Initiativrige nordjyder er nu nomineret
De tre nominerede til Den NORDJYSKE Initiativpris repræsenterer på fornemste vis ildsjæles betydning for andre
Opdateret kl. 17:47
NORDJYLLAND: Det er tre meget forskellige initiativer, der kan modtage de 100.000 kroner, der følger med Den Nordjyske Initiativpris, men de gør alle noget, der har en betydning for andre mennesker. De tre er: Næssundfærgens Venner, Skyggebørn og Råt & Godt.
Næssundfærgens Venner
I 2015 besluttede Thisted Kommune at nedlægge Næssundfærgeruten mellem Mors og Thy efter færgen skulle repareres for et større beløb.
Men borgerne i området ville ikke af med deres færge. Efter et stort benarbejde fra foreningen Næssundfærgens Venner med både at skaffe finansiering og politisk velvilje, sejlede færgen igen 1. juli 2016.
Siden har frivillige malet og renoveret færgen, og 1. marts kom Næssie tilbage på ruten over Limfjorden - smukkere end længe.
Dommerkomiteen har lagt vægt på at lokale kræfter kommer langt, når de slår sig sammen og lader fællesskabet drive værket med det mål at holde fast i de værdier, der ligger i deres lokalområde. Dermed er de også med til at holde fast i et Danmark, hvor værdier og særpræg bevares.
Skyggebørn
Foreningen Skyggebørn hjælper børn med at reparere og leve med de sår, det giver på sjælen at være ramt af sorg. Sorg over at forældre eller søskende er alvorligt syge eller over at have mistet nær familie. Foreningen fortsætter det arbejde som Jes Dige i mange år har udført med sorggrupper under Kræftens Bekæmpelse, men nu med en bredere målgruppe. En række frivillige hjælper til, når samtalegrupperne mødes, så det bliver nemmere for børnene at dele deres tanker og følelser.
Dommerkomiteen lægger vægt på, at "Skyggebørn" bygger på frivilligt arbejde og at hjælpen er gratis og dermed opnåelig for alle. Det er hjælp på barnets præmis og alene ud fra barnets behov med en høj faglighed.
Råt & Godt
Den socialøkonomiske virksomhed Råt & Godt i Aalborg arbejder for at både mennesker og materialer fortjener en chance til for at blive brugt.
Her får unge mennesker, der har svært ved at passe ind på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, en mulighed for at blive klar til at komme videre med livet. Det vil dommerne gerne honorere.
De unge arbejder arbejder i træ- og metalværkstedet og det er vigtigt i begrundelsen for nomineringen, at de producerer varer af kvalitet, både design-, materiale- og håndværksmæssigt. Det er også centralt, at de unge mennesker ikke blot lærer at møde på et arbejde, men også at producere med respekt for det gode håndværk.
Prisen uddeles af Aalborg Stiftstidendes Fond og NORDJYSKE Medier 30. marts. En af de nominerede modtager 100.000 kroner og de øvrige 10.000 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.