Nordjyske kulturinstitutioner får igen midlertidig statsstøtte: Jeg så allerhelst, at det blev en fast støtte
Overskuddet fra Danske Spil er fordelt, og nordjyske kulturinstitutioner får igen støtte.

Koldkrigsbunkeren Regan Vest har endnu et år fået en midlertidig bevilling fra staten. Arkivfoto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:En kreds af nordjyske kulturinstitutioner var blandt modtagerne, da en bred kreds af politiske partier på Christiansborg onsdag fordelte overskuddet i Danske Spil A/S.
Her blev der uddelt 324 millioner kroner i forbindelse med årets såkaldte kulturelle aktstykke, og af dem havnede 7,5 millioner kroner i Nordjylland.
Topscorer er koldkrigsbunkeren Regan Vest, der åbnede tidligere på året og modtager 2,6 millioner kroner.
Museet har for nyligt sat spørgsmålstegn ved de kortsigtede bevillinger og udtrykt ønske om at komme på finansloven, men fortsætter altså med en midlertidig bevilling.
Det samme har Aalborg Teater, der som i de forrige år igen modtager 2,1 mio. kr. fra uddelingen, mens Nordkraft Big Band kan glæde sig over at modtage 1,5 millioner kroner.
Netop dét tilskud glæder MF Lise Bech fra Danmarksdemokraterne - bosiddende i Støvring og valgt i Nordjylland.
- Jeg så allerhelst, at Nordkraft Big Band ligesom orkestre og big bands i resten af landet får tildelt fast driftsstøtte fra staten. Men indtil da er jeg glad for, at kampen for at sikre Nordkraft Big Band er lykkedes. Jeg ved, at pengene vil gøre en kæmpe forskel for det nordjyske band, skriver den nordjyske politiker på sin Facebook-side, hvor hun også glæder sig over pengene til Regan Vest, som hun kalder "sit hjertebarn".
- Bunkeren er et autentisk stykke Danmarkshistorie. En del af vores historie, som mere end nogensinde er vigtig at værne om, skriver hun.
Læsø Museum er blevet tilgodeset med 0,6 mio. kr. Museet for Papirkunst i Blokhus har fået 2782.000 kr., mens Kulturmødet på Mors får 500.000 kr.
Oven i det kan række af regionale spillesteder i Danmark se frem til at dele 12,7 mio. kr. Tre af dem ligger i Nordjylland. Det er Det Musiske Hus i Frederikshavn, Studenterhuset i Aalborg samt Spillestedet Thy, som alle må formodes at få del i de penge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.