Blokhus

Johanne hører til i toppen

Islænderrytter fra Blokhus Ridecenter vandt bronze ved DM

Johanne Jensen vandt bronzemedaljen til DM i islænderridning.
Johanne Jensen vandt bronzemedaljen til DM i islænderridning. Flemming Dahl Jensen

BLOKHUS: Selvom Johanne Jensen fra Blokhus Ridecenter kun er 15 år gammel, er hun en erfaren dame, når det gælder islænderridning. Hun deltog for tredje gang i Gæðingakeppni som foregik i Herning og kunne vende hjem med en flot bronzemedalje.

Hun deltog i to klasser med henholdsvis hestene Sunna fra Skovgaarden, som hun vandt bronzemedaljen på, og Baldur fra Skovgaarden. For begge hestes vedkommende var det deres gangarter, skridt, trav, tölt og galop, de blev bedømt på.

Begge heste er avlet af Johannes mor og far, som er indehavere af Blokhus Ridecenter. Johanne lægger heller ikke skjul på, at hun er stolt af, at det er heste af egen avl, som klarer sig så godt på banerne.

Men det er ikke kun gode gener, der skal til. Der skal også en god portion knofedt. Hun træner seks gange ugentligt og dertil kommer alt arbejdet i stalden.

For at kunne deltage i DM, som Gæðingakeppni er, kræver det, at man deltager i kvalifikationsstævner i perioden inden for at få point nok.

- Så jeg har deltaget i mange stævner i løbet af foråret, siger Johanne Jensen.

Hun var ikke den eneste fra Blokhus Rideklub, der deltog i Herning. Seniorrytter Christina Larsen deltog også, og hun kom hjem med en 10. plads.

- At jeg kom hjem med en tredjeplads i min klasse, havde jeg slet ikke forventet. Så jeg er bare så glad, siger Johanne Jensen.

Til daglig får hun undervisning af Audur Ástvaldsdotir fra Vestbjerg, men det er kun et par uger endnu. Når skolen starter midt i august sætter hun ridestøvlerne på skohylden. Men kun for en periode. Hun skal nemlig et år på Aabybro Efterskole, så der bliver ikke meget tid til ridning de kommende måneder.

- Jeg kommer til at savne det helt vildt, men jeg glæder mig til at komme på efterskole, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden