Kvindelige musikere mangler på de nordjyske scener: "I bund og grund bestemmer publikum"

De nordjyske spillesteder er langt bedre til at sætte kvinder på programmet end landets store festivaler, men fordelingen af kønnene er stadig helt skæv

Der er ingen undskyldning for, at bookere ikke sætter flere kvinder på scenen, mener Stine Bramsen. <i>PR-foto</i>

Der er ingen undskyldning for, at bookere ikke sætter flere kvinder på scenen, mener Stine Bramsen. PR-foto

NORDJYLLAND: De er klar over det på det fleste nordjyske spillesteder - der mangler kvinder på plakaterne.

I den kommende fest i Skovdalen arrangeret af Skråen er kun to ud af tolv hovednavne en kvinde. Ser man på programmet for Ambufesten i Hobro i år, er en ud af 15 solister kvinde.

På Huset i Hasserisgade er der over dobbelt så mange mænd som kvinder på scenen, og på 1000fryd er kun hver fjerde kunstner kvinde.

Det er et problem, kvindelige kunstnere og flere organisationer mange gange har adresseret de seneste år. Når det alligevel er svært at ændre, skyldes det flere ting - og en del af løsningen ligger hos kvinderne selv, vurderer flere nordjyske spillesteder.

Sådan er fordelingen på udvalgte Nordjyske spillesteder

  • I Musikkens Hus udgør de mandlige artister 57 procent og de kvindelige artister 43 procent af husets egne bookninger.
  • Skråen: Til og med maj indgår der kvinder i 28 procent af koncerter med soloartister. Ud af disse optræder halvdelen af dem til Skråen by Night - en mindre scene for upcoming navne.
  • Spillestedet Thy: I 2021 indgik der kvindelige musikere i 64 procent af koncerterne
  • Huset i Hasserisgade: I 2022 var der kvinder repræsenteret i 70 procent af koncerterne. Fordelingen blandt antal af musikere på scenen er dog 368 mænd og 161 kvinder.
  • I Maskinhallen i Frederikshavn er der 10 koncerter med kvinder i front og seks koncerter med mænd i front i resten af forårets program.
  • Studenterhuset viste i 2022 115 artister/bands. Heraf havde 27 procent en kvinde i front.
  • Stubhuset i Støvring havde i 2022 planlagt 32 koncerter. Heraf var der kvinder med i 38 procent og et kvindeligt hovednavn i 34 procent.
  • I Ambufesten i Hobro er en ud af 15 solister kvinde, imens der er en kvinde i fem ud af ni af de orkestre, der optræder.

Nordjyske har spurgt flere spillesteder om statistik. På grund af kort svarfrist har mange ikke kunnet nå at finde tal.

Kvinderne køber billetterne

Alle nordjyske spillestedsledere, Nordjyske har talt med, fortæller, at de har stort fokus på ligestilling og diversitet i programlægning og sammensætning af personale. Alligevel er det altså svært.

- Det er svært at løfte indsatsen med programlægning alene. Vi kan booke et program med afsæt i repræsentation og mangfoldighed, og vi kan lave udviklingsarbejde, der sikrer, at kvinder med tiden får samme adgang og indgang til musikscenen som mænd. Men en del af ansvaret ligger også hos musikerne selv. At de får deres kvindelige kollegaer med sig på scenen, siger Michael Marino, leder af Huset i Hasserisgade.

På Skråen forklarer daglig leder Jørgen Nissen skævheden i køn med, at spillestedet får færre tilbud om kvindelige kunstnere, og at mange kvindelige kunstnere generelt er dyrere end deres mandlige kollegaer.

- Vi har netop booket Clara til Skovrock. Jeg tror, hun bliver kæmpestor, men i virkeligheden er hun for dyr for os i forhold til, hvad vi skal tjene for, at det hænger sammen.

Er hun da dyrere end de andre navne på plakaten fx. Gilli?

- Nej, men det er tæt på, og hun kan ikke trække det samme publikum som Gilli. Det samme gælder Tessa og Jada - det er fantastiske musikere, men de koster ligeså meget som Thomas Helmig og Jonah Blacksmith, selvom de kan ikke trække 5000 mennesker, som de kan, siger Jørgen Nissen, der påpeger, at Skråen ikke får meget offentlig støtte og derfor er afhængig af omsætning.

-  Det er jo ret interessant, at størstedelen af vores publikum er kvinder. Det er i høj grad dem, der kommer med veninder eller tager deres mænd med, så det er i bund og grund kvinderne, der bestemmer, hvad vi har på plakaten, siger Jørgen Nissen, der forsøger at løfte kvindelige kunstnere frem ad andre veje, fx på mindre scener på Skråen.

