Frederikshavn

Kort intenst drama når de brydes

Koncentrationen er superintens på madrasserne i Idrætshallen under DM.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Formanden for FfI Brydning Peter Jensen kunne glæde sig over at hans søn Simon Chr. Jensen blev dansk mester.Foto: Bent Bach

Det er syv år siden, der sidst er blevet kæmpet om at være Danmarks bedste brydere for seniorer i Frederikshavn. Og det var slet ikke planen, at DM for seniorer skulle være afviklet i Frederikshavn i år. - Men da den klub, der havde meldt sig som arrangør sprang fra, sprang vi til for tre måneder siden, og det er gået virkelig fint, siger formanden for FfI Brydning Peter Jensen, da det hele er overstået sent lørdag eftermiddag. Da kan han konstatere, at på seniorniveau er der plads til forbedring. Den eneste DM titel gik til Simon Chr. Jensen, der er ungdomsbryder, men stillede op for første gang i senior 55 kg. Og der er masser af talent på vej. Børne - og ungdomsafdelingen er stor og aktiv. - Vi har 25 børn fra fem år og opefter og det er mange for os, fortæller Peter Jensen. Juniorerne kæmpede deres kampe i den anden ende af landet. Heros Frederiksværk var nemlig vært for for drenge, ungdom og juniorer. Her kom man hjem med en guldmedalje, to af sølv og en bronzemedalje. Kæmper i få minutter Kampene går hurtigt i brydesporten max seks minutter får vi at vide, og inden vi ser os om er kamp fire i gang, og det er en af de lokale nemlig 35-årige Mikal Toft, der måske deltager i DM for sidste gang. Koncentrationen lyser ud af begges øjne, de står op og brydes, og for en udenforstående som avisens udsendte er det umuligt at forstå præcis, hvad der foregår. Intet. For efter første runde har ingen af dem fået points. Men pludselig går det stærkt, og Mikal Toft bliver kastet ned på madrassen og det giver hans modstander tre points, får jeg forklaret. Forinden har publikum forsøgt at hjælpe deres favorit på vej med at råbe gode råd ind til ham. Men lige lidt hjælp det, og han taber kampen. Det er i øvrigt op til de enkelte klubber at afgøre om deres brydere skal stille op til Danmarksmesterskaberne. Til gengæld skal de stille op i den vægtklasse de er tilmeldt, så man skal sørge for at holde vægten for ellers kommer man ikke i kamp.