Ingen kritik af høje honorarer
Byrådet accepterede uden kommentarer de høje honorarer til formand og næstformand i Frederikshavn Forsyning
Opdateret 03. juni 2014 kl. 11:04
FREDERIKSHAVN: Det vakte en del debat, da NORDJYSKE tidligere i år kunne fortælle, at Frederikshavn Forsynings bestyrelse på sit første møde i 2014 fastsatte formandens honorar til 240.000 kr. om året og næstformandens ditto til 120.000 kr.
På Forsyningens generalforsamling forleden lød der dog ingen kritik af honorarernes størrelse.
Formand Jens Ole Jensen (V) konstaterede i sin beretning, at udgifterne til bestyrelseshonorarerne samlet set falder fra 2013 til 2014.
I 2013 udgjorde honorarerne i alt 905.000 kr., mens det i 2014 reduceres til 800.000 kr.
I 2016 er der desuden udsigt til endnu et fald. Når antallet af medarbejderrepræsentanter reduceres med en, reduceres det samlede honorar til 720.000 kr.
Mere gang i erhvervslivet
Selv om befolkningstallet i Frederikshavn Kommune falder, er der en lille stigning i Frederikshavn Forsynings mængder af el, vand og spildevand.
- Det tolker vi som tegn på stigende aktivitet på erhvervsiden, sagde Jens Ole Jensen.
Fra årsskiftet overtog han formandsposten efter Brian Pedersen (SF), der sluttede sin regeringstid i Forsyningen med at aflevere et overskud på 53 mio. kr. efter en nettoomsætning på 551 mio. kr.
Forsyningen har aktiver for 3,6 milliarder kroner og en egenkapital på 2,4 milliarder, så det er - med Jens Ole Jensens ord - "ingen bolshebutik".
Gæld på en halv milliard
Den samlede gæld steg i 2013 fra 390 mio. kr. til 500 mio. kr.
Stigningen skyldes et højt investeringsniveau på 212 mio. kr.
Det er blandt andet den nye vandledning fra Tolne til Bunken, der skal sikre vandforsyningen i Skagen. Her der investeret 35 mio. kr.
I Frederikshavn er der et større arbejde i gang med en ny regnvandsledning, der skal sikre mod oversvømmelser ved kraftige regnskyl, såkaldt monster-regn.
Det er der brugt 15 mio.kr. på i 2013.
Begge projekter skal være færdige i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.