Beruset 15-årig anholdt med stor kniv i hånden
Utrygge kunder ved Rema 1000
Opdateret kl. 16:05
HURUP: En 15-årig dreng med lidt for mange promiller i blodet skabte onsdag aften kort før kl. 21 utryghed blandt handlende ved discountkæden Rema 1000 i Hurup, hvor han gik rundt på parkeringspladsen og viftede med en brødkniv.
- Han truer ikke nogen, men det skabte utryghed, forklarer vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.
En patrulje kom hurtigt til stede, hvor den unge mand blev anholdt og sigtet for brud på knivloven samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at forstyrre den offentlige orden.
- Sådan en kniv hører til i et køkken, konstaterer vagtchefen. Allan Riis oplyser, at den 15-årige er løsladt efter endt afhøring.