Pernille har droppet sin indre pleaser: Jeg kan ikke blive ved at spekulere over, om folk kan lide mig

"Jeg tror, at 20'erne for mange er det forvirrede årti, hvor du skal finde ud af, hvad du vil med dit liv. I 30'erne kommer der flere perspektiver og en ro til" siger Pernille Dige Weltz, der i oktober sidste år fandt modet til at gå efter den drøm, der har hjemsøgt hende siden barndommen

Pernille Dige Weltz aka popmusikeren Jessie Ka fra Aalborg har ikke før nu i sine 30ere været klar til at træde i karakter som solist. For at stå på scenen kræver, at hun gør sig sårbar for kritik og alle internettets trolde. 

Pernille Dige Weltz aka popmusikeren Jessie Ka fra Aalborg har ikke før nu i sine 30ere været klar til at træde i karakter som solist. For at stå på scenen kræver, at hun gør sig sårbar for kritik og alle internettets trolde. 

Der er ingen som Michael Jackson – ingen over ham!

På et ungdomsværelse i Birkelse - en mindre by vest for Aabybro - kører ”History” på repeat. Året er 2001. En 13-årig pige i lavtaljede bukser med svaj og håret samlet i en hestehale skruer så højt op for anlægget som muligt og bliver til Michael. Fra ”Black or White” trykker hun sig videre til “They Don't Care About Us” og derefter til “Man in the Mirror” – favoritten med sin larger than life-afslutning, hvor man tror, at det ikke kan blive vildere, og så stiger den en tone, og koret kommer på, og alle hår på kroppen rejser sig.

I'm starting with the man in the mirror

I'm asking him to change his ways

Det er energien og beatsene, der blæser Pernille Dige Weltz omkuld, som hun aldrig har oplevet noget gøre det før, og så det politiske i teksterne. Tænk at popsange kan indeholde sådan et oprør – imod sult og fattigdom og racisme, alt det, som åbenbart er vilkår i verden omkring hende – Michael åbner op for en større verden udenfor Brønderslev.

Siden hun fik opsamlingsalbummet, har hun ikke hørt andet. Hun bliver sur, hvis hendes mor sætter noget andet på, og hun bruger en sommer i en campingvogn på at skrive hans tekster ned i et kladdehæfte på noget, der minder om engelsk – hun har brug for at dokumentere det, hun hører.

Af og til fantaserer hun om, at han skal blive kæreste med hendes mor. I virkeligheden er han nok hendes første crush, men det går ikke med aldersforskellen.

Dyrkelsen af ham leder hende til Jackson 5, der fører hende over i soul - i Etta James og Aretha Franklin og efter dem Destiny's Child, der åbner op for R&B. Når hun slukker, spiller hendes mor dansk 80'er pop og Celine Dion. Lyden af barndommen og ungdommen er pop og soul, og barndommen og ungdommen er i høj grad fuld af musik – det er i den, hun føler sig allermest hjemme.

Til hendes konfirmation er det eneste, hun ønsker sig, en elguitar, og hun bruger alle sine konfirmationspenge på en Fender og en forstærker. I ungdomsskolen bytter hun sin undervisning i spansk guitar ud med en i elguitar.

Med tiden skifter hun mere over i sang og begynder at skrive tekster. De er som dagbøger; en ventil for følelser og tanker.

- I 30erne er opmærksomheden på tid virkelig begyndt at fylde. Bevidstheden om, at hvis jeg vil noget med det, jeg drømmer om, så er det ikke noget, jeg kan skubbe til om ti år. 30erne har for mig været den helt rigtige alder til at skifte spor, siger Pernille Dige Weltz.

- I 30erne er opmærksomheden på tid virkelig begyndt at fylde. Bevidstheden om, at hvis jeg vil noget med det, jeg drømmer om, så er det ikke noget, jeg kan skubbe til om ti år. 30erne har for mig været den helt rigtige alder til at skifte spor, siger Pernille Dige Weltz.

