- Første gang, jeg udstillede, ville jeg egentlig ikke af med noget

'Dagbogsværker' kalder Maria Lindegaard Henningsen sine af og til makabre skulpturer, der fik hende til at flytte hjemmefra som 16-årig for at forfølge sin drøm - og starte på en frisk. I dag har værkerne fundet vej til gallerier

 <i>Foto: Martél Andersen</i>

Foto: Martél Andersen

AALBORG: Hun er stadig et forholdsvis ukendt navn – Maria Lindegaard Henningsen - men sådan forbliver det ikke længe.

Den 35-årige kunstner, der lige nu kan opleves på Væg Gallery i Aalborg, kan noget særligt med keramik.

Det vidste Lars Bonde, indehaver af Væg Gallery, da han en juliformiddag for to år siden afbrød en samtale, han stod midt i, og gik hen og henvendte sig til den blonde kvinde, der sammen med sin kæreste studerede et værk i den anden ende af galleriet.

”Hey, er du ikke hende den super seje keramiker oppe fra Huset?” konstaterede galleristen, der er kendt for sin flair for at spotte talenter, før de bliver opsnappet af større gallerier i Danmark og udlandet.

Hun kom allerede nogle måneder efter med på en gruppeudstilling i galleriet, siden da har hun været med på flere – også andre steder i landet, og i dag – to år efter – er hun repræsenteret solo i galleriet sammen med kunstner Rikke Jacobsen, som hun også har skabt fælles værker med.

Rikkes fine streg og blødhed og Marias mørke og kant.

"Riddles in the dark". Relief skabt i samarbejde med Rikke Jacobsen. - Jeg har altid været vild med Rikkes udtryk, og det har været spændende at forene vores udtryk i fire fælles værker, siger Maria Lindegaard Henningsen om samarbejdet med kunstnerkollegaen.

"Riddles in the dark". Relief skabt i samarbejde med Rikke Jacobsen. - Jeg har altid været vild med Rikkes udtryk, og det har været spændende at forene vores udtryk i fire fælles værker, siger Maria Lindegaard Henningsen om samarbejdet med kunstnerkollegaen.

"The pale horse"

"The pale horse"

Keramik er populært i disse år, men Maria forsøger ikke at please det sultne publikum, der ikke kan få nok af veldrejede krus og vaser, selvom hun oprindelig har en tæt forbindelse til pottemagerfaget fra uddannelsen i Sønderborg.

- Jeg har altid vidst, at kunst er min vej, men jeg har også vidst, at jeg skulle knokle for at holde fast i at lave det og i at holde fast i mit udtryk. Jeg har været stædig ad helvede til!

- Nogle skriver dagbog – jeg lavede billeder

Skal man sammenligne Maria med nogen lige nu, må det være Klara Lilja, en af de nye unge kometer på den danske kunstscene, der sidste år blev døbt ”alkymisten” i Weekendavisen, og som allerede før sin afgang fra akademiet solgte dyrt.

Også Maria er en alkymist, hendes dyrebareste eje er hendes sorte notesbog med opskrifter testet igen og igen, og folk, der har dybere kendskab til keramik, nikker anerkendende over hendes glasurer.

Men modsat Klara Lilja, der er født ind i en kunstnerfamilie, og som altid kun optræder i medier iført maske, har Maria aldrig givet sig i kast med den grad af selviscenesættelse, som der af og til skal til fra kunstnere, hvis de skal skære igennem støjen og kræve deres plads hos købere og gallerister.

- Jeg har altid syntes, at Væg Gallery er et af de mest spændende gallerier i Aalborg, og med Lars Bonde oplever jeg, at jeg har en i ryggen, der kan se næste skridt. Det føles trygt, når man er forholdsvis ny i gamet.

- Jeg har altid syntes, at Væg Gallery er et af de mest spændende gallerier i Aalborg, og med Lars Bonde oplever jeg, at jeg har en i ryggen, der kan se næste skridt. Det føles trygt, når man er forholdsvis ny i gamet.

