Arbejdsgiverforening påstår, at der er to milliarder at hente på den konto, og at det vil give 10.000 flere personer i arbejdsudbuddet! Nu er det vigtigt lige at bemærke sig ordvalget her. Man siger 10.000 flere i arbejdsudbuddet. Det var ikke 10.000 flere job. Så på jævnt dansk betyder det, at der vil være 10.000 flere i arbejdsløshedsskaren, og hvad er der så tilbage af de to milliarder? Det vil være befriende dejligt, om den nuværende regering kan komme efter at regne i almindelige menneskepenge (regnemetoder) og rette fokus bort fra øgede skatter og afgifter over til at skaffe flere reelle job ved at sænke produktionsomkostningsniveauet. Det, der kunne være en passende modydelse fra erhvervslivet i denne sammenhæng, er en forpligtigelse på at vise mere samfundssind ved at bevare og etablere nye arbejdspladser her i Danmark, med det formål at så få som muligt skal være uden arbejde. Den forrige borgerlige regering har jo vist, at der er en vej frem her. Helle Thorning-Schmidt postulerede engang: "Jeg kan slå Anders Fogh!". Det fik hun ikke held til. Thorning postulerede under valgkampen: "Vi kan gøre det bedre!". Det har hun heller ikke formået. Der er desværre heller ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes. P.S.: Jeg har noteret mig, at FOAs formand Dennis Kristensen mener, at løsningen ikke er at tvinge folk til at arbejde mere, men hellere give muligheder til dem, der vil og kan arbejde. (6.2.) Min kommentar: Ja, jeg tror, at mange af de 170.000, der i dag er uden arbejde, gerne vil have et job. Så øvelsen må jo gå ud på at få dem i arbejde, før andre mærkværdigheder kommer i spil.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.