- Jeg havde aldrig en følelse af at passe ind som barn og ung. Jeg følte mig altid enten som for meget eller for lidt, og jeg har fra en tidlig alder haft et klassisk pleaser-gen, hvor man hele tiden har fokus på at gøre alle andre glade og handler mere ud fra pligtfølelse end lyst, fortæller Pernille Dige Weltz, der i oktober sprang ud som popmusikeren Jessie Ka.

Det er ikke et skridt, hun havde set sig selv tage for blot fem år siden. Hvis nogen i barndommen havde sagt, at hun en dag ville arbejde med musik bag scenetæppet, ville hun have været lykkelig – bare for at være i branchen, tæt på dem, der træder ud på scenen og bevæger os.

Men der er sket en del på kort tid.

- Nu er jeg i 30’erne, og jeg kan ikke blive ved med at lade mig styre af idéen om, hvad andre tænker.

Pernille Dige Weltz skrev ”Wildfire” for to år siden, hvor hun var træt af, at hun ikke for længst havde taget springet. - Det kan være rart at være usynlig en gang imellem - der er ikke nogen, der kan synes noget om dig, hvis de ikke kan se dig, men det er jo ikke det, der gør dig forløst, siger hun. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Pernille Dige Weltz skrev ”Wildfire” for to år siden, hvor hun var træt af, at hun ikke for længst havde taget springet. - Det kan være rart at være usynlig en gang imellem - der er ikke nogen, der kan synes noget om dig, hvis de ikke kan se dig, men det er jo ikke det, der gør dig forløst, siger hun. Foto: Claus Søndberg

- Der var intet valg

Pernille Dige Weltz er hyppig gæst på Café Ulla Terkelsen i Aalborg. Hun bruger det både som mødested og til at arbejde fra. De farvestrålende vægge og diskokuglen virker beroligende og inspirerende på hende, så det er her, vi mødes en dag mellem sangskrivning og opsøgende arbejde – der er mange kasketter, når man vælger at gå efter en solokarriere.

I april sendte hun sin anden single ud - et højtempo popnummer om at holde op med at prøve at være en anden.

Don't wanna do this anymore

Change skin

To fit in

Hun får stadig sommerfugle i maven, når hun hører sig selv i radioen, men det begynder at fæstne sig.

Et af de afgørende skridt på hendes vej imod at sige sit faste job op var en sommerdag i 2008 på torvet i Brønderslev, hvor hun som 21-årig passerede en lokal audition til 'Danmark har talent'.

Det krævede ingen tilmelding, man skulle bare træde op på scenen, og Pernille greb sig i at stirre på den runde træscene uden at registrere dem, der gik derop.

Det var ikke fordi, hun havde lyst til at være med i programmet, men der var noget ved scenen, der trak, og hjemme igen begyndte tårerne at løbe i hængesofaen i haven. Hun havde numrene, men det var for grænseoverskridende at gå derop.

- Lige der blev det tydeligt for mig, at jeg blev nødt til at lave noget med musik, siger Pernille Dige Weltz, der efter 9. klasse havde været så skoletræt, at hun ikke kunne overskue de skridt, der skulle til for at søge ind på en musikuddannelse. I stedet uddannede hun sig til frisør, hvilket hun stoppede med, da hun udviklede astma på grund af hårprodukterne. Efter det tog hun en studentereksamen, hvorefter hun søgte ind på Populær Musik og Lydproduktion - en af linjerne på musikvidenskab på Aalborg Universitet, hvor hun tog sang som hovedfag.

- Min oplevelse af studiet var i høj grad, at jeg for første gang kunne være mig selv. Jeg havde fra start en følelse af at passe ind, jeg skulle hverken gøre mig til eller ændre på mig selv, fortæller Pernille Dige Weltz, der fortsatte med at skrive sange.

Hun var dog fortsat ikke klar til at stille op som solist, modet var der ikke, og hun fik i stedet arbejde i branchen, som hun havde drømt om, og sang i bands.