Jørgen Nissen glæder sig over, at en stor del af vinderne til den årlige talentkonkurrence Band Battle på Skråen er kvinder, og at en stor del af dem har benyttet det som et springbræt ind i branchen. <i>Arkivfoto: Matthew Burnett</i>

Jørgen Nissen glæder sig over, at en stor del af vinderne til den årlige talentkonkurrence Band Battle på Skråen er kvinder, og at en stor del af dem har benyttet det som et springbræt ind i branchen. Arkivfoto: Matthew Burnett

Stine Bramsen: Alle bør løfte sin del

En af de kvinder, der ikke har svært ved at trække publikum til, er Stine Bramsen. Hun er ærgerlig over, at skævvridningen mellem mandlige og kvindelige kunstnere ikke er ændret.

- Den ses desværre i alle dele af min branche, og jeg synes, at det er trist, at kvindelige kunstnere ikke har samme muligheder for at komme ud på de danske spillesteder og vise, hvad de kan – der er sindssygt mange talentfulde kvinder, der kæmper for at leve af musikken. Publikum går glip af en masse god musik, siger musikeren, der ikke giver meget for argumentet om, at kvindelige kunstnere er dyrere.

- Jeg kan af gode grunde ikke vide, om den påstand er rigtig, men selv hvis den er, skal alle dele af fødekæden i branchen gøre sin del for at rykke på de dårlige statistikker. Cheferne på pladeselskaberne undskylder sig også med, at kvinderne er sværere at tjene penge på, fordi vi typisk streamer mindre, men hvor står vi så, hvis alle bare smider håndklædet i ringen?

På Stine Bramsens næste turné er der kun kvinder bag instrumenterne: "Jeg er nysgerrig på, hvad der sker med et rent kvindehold af virkelig dygtige musikere – både musikalsk og socialt, og så vil jeg gerne være med til at skabe en bredere repræsentation i min branche, fordi forbilleder er sindssygt vigtigt", siger Stine Bramsen, der kan opleves i Nordjylland til september. <i>Pressefoto</i>

På Stine Bramsens næste turné er der kun kvinder bag instrumenterne: "Jeg er nysgerrig på, hvad der sker med et rent kvindehold af virkelig dygtige musikere – både musikalsk og socialt, og så vil jeg gerne være med til at skabe en bredere repræsentation i min branche, fordi forbilleder er sindssygt vigtigt", siger Stine Bramsen, der kan opleves i Nordjylland til september. Pressefoto

Heller ikke nordjyske Ellen Bathum, kendt under kunstnernavnet ELBA, mener, at der er nogen undskyldning for ikke at sætte flere kvinder på plakaterne.

- Ni ud af ti af musikbranchens gatekeepere er mænd. Det vil sige, at det er mænd, der sidder på magten og agerer beslutningstagere hos musikselskaber, bookingbureauer, radiostationer og streamingtjenester. Selvfølgelig betyder det noget i forhold til, hvem de booker, siger Ellen Bathum.

Hun medvirker lige nu på en udstilling på museet Ragnarock i Roskilde, der med portrætfotos af 51 danske kvindelige musikere leverer bevis på, at der er masser af kvindelige artister at vælge blandt.

For hende at se kan en køns-kvote på spillesteder, festivaler og radio være en del af løsningen.

Landets største festivaler mangler kvinder

Der var i 2022 langt mellem kvinder på festivalplakaterne. På landets store festivaler udgjorde kvindelige musikere så mange procent:

  • Northside: 26 procent
  • Tinderbox: 24 procent
  • Smukfest 29 procent
  • Dog kom Roskilde Festival i nærheden af en nogenlunde lige kønsbalance med 43 procent kvindelige artister.
  • En opgørelse i DR i 2021 viser, at kvindelige artister udgør 26 procent af musikindholdet på DR’s radiokanaler. Det er en stigning i forhold til 2019, hvor tallet var 18 procent.

Arrangører skal uddanne publikum

Jens Ole Hvid Amstrup, leder af Maskinhallen i Frederikshavn, tror ikke på kønskvoter, det vil ifølge ham fjerne spillestedernes frihed.

- Kvoter virker måske på en kort bane, men det er ikke vejen at gå. I stedet skal arrangører lære at tage chancer, og så ligger der en opgave i at uddanne publikum, siger han.

I Maskinhallen kan han se stor betydning af genrer. Da de i 2021 blev regionalt spillested, drejede de programmet i retning af folk / roots / traditional, og det har medført en stigning i andelen af kvindelige kunstnere fra 20 til over 50 procent.

- Der er en helt anden type fødekæde i disse genrer og en helt anden rummelighed for kvinder, vi kan lære af. Der er netværk, der er sunde udklædningsanstalter for unge musikere, siger Jens Ole Hvid Amstrup, der desuden oplever, at folkmusikerne i højere grad selv henvender sig om samarbejder.

- For mig er det befriende som arrangør ikke at få en booker i røret, men en, der brænder for sin musik.

Også på Skråen er de blevet opmærksom på betydningen af genrer. I ønsket om at få flere kvinder på scenen i talentudviklingskonkurrencen Band Battle har de indført en singersongwriter kategori.

- Vi tror ikke på at lave en særlig kategori for kvinder, men man kan gøre noget med et øje på genrer. To ud af tre år er vinderne nu kvinder, siger Jørgen Nissen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.