Nordjyder går sammen i kampen mod skæv fordeling

Der skal findes en permanent løsning, der kan sikre nordjysk musikliv, mener 13 nordjyske spillesteder og organisationer. Nordjysk folketingsmedlem tøver dog med deres forslag

En ændring af fordelingen af statens driftsstøtte til museer er nu på vej. Men der bør også ses på musikområdet, mener nordjyske institutioner og spillesteder, der kommer med et opråb til nordjyske folketingspolitikere. <i>Foto: Lars Pauli</i>

En ændring af fordelingen af statens driftsstøtte til museer er nu på vej. Men der bør også ses på musikområdet, mener nordjyske institutioner og spillesteder, der kommer med et opråb til nordjyske folketingspolitikere. Foto: Lars Pauli

- Vi skal ikke være et udkantsreservat, der bliver besøgt af store navne af og til. Det skal simpelthen kunne lade sig gøre at have et nordjysk kulturliv og at være musiker i Nordjylland.

Sådan lyder det fra Ole Albrechtsen, formand for Dansk Musiker Forbund Hjørring og medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse.

Han er en af i alt 13 nordjyske aktører, der er gået sammen om en opfordring til de nordjyske folketingspolitikere om at reagere på den skæve statslige kulturstøtte på musikområdet og sikre det rytmiske musikliv i Nordjylland samme betingelser som i resten af landet.

De øvrige underskrivere tæller spillesteder, herunder AKKC i Aalborg og Det Musiske Hus i Frederikshavn, musikforeninger, koncertarrangører og kulturskoler.

Deres reaktion kommer ovenpå, at Nordkraft Big Band nyligt landede på en statslig driftsstøtte på 400.000 kr. Til sammenligning får ensembler, der andre steder i landet løfter lignende opgaver som Nordkraft Big Band, i omegnen af seks mio. kr.

 - Havde det været et enkeltstående tilfælde, havde vi ikke reageret. Men forbigåelsen af nordjysk kulturliv er så veldokumenteret efterhånden, at det skal italesættes, siger Ole Albrechtsen, der påpeger, at Nordkraft Big Band opfylder alle krav for at opnå status som et såkaldt regionalt basisensemble.

Han er glad for, at en bred vifte af nordjyske aktører står sammen om en erklæring.

- Det er dem, der ser konsekvenserne i dagligdagen, og jeg er glad for, at de tør stå frem. Indenfor musikmiljøet kan der godt være en berøringsangst - dels af hensyn til dem, der  får meget og er bange for at blive skåret, dels af bekymring for, at folk højere i hierarkiet skal se sig sure på dem, hvis de taler åbent om skævvridningen og skaber intern splid. Et samlet nordjysk musikmiljø står langt stærkere, siger Ole Albrechtsen, der håber, at deres opbakning kan sprede ringe i vandet.

- Forhåbentlig råber de nogle af de erhvervsnetværk op, der skal sikre en øget tilflytning til regionen. Og som fagforeningsmand er jeg selvfølgelig optaget af, at det også skal kunne lade sig gøre at have et liv som musiker udenfor de store byer, siger han.

- Man får meget kultur for pengene, hvis man investerer dem regionalt. Vi går langt på literen heroppe, siger Ole Albrechtsen, formand for Dansk Musiker Forbund Hjørring og medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

- Man får meget kultur for pengene, hvis man investerer dem regionalt. Vi går langt på literen heroppe, siger Ole Albrechtsen, formand for Dansk Musiker Forbund Hjørring og medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse. Foto: Kim Dahl Hansen

Spillesteder og organisationer bag støtteerklæring

  • Kappelborg, Skagen 
  • Det Musiske Hus/Maskinhallen, Frederikshavn 
  • Jammerbugt Kultur- og Erhvervscenter, Åbybro
  • Spillestedet Thy 
  • Studenterhuset, Aalborg 
  • Tusindfryd, Aalborg 
  • Musikkens Hus, Aalborg 
  • AKKC, Aalborg 
  • MusikStationen, Skørping 
  • Jazz Hobro, Hobro 
  • Kulturhusforeningen i Arden 
  • Kulturskoler i Nordjylland (KIN) 
  • Hanne Elkjær, formand Dansk Musiker Forbund (DMF) Aalborg 
  • Ole Albrechtsen, formand DMF Hjørring og hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Musiker Forbund

Også Kulturhusforeningen i Arden har skrevet under på erklæringen. 

- Værdien af et fast og stærkt rytmisk basisensemble i Nordjylland fik vi dokumenteret i lørdags, hvor Kulturhuset i Arden havde Nordkraft Big Band på besøg til en flot koncert, hvor de præsenterede deres nye amerikanske chefdirigent. For et lille kulturhus som os vil det normalt ikke kunne hænge sammen økonomisk, men det kan det i kraft af vores kommunes samarbejde med bigbandet. Med en fast stats-støtte kunne bigbandet levere endnu flere aktiviteter af dén kvalitet i hele regionen, siger daglig leder Arne Arildsen.

