Sport

Jesper Jensen: Vi har brug for krigere

Cheftræner Jesper Jensen håber, at holdet kan bygge videre på anden halvleg mod SønderjyskE

Håvard Tvedten gik forrest, da Aalborg Håndbold havde brug for det. Foto: Martin Damgård
Håvard Tvedten gik forrest, da Aalborg Håndbold havde brug for det. Foto: Martin Damgård

AALBORG: Cheftræner Jesper Jensen måtte give sine spillere en opsang i pausen, da Aalborg Håndbold onsdag aften besejrede SønderjyskE med 28-24 i Gigantium.

Nordjyderne var nede med 9-13 ved pausen, selvom de karantæneramte gæster bestemt ikke stillede i stærkeste opstilling, og det skulle ændres.

- Vi var lidt nervøse, og tingene kørte ikke helt. Det betyder, at man begynder at passe sig selv, men vi har ikke brug for, at folk lukker sig inde. Vi har brug for krigere, siger Jesper Jensen.

Efterlyser gode halvlege

Cheftræneren var ovenud tilfreds med anden halvleg, som han håber på at bygge videre på søndag i den vigtige hjemmekamp mod franske Dunkerque i Champions League-gruppespillet.

- Vi vandt anden halvleg med otte mål, og selvom det måske ikke er hele niveauforskellen, så skal vi derop omkring mod et decimeret SønderjyskE-hold. Den slags halvlege skal vi spille to af mod Dunkerque, hvis vi skal have en chance, siger Jesper Jensen.

Sejren over SønderjyskE betyder, at Aalborg Håndbold stadigvæk holder snor i Skjern på andenplads i Boxer Herreligaen, hvor begge hold har 19 point.

Gå til relaterede emner

Forsiden