Og hun vil egentlig bare helst tale om værkerne. Men nu, hvor vi sidder her - bænket under taget i Huset i Hasserisgade i det lyse atelier med udsigt til et pæretræs krogede grene uden for vinduet og Pepsi Max foran os, kommer ordene om hende selv egentlig let.

Set i bakspejlet, skulle hun nok have været på kunstakademiet som ung, medgiver hun uden at fortryde noget – hun har gennem årene selv uddannet sig på kurser og workshops. Men akademiet virker bare oplagt, når vi som nu ser tilbage på hendes barndom på Amager.

Hun var kvik, vurderede lærerne, men hun havde svært ved at samle sig om at skrive og regne. Hun havde til gengæld ikke svært ved at fokusere, når der stod formning på skemaet, og hun vidste tidligt, at hun skulle lave noget med sine hænder. Efter skole fortsatte hun med at fordybe sig i tegning derhjemme, hvor det ikke altid var let.

Kort efter, at Maria kom til verden, opstod der ustabilitet og konflikter i den lille familie, og hendes forældre blev skilt. Det udløste en krise og sorg, som Marias forældre håndterede på meget forskellige måder. Måder som var svært for en lille Maria at forstå, og gennem flere år af hendes opvækst var tingene svære på hjemmefronten.

- Maleri og tegning var mit frirum – min pause. Det var der, jeg kunne udtrykke mig og få afløb for indtryk og zoome ud, det blev som at trække vejret. Kunne jeg ikke skabe noget, fungerede jeg ikke, det er så indgroet en del af mig, og jeg tænker i dag, at den overlevelsesstrategi er en af grundene til, at jeg er nået hertil, siger keramikeren, der kalder kunst for ’det mest stabile’ for hende livet igennem.

- Nogle skriver dagbog, jeg lavede billeder, senere keramik. Jeg kan meget bedre udtrykke mig derigennem end med ord, siger Maria og sender mig et blik.

- Det lyder lidt … meget, det ved jeg godt, men jeg er jo kommet fint på vej. Jeg fortæller det bare, fordi det var vigtigt. Det er sådan, jeg har brugt det, siger hun på et nordjysk, der brydes af en amagerdialekt, når hun skal lægge vægt på noget.

Udover tegning blev hun tidlig dybt optaget af eventyrverdener.

- Eventyrs opbygning og præmis passede bare rigtig godt ind i min måde at se verden på som barn. Der var også altid kampe og konflikter i mit liv, jeg skulle forholde mig til, hvem jeg kunne holde med, hvem der skulle have forældremyndigheden mv. Det gjorde det nemmere at forstå mit liv, siger Maria, der blev draget af Tove Janssons absurde og nuttede/uhyggelige Mumi-univers, J.R.R. Tolkiens storslåede fortællinger om kærlighed og valg. Lewis Carrolls klassiker om den unge Alice, der prøver at skabe mening i det, der ikke giver mening – og senere metalmusik og klassisk musik med genrernes storslåethed og dramatik.

Og det var egentlig også sådan, hun så på sig selv – som hovedpersonen i et eventyr, da hun som 16-årig flyttede til Sønderborg for at tage grundforløbet som pottemager – det perfekte kompromis i familien, der anså en kunstnerisk uddannelse som decideret risikabel. Foran hende lå rejsen, forhindringerne - og måske forløsningen.

Kunne være blevet skrøbelig

Der var æltemaskinen, der lavede det grove arbejde og pressede nyæltet ler ud, spandene med restler, der skulle holdes rene, så der ikke udviklede sig bakterier, ovnene der bagte ved over tusind grader, lyset der faldt ind gennem de store glaspartier i den ene ende af værkstedet, der lå i samme bygning som skolehjemmet, og badede rummet i sol, når de arbejdede.

Når dagens undervisning stoppede, blev Maria siddende i mange timer efter.

- Jeg elskede det hele og lærte en hel masse meget hurtigt. Da jeg havde lært det grundlæggende, begyndte jeg at lave alt mulig andet – især i fritiden. Til min eksamen fik jeg at vide, at jeg nok ikke skulle være pottemager, men keramiker – jeg kunne ikke lave en skål, uden at den skulle have ben og ører, og glasuren blev hurtig vild, griner hun.

