Spritten antændte det moderne gennembrud i Aalborg
På få årtier forvandlede grundlæggerne af Spritten brændingen af akvavit fra et middelalderligt håndværk til moderne produktion. Det blev startskuddet til den industrielle revolution i Aalborg. Her er fortællingen om skaberne af en af Aalborgs vigtigste fabrikker
Opdateret kl. 17:30
Af Mads Damsbo, direktør Kunsthal Spritten
AALBORG: Mads Skjern kunne ikke have gjort det bedre. En fattig, ung mand kommer til byen, satser hele butikken og skaber en global virksomhed til glæde for ham selv og hans by. Tiden har det med at destillere langvarige forretningseventyr til rene succeshistorier og glemme mellemregningerne og alle udfordringerne undervejs, og i tilfældet med De Danske Spritfabrikker står succeshistorien skarpt skåret.
De verdensberømte akvavitter, den legendariske fabrik og de hundreder og atter hundreder af arbejdspladser skabte sammen med byens andre markante industrivirksomheder det moderne Aalborg.
Men Spritten er også beretningen om en enestående omstillingsparathed, om enorme samfundsomvæltninger og om datidens cirkulære økonomi. Alt sammen kvaliteter og erfaringer, vi kan lære en hel del af i dag.
Få danske virksomheder har som De Danske Spritfabrikker spillet en så markant rolle for deres hjemby og landet i øvrigt. Det var en genistreg på linje med parfume fra Paris at brande Aalborg som akvavittens hjemby, og set tilbage kan det hele i dag nærmest virke strategisk og planlagt. Men naturligvis var virkeligheden uforudsigelig og et resultat af enkeltpersoners spektakulære viljestyrke og mod på at forme fremtiden - mød Isidor og Harald.
Spritten er et levende stykke danmarkshistorie og repræsenterer over 170 års industrihistorie, mad- og drikkekultur. Tusindvis af nordjyder har gennem generationer arbejdet på den legendariske fabrik, der satte et markant præg på Aalborg og skabte de verdensberømte akvavitter, der i generationer har signaleret national identitet på frokostborde i hele landet.
I tre kapitler går direktør på Kunsthal Spritten, Mads Damsbo, på opdagelse i Sprittens arkiver og følger de spor, fabrikken satte på Aalborg, Danmark og resten af verden.
Indvandreren og kunstneren
Vi er endnu i Enevældens tid, da Sprittens grundlægger, den unge Isidor Henius, indvandrer fra Torun i Polen til Danmark. Han er udlært brænder som sin far og svoger. Året er 1836, og hvad der siden følger, vil få enhver dramachef til at bryde sammen i rørelse. For Isidor indvandrer bogstavelig talt til landet. 16 år gammel gør han de 1200 km fra hjembyen til Aarhus til fods med tredive mark på lommen og sit tornyster på ryggen.
I Aarhus får han ansættelse som bestyrer på et lokalt brænderi, og de følgende ti år når han rundt på flere herregårde og danske købstæder, hvor han hjælper med at oprette brænderier og tilrettelægge produktionen, indtil han i en alder af 25 år slår sig ned i Aalborg og selv etablerer Aalborg Privilegerede Sirup- og Spritfabrik, hvis produkter med årene skal blive synonyme med byen.
Isidors superkraft som brænder er kendskabet til anvendelsen af kartofler som hovedingrediens i produktionen af akvavit samt til dampmaskinen, der i disse år revolutionerer fabrikation rundt om i Europa. I 1843 indkøber han som bestyrer på Peter Wibroe's brænderi i Aalborg byens første dampmaskine, der sætter turbo ikke alene på Wibroe's produktion, men på industrialiseringen af hele byen.
