17-årige skal ikke køre bil alene
Regeringens forslag om at lade 17-årige køre bil alene er uigennemtænkt og løser ikke landdistrikternes problemer.
Opdateret kl. 22:24
17-årige er gode til mange ting.
De kan være både kloge og flinke. Ambitiøse og dygtige.
Men det giver simpelthen ikke mening at give dem nøglerne til tonstunge dræbermaskiner på hjul og lade dem ræse alene afsted ud på de nordjyske landeveje.
Det foreslår minister for landdistrikter Morten Dahlin fra Venstre.
Allerede i dag kan 17-årige køre bil, hvis de har en voksen ledsager med sig i bilen.
Dét giver mening. For problemet er ikke, at 17-årige ikke KAN køre en bil.
Problemet er, at 17-årige (især) drenge i gennemsnit tager al for store risici. Og det gælder også i trafikken.
Det er derfor heller ikke så overraskende, at Rådet for Sikker Trafik advarer mod regeringens forslag, der kommer som en del af et samlet landdistriktsudspil.
- Vi er bekymret over det her forslag, fordi beregninger allerede viser, at det vil resultere i flere dræbte og alvorligt kvæstede 17-årige hvert år, siger vicedirektør Karina Petersen.
Jeg er selv vokset op på landet lige uden for en by med lige over 100 indbyggere.
Og da jeg var teenager, skulle jeg cykle i 10 minutter alene for at nå til et busstop, der kunne køre mig turen på tre kvarter til skole.
Hvis man kom fem minutter for sent til bussen, kunne man vente en time på den næste. Og det samme den anden vej.
Siden jeg gik på en ungdomsuddannelse, er busforbindelserne kun blevet betydeligt ringere i landdistrikterne. Den rute, jeg lige har nævnt, jeg tog, er for eksempel nedlagt.
Så problemet er helt reelt for de unge mennesker, der ikke vil stavnsbindes, fordi deres forældre har taget et valg om at bo langt væk fra skoler, venner og kulturtilbud.
Men er det flere dræbte og kvæstede værd, at en lille gruppe unge i landdistrikterne får en smule mere frihed til at køre til håndboldtræning?
Vi ved efterhånden så meget om unges hjerner, at det virker total uigennemtænkt af Venstre at ville give endnu yngre mænd og kvinder adgang til biler, som med bare et sekunds uopmærksomhed eller en smule for høj fart kan lemlæste og dræbe andre i trafikken.
Vi ved, at de fleste dødsulykker sker i landzoner. Vi ved også, at mange unge bruger mobilen, når de kører bil.
Så lad os hellere investere i bedre offentlig transport til unge på ungdomsuddannelser. Og i flere cykelstier, så de unge tør tage cyklen til håndbold eller ungdomsklub.
Det er bedre, end at de skal alene ud og trykke speederen i bund, så det ender med, at vi heller ikke vil sende vores børn under 17 år ud på landevejene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.