Nu begynder retssagen om drabet på Mia

Onsdag begynder retssagen ved Retten i Aalborg, hvor en 37-årig mand er tiltalt for det bestialske drab

Mia Skadhauge Stevn satte sig ind i en mørk bil på Vesterbro kort efter klokken 06 om morgenen 6. februar 2022. Det var sidste gang, hun blev set i live <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mia Skadhauge Stevn satte sig ind i en mørk bil på Vesterbro kort efter klokken 06 om morgenen 6. februar 2022. Det var sidste gang, hun blev set i live Foto: Lars Pauli

AALBORG:Den uhyggelige sag mod en 37-årig mand, der er tiltalt for drabet på den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn i februar 2022, begynder onsdag ved Retten i Aalborg.

Her er den 37-årige tiltalt for voldtægt, drab og usømmelig behandling med lig.

Mia-sagen sendte chokbølger igennem alle i starten af februar sidste år, da det stod klart, at Mia var blevet slået ihjel efter en bytur i Jomfru Ane Gade, og at en tilsyneladende fremmed mand, var blevet sigtet for drabet.

Når retssagen begynder, får offentligheden for første gang mulighed for at høre, hvad den 37-årige tiltalte forklarer om det fatale møde med Mia og hvilke beviser, politiet mener at have mod manden.

Jagt på drabsmand

Da den 22-årige kvinde forsvandt en tidlig søndag morgen 6. februar, sad befolkningen ikke blot forfærdede på sidelinjen - men blev en aktiv del i jagten på Mias drabsmand i dagene efter hendes forsvinden. 

Fire dage efter, at Mia forsvandt, blev den 37-årige mand anholdt på sin bopæl i Flauenskjold og sigtet for drabet. Dagen efter fandt politiet ligdele i Dronninglund Storskov.

Det var blandt andet en massiv efterforskning af omfattende videoovervågningsmateriale samt flere hundrede henvendelser fra borgere, der førte til, at politiet til sidst kunne identificere den sorte bil, som Mia satte sig ind i på Vesterbro.

Det var bilen, der ledte politiet til adressen i Flauenskjold, hvor den 37-årige blev anholdt.

Stor efterforskning

Politiet efterforskede efterfølgende massivt i lidt over et år, og under retssagen bliver sløret løftet for noget af det, politiet har fundet frem til.

Af anklageskriftet fremgår det, at politiet mener, at den 37-årige kørte Mia fra Vesterbro i Aalborg, til Hammer Bakker og derefter til hans bopæl i Flauenskjold i tidsrummet mellem søndag morgen omkring kl. 06 til søndag eftermiddag omkring klokken 15. 

Ifølge tiltalen var det i det tidsrum, at han voldtog den 22-årige, inden han slog hende ihjel.

Ifølge anklageskriftet var det i de efterfølgende dage, at den tiltalte parterede liget, som han gravede ned i skoven i Dronninglund.

Nægter drab

Den 37-åriges forsvarer, Mette Grith Stage, har tidligere oplyst, at hendes klient erkender usømmelig omgang med lig, men at han altså nægter både voldtægt og drab.

Når retssagen begynder, er de første dage afsat til, at den 37-årige kan give sin forklaring af hændelsesforløbet.

Der er afsat ni dage til retssagen, der kører som en nævningesag. Der forventes at falde dom 29. juni.

Nordjyske er til stede alle retsdage.