Men hun var bidt af keramik. At hun derefter endte i Aalborg, skyldtes først og fremmest forlydender om, at det var nemt at få læreplads som pottemager i Nordjylland – især med tanke på Lønstrup som et mekka for keramikere.

Helt så nemt gik det dog ikke for den dengang 16-årige, der i 2003 fandt sig selv i en fremmed by, hvor den eneste, hun kendte, var sin kæreste. Hun startede på en produktionsskole i Nørresundby, en designlinje med tegneundervisning og maleri, men udfordringerne på hjemmefronten prægede hende, og underviserne henviste hende til ungdomscentret, der fik hende i gang med samtaler med pædagoger, hvor hun arbejdede med at få ryddet op i hovedet.

Her opfordrede en pædagog hende til at gøre endnu mere ved keramikken, han så et talent, og hun søgte ind på det et-årige forløb på Aarhus Kunstakademis keramiske linje. Da hun kom tilbage, startede hun op på værkstederne på Huset i Hasserisgade, hvor hun arbejdede autodidakt ud fra de teknikker og den faglighed, hun havde lært på pottemageruddannelsen og akademiet, og støt voksede hendes omgangskreds i Aalborgs kreative miljø.

- Jeg savnede min familie derhjemme en del, og de savnede mig, men jeg har sidenhen talt med dem om, at det i virkeligheden var ret godt for mig at komme væk. At jeg måske ville være blevet skrøbelig af at blive der, fordi jeg nok ikke var kommet ud over stepperne. Jeg havde brug for at løsrive mig, få afstand til kaosset derhjemme, at bryde mønstret og gøre noget, som var godt for mig, og udvikle mig. Jeg tror ikke, jeg var nået hertil, hvis jeg var blevet, siger hun og smiler.

- Jeg har været tough, jeg har klaret mig selv, siden jeg var 16!

Symbolik, surrealisme og dark art er ordene, Maria Lindegaard Henningsen selv vil sætte på sit udtryk.

Symbolik, surrealisme og dark art er ordene, Maria Lindegaard Henningsen selv vil sætte på sit udtryk.

De store følelser indkapslet

Der er fortsat en optagethed af de store følelser i Marias værker, der afspejler hendes måde at se verden på. Forsøget på at indfange følelsen hos den forelskede, der lige er blevet svigtet, eller barnets fantasi efter den første gyserfilm.

Motiverne er makabre, men hendes elegance og et strejf af et glimt i øjet trækker en tættere på. Det er når, det næsten er for meget, at det bliver magisk, og man kan ikke lade være med at kigge.

Måske er hun faktisk blevet lidt mildere med årene, lidt mere nuanceret, konstaterer hun, og man kan tænke sig til, hvordan hendes værker så ud før, erfaringen og alderen mildnede hendes sind og udtryk.

Fem af Marias inspirationskilder

- Første gang jeg, så et værk af Michael Kvium var i 6. eller 7. klasse, og jeg fandt hans motiver spændende og uhyggelige på samme tid. Han kunne fortælle de historier om menneskers mørke sider, jeg ikke selv var i stand til som barn, og det var befriende. Det iscenesatte liv, hvor det virker til, at der er styr på alt – det skabte han krakeleringer i, han viste os os selv. For mig står han som en dragende, frygtløs og tidløs kunstner.

- Jeg glemmer aldrig, da min papfar i min barndom tog mig med på Arken for at se en stor udstilling med værker af Salvador Dalí’. Det var vildt at opleve hans verden af drømme. Der er ingen som Dalí, der kan tage os ud over grænsen af virkeligheden.

- Jeg var hooked allerede første gang, jeg så den polske kunstner Aleksandra Waliszewskas værker på Instagram. Hendes værker er så morbide, at man ikke kan lade være med at kigge, selv om man egentlig ikke har lyst. Hendes verden er gotisk, SM-horror agtig, og hendes teknik er næsten naiv og børneagtig.