- Min største udfordring var, at jeg ikke kunne optræde for en masse mennesker uden samtidig at blotte mig for deres vurdering. Gik jeg op på scenen alene, var jeg nødt til at acceptere, at folk har en holdning til mig og måske ikke kan lide det, jeg laver, siger Pernille Dige Weltz, der i disse år fortsat kunne mærke sin indre pleaser agere. Det har spændt så vidt, at hun som en kamæleon har klædt sig efter de mennesker, hun skal være sammen med.

Men med årene har hun kunnet mærke angsten strides med noget andet. Imod en voksende trang til at stå ved sig selv og dele noget med andre. I halvandet år før, hun sagde sit job op, tog hun den ene personlighedstest efter den anden for at finde ud af, hvorfor hun ikke trivedes eller var tilfreds. Men svaret lå et andet sted end i jobbet, fortæller Pernille Dige Weltz, der efterfølgende har været overrasket over, hvor mange, der har kaldt det modigt.

- For mig føles det efterhånden ikke modigt, men som om jeg reelt ikke havde noget valg. Det nemmeste ville helt klart være at lade være, men det kunne jeg bare ikke, fortæller Pernille om perioden op til, at hun i efteråret 2021 opsagde hun sin fuldtidsstilling som booker i Musikkens Hus.

Det efter en periode, hvor hun på vegne af Musikkens Hus havde udsat koncert efter koncert på grund af corona og betragtet musikere uden noget at lave.

- Ligesom så mange andre fik tid til at tænke sig om under corona, gjorde jeg mig også nogle erkendelser, og jeg har bare ikke lyst til en dag at vågne op som en bitter kvinde. Lige der vidste jeg, at hvis jeg skulle gøre det, skulle det være nu. Det var ikke noget, jeg skulle skubbe foran mig.

- De fleste siger, at det var på tide, at jeg gjorde det. Men der er også nogle, jeg kender, som er blevet overrasket over sangene - over min ærlighed i dem, og som efterfølgende har sagt "Jeg vidste slet ikke, at du havde det sådan". Det har været en meget skrøbelig, men også rar proces.

- De fleste siger, at det var på tide, at jeg gjorde det. Men der er også nogle, jeg kender, som er blevet overrasket over sangene - over min ærlighed i dem, og som efterfølgende har sagt "Jeg vidste slet ikke, at du havde det sådan". Det har været en meget skrøbelig, men også rar proces.

Når Thomas Treo skriver

Hun har faktisk ikke tilladt sig selv at tænke, at noget kan gå galt, fortæller hun og griner mellem Ulla Terkelsens pink vægge.

I en af hendes første samtaler med Søren Kristensen, leder af kompetencecentret Korma for musikere i Aalborg, bad han hende slippe al den viden, hun har med sig fra sine år i branchen som booker, og i stedet tillade sig selv at drømme og være naiv.

- Det havde jeg brug for at høre på det tidspunkt. Det kræver en ret stor portion vilje at tillade sig selv at drømme uden at blive trukket ned af hverdagen og angsten for, om det kan hænge sammen. Men nu omfavner jeg hvert enkelt skridt, siger Pernille Dige Weltz, der netop har sendt sin nye single ud til 100 playlister.

Lige nu har hun projektansættelser som konsulent. Nok til, at hun kan betale sine regninger, men overordnet prøver hun at holde det på et minimum, så hun kan bruge mest mulig tid på musikken. Det handler om ikke at give efter for tryghedsbehovet.

- Der har været dage, hvor jeg har foreslået min mand at sælge vores lejlighed, fordi jeg ikke vidste, om jeg kunne betale regningerne næste måned. Men det er faktisk ikke det økonomiske, det fylder mest. Det er min mangel på tålmodighed, jeg synes, at der skal ske alt muligt lige nu. Og så har spørgsmålet, om jeg kunne være i det følelsesmæssigt, fyldt. Trygheden i at gå under radaren og ikke blive vurderet er en svær vane at bryde ud af, siger Pernille Dige Weltz.

Når panikken rammer, hjælper det at registrere, hvad hun rent faktisk har gjort af det, hun sagde, hun ville gøre – at se et år tilbage. Hun ser også sangene som nedslag- i dem kan hun høre, hvor hun var, da hun skrev dem.

- Mine sange er manifestationer. De er samtaler med mig selv om, hvordan jeg kan rykke ud over usikkerheden, og det er interessant at synge dem nu, fordi jeg er rykket videre fra den følelse, jeg havde, da jeg skrev dem. Jeg tænker, at de kan bruges af andre, fortæller hun.

Og der er interesse. Forleden sagde P4 Nordjylland ja til at spille ”Wildfire”, og for et par uger siden var singlen ugens anbefaling på universitetsradioen. Og så er der private playlister, der anbefaler den. Hun har sange nok til et sæt og har nyligt spillet til Skråen by Night og på SPOT i Musikkens Bus, og lige nu fylder det at komme ud og spille – og få reaktioner - lige så meget som at skrive sange.

Ser hun sig selv udefra, byder hun ind med noget andet end mange yngre popartister.

- Jeg kan personligt godt selv savne lidt flere forskellige typer artister inden for pop. I det samfund, vi lever i lige nu, hvor man skal være på en bestemt måde for at passe ind, vil jeg gerne være med til at vise, at der er andre måder. At man kan være 34 år og springe ud som popmusiker. Der er andre livserfaringer at synge om, siger Pernille, der i det hele taget nyder 30’erne.

- Jeg husker 20’erne som nogle ret ængstelige og forvirrende år, hvor en hel masse skulle falde på plads. Det er her, man skal finde ud af, hvad man vil med sit liv. I 30'erne kommer der nogle flere perspektiver til og en anden ro - sådan har det i hvert fald været for mig og mange, jeg kender.

- Der er ikke særligt meget pop i Aalborg, det er i høj grad stadig en rock- og metalby, så det har været svært at finde legekammerater, men det er begyndt at komme flere som mig, siger hun.

- Der er ikke særligt meget pop i Aalborg, det er i høj grad stadig en rock- og metalby, så det har været svært at finde legekammerater, men det er begyndt at komme flere som mig, siger hun.

Hvad gør du, når Thomas Treo slagter dig i en af sine anmeldelser af kvindelige popmusikere?

- Det har jeg ikke gennemtænk. Men jeg havde en oplevelse forleden, som fyldte. Jeg havde længe overvejet at lave en tik tok video, og på et tidspunkt lavede jeg en optagelse, hvor jeg sang lidt af ”Wildfire” - kun med klaver og en tekst hen over, hvor der stod: "Wrote this song about quitting my job to become an artist". Så var der et ungt menneske, der på dansk skrev "få dit arbejde tilbage". I et øjeblik røg jeg tilbage i tiden, men der gik ikke mere end en dag, før jeg egentlig fandt kommentaren sjov, fortæller Pernille Dige Weltz, der i dag bruger episoden til at præsentere sit nummer for publikum til koncerter.

- Jeg googlede faktisk vedkommende bagefter og kunne se, at det var en ung folkeskoledreng. I bund og grund handler kommentaren jo ikke om mig, men om ham selv. Men det bliver overordnet en øvelse at lære at lade kritikken prelle af, når den kommer. At være bevidst om, at det ikke er hele mig, folk forholder sig til, men en side af mig. Måske kunne jeg godt finde på at skrive til dem, der bare fyrer noget af, og se, hvordan de reagerer, når jeg spørger ind som et menneske. Og så skal jeg måske overveje, om jeg overhovedet skal læse kommentarspor til opslag - om det giver mig god energi, siger hun.

Hvad hvis det er en professionel kritik i et musikmagasin. Hvordan reagerer du så?

- Jeg må jo vende tilbage til, at jeg ikke kan gøre alle glade. Der er musik til forskellige mennesker og forskellige situationer, og jeg tror mere og mere på, at der også er plads til mig. I det hele taget har mit valg om at blive kunstner smittet af på mit øvrige liv – jeg er blevet bedre til at holde fast i mig selv - og til at sige, hvad jeg reelt tænker. Mere kompromisløs.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.