Opdateret: Tre unge anholdt for skyderi i Aalborg
En 20-årig kvinde og to 18-årige mænd er blevet anholdt for et skyderi på Vesterbro i Aalborg søndag

Skudepisode på Vesterbro i Aalborg foran Budolfi Apotek. Foto: Henrik Bo
Tre personer er blevet anholdt i forbindelse med et skyderi i Aalborg søndag eftermiddag, hvor en 33-årig mand blev såret.
Nordjyllands Politi anholdt to af de sigtede søndag aften og havde navnet på endnu en mistænkt - en 18-årig mand. Han blev opfordret til at melde sig selv, og også han er blevet anholdt, oplyser politikommissær Lasse Kragh, som koordinerer efterforskningen, til Nordjyske. Det skete ved et-tiden natten til mandag.
Lasse Kragh vil ikke komme yderligere ind på, hvor eller hvordan anholdelsen af den tredje person fandt sted. Heller ikke, om den 18-årige meldte sig selv - som politiet havde opfordret ham til.
De anholdte er bosiddende i Nordjylland.
Fremstilles i grundlovsforhør
Det er generelt småt med oplysningerne om skyderiet, men politiet oplyser, at der formentlig er tale om et opgør i Aalborgs kriminelle miljø.
- Vores undersøgelser gav os ret hurtigt den opfattelse af, at der var tale om et internt opgør i et kriminelt miljø - og det er stadig vores helt klare formodning, at det er det, der er tilfældet, siger Lasse Kragh.
Politiet har afhørt de to første der blev anholdt, men Lasse Kragh vil ikke komme ind på, hvordan de anholdte forholder sig til sigtelserne.
- Det holder vi for os selv lidt endnu, siger han og henviser til, at der mandag klokken 14 vil være et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
En anholdt skal inden for 24 timer enten løslades eller stilles for en dommer i et grundlovsforhør. I et grundlovsforhør kan dommeren vælge at løslade eller varetægtsfængsle i op til fire uger ad gangen.
Søger vidner
Ved skyderiet midt på Vesterbro i det centrale Aalborg, blev en 33-årige mand ifølge politiet ramt af to skud. Hans tilstand er stabil, lød det tidligere i en opdatering fra politiet.
Politiet søger stadig efter vidner til skudepisoden eller personer, der har oplysninger i sagen, og opfordre derfor til, at man henvender sig til politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.