32-årig sigtes for drabet på Emilie Meng
32-årig mand sigtes for drabet på den 17-årige pige, som blev dræbt i 2016
Opdateret kl. 12:43
DANMARK: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser på et pressemøde onsdag, at de har udvidet sigtelserne mod den 32-årige mand, der også er sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, til nu også at være sigtet for bortførelsen af og drabet på Emilie Meng.
Emilie Meng forsvandt sporløst 10. juli 2016. Flere måneder senere - 24. december samme år - blev liget af pigen fundet i en sø nær Borup på Midtsjælland.
Den 32-åriges advokat, Karina Skou, oplyser til Ritzau, at manden nægter sig skyldig i drabet på Emilie Meng.
Den 32-årige mand blev anholdt, dagen efter en 13-årig pige forsvandt, da hun delte aviser ud. Hun blev fundet dagen efter i den 32-åriges hjem.
Den 32-årige er desuden sigtet for at have overfaldet en kvinde i Sorø. Det skete i november 2022 på Vestsjælland. Kvinden blev truet med kniv, men gjorde modstand og undslap.
Politiet indledte pressemødet med at undskylde den proces, der indledningsvis foregik i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden.
Politiinspektør Kim Kliver blev på pressemødet spurgt, om politiet har været dygtige nok i efterforskningen af drabet på Emilie Meng.
- Den del evaluerer vi. Jeg har også meget fokus på, at der er pårørende og en familie, som har oplevet stor frustration, svarede han.
På mødet understregede politiet, at den 32-årige er sigtet og endnu ikke dømt i sagen.
Det er kommet frem, at politiet har fundet den bil, som den 32-årige havde adgang til på det tidspunkt, Emilie Meng forsvandt. Bilen - som er af samme type som den, man mener, har været brugt i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden - er fundet i Slovakiet.
Den nordjyske advokat Michael Juul Eriksen har sagt nej til at være forsvarer for den 32-årige. Årsagen til afslaget kan du læse i dette portræt: