De var egentlig nedlagt - så ombestemte politikerne sig
Alt tydede på en lukning af Frederikshavn Kunstmuseum, da politikere pegede på at fjerne 75 procent af støtten. I tolvte time ombestemte de sig.

FREDERIKSHAVN: Nogle gange virker offentlig kritik og debat. I hvert fald har byrådet i Frederikshavn på falderebet valgt at sadle om. Frederikshavn Museum, der stod til at få fjernet 75 procent af sit budget, altså størstedelen, får nu alligevel 400.000 kroner i 2023 og 200.000 kroner i 2024. Dermed får de lov til at bevare knap halvdelen af deres nuværende budget.
Det meldte borgmester Birgit S. Hansen (S) i går ud ovenpå budgetforhandlingerne, hvor hun adresserede betydningen af den offentlige debat i både lokale og landsdækkende medier om besparelserne på museet.
- Vi har lyttet til kritikken fra dem, der har sagt, at det er for hårdt over for kunstmuseet. Derfor giver vi dem 400.000 kroner, men så skal de også bruge næste år på at skaffe sig nogle indtægter, sagde hun til Kanal Frederikshavn.
Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Thomas Rafn, direktør på Frederikshavn Kunstmuseum, eller museumsbestyrelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.