Kamp for normal busdrift efter voldsom brand
Otte busser udbrændt natten til tirsdag i Aalborg. Busdriften forløber dog helt som vanligt, fortæller Arriva
Opdateret kl. 15:15
AALBORG: En brand natten til tirsdag satte i alt otte Arriva-busser ud af spil i Aalborg. Siden klokken 8.30 tirsdag morgen har busdriften dog forløbet som den plejer, og det vil den fortsætte med at gøre de kommende dage også.
Det fortæller Morten Nissum Larsen, pressemedarbejder hos Arriva.
- Som passager skulle der ikke være nogen gener. De næste dage frem kommer vi også til at køre helt som almindeligt. Vi har kunnet trække på nogle reservebusser fra vores regionalkørsel og hentet nogle hjem fra værksted, siger Morten Nissum Larsen.
Årsag kan ikke bekræftes
Otte busser fra Arriva udbrændte mere eller mindre natten til tirsdag, mens de stod parkeret på Arrivas anlæg på Troensevej i Aalborg Øst. Derudover blev tre-fire busser skadet ved branden.
Tirsdag eftermiddag er årsagen til branden stadig ukendt. Men ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen er det formentlig i oliefyret i en af busserne, at branden er startet.
Branden startede i oliefyret på én af busserne - der bliver tidsstyret til at starte på et bestemt tidspunkt, så bussen er varm til chaufføren og de første passagerer. Derfra har den så bredt sig til busserne ved siden af, oplyser Per Vagn Nielsen.
- Alle de undersøgelser, vi har lavet derude, viser at det er oliefyret i en af busserne, der er årsag til branden, siger vagtchefen.
Arriva kan dog hverken be- eller afkræfte noget i forhold til årsagen til branden.
Slukkede for gassen
Da Nordjyllands Beredskab blev tilkaldt, stod der store flammer op fra de brændende busser.
- Det er et kæmpe bål, når så mange busser brænder på en gang, siger indsatsleder Anders Brosbøl fra Nordjyllands Beredskab, som klokken syv stadig arbejder på stedet.
Beredskabet måtte også håndtere en farlig situation, da der også bliver tanket gasbusser på anlægget.
- Gasledningen gik lige forbi branden, så vi måtte skynde os at få lukket af for naturgasforsyningen, fortæller Anders Brosbøl.
Forurening stoppet
Nordjyllands Beredskab gik derefter i gang med det, indsatslederen kalder 2. bølge
En del dieselolie og slukningsvand truede nemlig med at forurene den nærliggende bæk, som har forbindelse til Romdrup Å.
- Vi har lagt flydespærringer ud i industrikvarteret, så vi har standset forureningen med olie og slagger, inden det nåede til Romdrup Å. Nu bliver det samlet op med en slamsuger, siger Anders Brosbøl.
I alt stod der 67 busser på Arrivas anlæg i Aalborg Øst. Branden kommer til at påvirke morgenens bustrafik.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.