- Posle Zdzislaw Beksinskis værker er ofte brugt på covers af metalbands. Jeg

imponeres over hans tekniske kunnen i hans dystopiske dommedagsscenarier med en vild og surrealistisk arkitektur. Vi hører ofte historier om fortiden, han fortæller historier om fremtiden.

- Amerikanske Beth Cavener laver de smukkeste og mest kraftfulde keramiske skulpturer. Her er der ikke meget horror eller dommedag, men masser af komplekse følelser og metaforer – jeg bliver fortsat rørt over hende.

Lige nu står hun over for et skridt.

- Jeg ser mig selv som fuldtidskunstner – selvfølgelig med de vilkår, at jeg ikke udelukkende lever af egne ting. Men jeg har formået at skabe mig en vej, siger hun og læner sig tilbage i stolen, så man kan se to meterhøje knudrede tjørnegrene i keramik på reolen bag hende – en del af en undersøgelse.

Sideløbende med sin kunst har hun taget en professionsbachelor i pædagogik for at kunne supplere indtægterne op, og i dag underviser hun børn og unge på Aalborg Kulturskole. Men hun ved, at der kommer et tidspunkt, hvor hun er nødt til at satse mere af sig selv og sin økonomi, hvis hun vil noget med sin kunst.

- Jeg er rigtig glad for atelieret på Huset, men jeg er klar over, at jeg skal have mit eget sted og egen ovn med mulighed for at brænde større ting. Og så har jeg brug for at få et større netværk, jeg vil meget gerne møde internationale kunstnere, siger hun og peger på kunstnerophold, flere samarbejder og censurerede udstillinger som næste naturlige skridt.

”Noget af det værste er næsten, hvis folk ikke har en holdning til det, jeg laver. Det er ok, at de ikke bryder sig om det, de ser, bare det vækker et eller andet i dem”.

”Noget af det værste er næsten, hvis folk ikke har en holdning til det, jeg laver. Det er ok, at de ikke bryder sig om det, de ser, bare det vækker et eller andet i dem”.

Ville du ønske i dag, at du havde fået mere opbakning i at gå i en kunstnerisk retning som ung?

- Måske er der nogle ting, der ville være gået hurtigere, hvis jeg allerede i 20´erne havde haft en udstilling på et galleri med netværk, eller hvis jeg havde mødt andre kunstnere. Men der var en forventning om at skabe sig et sikkerhedsnet, og man kan ikke det hele på en gang. Og der er jo også noget stærkt i at skulle selv. Jeg ved ikke, om det modsatte havde føltes for nemt for mig, så havde jeg måske leget far, mor og børn nu i stedet. Jeg er vant til at kæmpe, og det rækker ind i min kunst, siger hun og nikker imod prøverne på hylderne, der ikke nåede igennem hendes eget og galleriets nåleøje til udstillingen.

Hendes værker er fortsat meget personlige. Gennem årene i en sådan grad, at hun har haft svært ved at skille sig af med dem. Som første gang, hun deltog i et marked på Huset.

- Jeg havde svært ved at sætte en pris på, for i bund og grund var jeg ikke sikker på, at jeg ville af med noget af det, griner hun.

- Dengang var det stadig meget sårbart. I dag kan jeg godt lide tanken om, at det kommer videre. Når jeg er færdig med det, har jeg brug for at lukke det som kapitel og give plads til nyt. Og tænk, hvis der er nogen derude, der kan genkende noget af sig selv i mine værker.

Maria Lindegaard Henningsen kan frem til 8. oktober opleves på en udstilling med Rikke Jacobsen på Væg Gallery i Aalborg.

Maria Lindegaard Henningsen

Maria Lindegaard Henningsen (f. 1986) er opvokset på Amager, men er i dag bosat i Nørresundby.

Hun har udstillet på Ros Gallery i Roskilde, Væg Gallery i Aalborg og Galleri 47 i Næstved.

Følg hende på Instagram på lindegaard_art.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.