I 1843 findes der atten brænderier af sprit i Aalborg. Blot et par årtier senere er der kun to tilbage - dem der tilhører Isidor og den mangeårige kollega og konkurrent Harald Jensen. Så hurtigt går transformationen af akvavit fra middelalderligt håndværk til moderne industri. Og med den bliver selve produktet løftet fra en folkelig drik med en grim bismag af olie til at være et rent kvalitetsprodukt, der kan sælges i hele verden. I flere tilfælde, som fx Rød Aalborg, bliver den nu klassiske akvavit faktisk stadig produceret på den originale opskrift fra 1846.
Velhaversønnen Harald Jensen er på alle måder Isidors modstykke. Han er farverig, åndfuld og uddannet kunstmaler fra akademiet i København, men han skal have noget ordentligt at leve af, mener hans far, der køber en virksomhed til ham, hvor han bliver indsat som brænder.
I en årrække er de to fabrikanter, Isidor og Harald, alene tilbage i kapløbet om at erobre verdensmarkedet af sprit fremstillet i Aalborg. Et parløb, der ifølge overleverede erindringer forløber udramatisk og med et gentleman-agtigt overskud, som begge besidder. Den venskabelige rivalisering ender dog med, at Isidor i 1883 overtager Haralds virksomhed og integrerer den i De Danske Spritfabrikker, hvorpå Harald resten af sit lange liv omsider kan hellige sig kunsten, samtale og byens offentlige liv.
Isidor hædrer kollegaen med en akvavit bærende hans navn, den er endnu den dag i dag i produktion under navnet Harald Jensen. Og Haralds hedonistiske ånd lever videre i bedste velgående i Aalborg Vestby. Her kan man efter arbejde tage sig en dukkert i svømmehallen Haraldslund, opført på hvad, der engang var den vidtstrakte have rundt om Haralds villa af samme navn.
Restaffaldet var guld
De fleste af os har i tidens overflodssamfund glemt, at der var engang, hvor det at fremstille ensartede mad- og drikkevarer var et stort kunststykke. En dårlig høst eller sygdom i besætningen og hele års produktion kunne gå i vasken. Med den industrielle revolution blev det på en helt anden måde muligt at kontrollere og strømline fremstilling, så kvaliteten var den samme hver gang. Men den lokale, cirkulære økonomi var fortsat en forudsætning, også for de tidlige industrier, for at skabe et overskud.
Endnu fra 1940'erne findes der fotografier af nordjyske landmænd, der holder på rad og række med deres vogne for at få påfyldt bærme - restaffaldet fra produktionen af akvavit på Spritten. For hver liter ren alkohol producerede fabrikken 12 liter bærme. Det blev brugt til kraftfoder rundt om på gårdene og var fra midten af 1800-tallet et vigtig led i byens mælkeproduktion og kvægavl.
20 procent af overskuddet på Spritten kom fra salget af bærme samt den olie, der gennem dobbeltdestilleringen af akvavit blev trukket ud af spritten og derefter kunne sælges som lampeolie. Det var nok så meget salg af restaffald som af de færdige produkter, der sikrede fremtidens nye industrier deres overlevelse.
På vaskeægte Matadorsk er Spritten en fortælling om rejsen fra ragstoriches. Om Isidor Henius' sociale opadstigen fra dyb fattigdom til en tilværelse på samfundets øverste hylde. Men historien rummer mange flere nuancer og erfaringer med betydning for vore dage. Endnu i dag står betonstativet til beholderne med bærme mellem Sprittens elegante fabriksbygninger, og pladsen foran fremtidens Kunsthal Spritten hedder stadig Kulpladsen og vidner om de store mængder fossile brændstoffer, der skulle til for at drive fremskridtet.
Spritten repræsenterer en utrolig historie om iværksætteri, enorm kreativitet og mod til at satse alt og tro på fremtiden. Men selv den bedste virksomhed kan blive ramt af omslag i tidsånden. På Spritten kom det i skikkelse af afholdsbevægelsen i starten af det 20. århundrede, som vi skal høre om i næste kapitel af historien om Spritten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
