Aldrig sket før: Nu har DBU hædret både hr. og fru Jensen fra Fjerritslev
Ægtepar har nu begge modtaget DBU Jyllands største personlige hæder

Kristian Nørgaard Thomsen, formand for DBU Jylland Region 1 (tv.) overrækker DBU Jyllands Rejselegat til Søren Jensen fra Fjerritslev IF Fodbold for 44 års tro tjeneste. Foto: Bob Gisselmann
HERNING:Et nordjysk ægtepar kan nu begge bryste sig af at have modtaget DBU Jyllands største personlige hæder.
På fodboldorganisationens årlige delegeretmøde lørdag i Herning Kongrescenter er DBU Jyllands Rejselegat blevet givet til Søren Jensen, som gennem 44 år har været en markant frivillig personlighed i fodboldklubben Fjerritslev IF, hvor han gennem årene har virket som træner, udvalgsmedlem, bestyrelsesmedlem og formand af flere omgange.
Det oplyser DBU Jylland i en pressemeddelelse.
For fem år siden modtog Søren Jensens hustru, Mette Lykke Jensen, samme hæder som tak for sin utrættelige indsats gennem 34 år i klubben som kampfordeler, kasserer og ungdomsformand.

Sådan så det ud, formanden for DBU Jylland, Bent Clausen, i 2017 overrakte DBU Jyllands Rejselegat til Mette Lykke Jensen fra Fjerritslev IF. Privatfoto
150 deltagere i delegeretmøde rejste sig og tilkendegav med langvarige klapsalver deres tilfredshed med valget af Søren Jensen med tilnavnet "Fut", og fra talerstolen betegnede formanden for DBU Jyllands nordjyske afdeling, Kristian Nørgaard Thomsen, Søren "Fut" Jensens indsats som uvurdérlig.
- Sørens betydning for klubben er og har været kæmpestor, og han er altid villig til at give en hånd med – uanset hvor stor eller lille opgaven måtte være. Han ved alt, hvad der foregår i klubben og er dagligt i kontakt med flere aktører omkring klubben, roste Kristian Nørgaard Thomsen.
Se her, hvordan det foregik, da Søren Jensen fik nyheden overbragt:
For at komme i betragtning til at modtage Rejselegatet, skal modtageren have ydet en ulønnet indsats for jysk og dansk fodbold i minimum 30 år. I 2021 gik legatet også til en nordjyde, nemlig Friths Bisgaard fra Dronninglund IF.
Som modtager af rejselegatet får man - foruden et diplom - en tur til en af herrelandsholdets udekampe sammen med sin ægtefælle eller samlever. Det har både Søren Jensen og hans hustru prøvet tidligere, men mon ikke de gerne tager en tur mere?
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.