- Jeg vil gerne udover diskussionen om retfærdig og ikke retfærdig støtte, ellers kommer vi til at bruge energi på at ynke dem, der i nogens øjne er forfordelt, siger Flemming Møller Mortensen (S), medlem af Folketingets Kulturudvalg. <i>Foto: Torben Hansen</i>

- Jeg vil gerne udover diskussionen om retfærdig og ikke retfærdig støtte, ellers kommer vi til at bruge energi på at ynke dem, der i nogens øjne er forfordelt, siger Flemming Møller Mortensen (S), medlem af Folketingets Kulturudvalg. Foto: Torben Hansen

Politiker: Lad nu ministeren komme i gang med arbejdet

I folketingets kulturudvalg har det nordjyske medlem Flemming Møller Mortensen (S) ikke lyst til at vurdere på ønsket om at sætte Nordkraft Big Band på finansloven. Men han anerkender behovet for at få drøftet fordelingen på området og henviser til, at der fra både regeringens og kulturministerens side allerede er givet tydelige løfter om at få ryddet op i tilsandede strukturer - arbejdet er således i gang, påpeger han.

- Jeg synes, at der skal være så meget transparens og så mange saglige kriterier som muligt at lave tildelingerne efter. Alt andet passer ikke godt til vores samfund, siger Flemming Møller Mortensen med henvisning til Statens Kunstfond som en vigtig funktion i fordelingen af driftsmidler.

Er der behov for mere statslig indgriben i forhold til at sikre geografisk lighed, eller er det vigtigt at fastholde det armslængeprincip, man har med Startens Kunstfond?

- Jeg kan ikke sige, hvor det bør være anderledes. Men jeg vil gerne udover diskussionen om retfærdig og ikke retfærdig støtte, ellers kommer vi til at bruge energi på at ynke dem, der i nogens øjne er forfordelt. Vi har brug for at komme videre ved at lade ministeren forholde sig til området. Man har skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man vil modarbejde geografisk ulighed, og det gør man ved at være nytænkende og kreativ, og det er muligt, at der skal gøres op med nogle af strukturerne, siger han.

Staten giver driftsstøtte til 22 danske bands, ensembler og orkestre. Kun ét har hjemme i Nordjylland, mens 10 hører til i København. <i>Christian Made Hagelskjær</i>

Staten giver driftsstøtte til 22 danske bands, ensembler og orkestre. Kun ét har hjemme i Nordjylland, mens 10 hører til i København. Christian Made Hagelskjær

Læs støtteerklæringen fra 13 nordjyske aktører her:

Den skæve fordeling af de statslige kulturstøttemidler er bl.a. gennem Nordjyske´s velunderbyggede kampagne det seneste år solidt dokumenteret – og problematikken er nu også erkendt som et fokuspunkt i den nye regerings kulturpolitik.

Seneste eksempel er den manglende støtte til Nordkraft Big Bands bestræbelser på at blive anerkendt og støttet som regionalt rytmisk ensemble i Nordjylland, og at regionen således også på dette område ikke bliver tilgodeset på linje med landets øvrige regioner. 

Nordkraft Big Band har siden dannelsen i 2010 markeret sig som et aktivt, visionært og seriøst ensemble indenfor rytmisk samtidsmusik og nyder vid anerkendelse nationalt og internationalt for sine udgivelser, koncerter og indsats indenfor etablering og udvikling af den rytmiske ensemblemusik – ikke mindst formidlingen til børn og unge. 

Nordkraft Big Band har gennem sine aktiviteter og status som professionelt ensemble understøttet en lang række allerede eksisterende aktiviteter indenfor musik og kultur i regionen og løftet dem til et højere niveau, samt tilføjet helt nye muligheder og samarbejder. Bandet har således:

• sat fokus på den rytmiske musik gennem koncertvirksomhed, pædagogiske projekter og lignende tiltag.

• været med til at sikre videreførelsen og udviklingen af kulturarven.

• bidraget til et bredt udbud af kultur og medvirke til et højt kunstnerisk niveau i hele Nordjylland gennem samarbejde med institutioner, forskellige kunstnere og ved at afsøge forskellige genrer.

• mødt publikum der, hvor de er – og spillet koncerter i hele Nordjylland.

• været ambassadør for den nordjyske jazzscene både nationalt og internationalt.

• skabt kunstnerarbejdspladser i lokalområdet.

• skabt Northern Youth Big Band med støtte fra bl.a. alle musik- og kulturskoler i Nordjylland (KIN).

• samarbejdet med store internationale kunstnere, der alle har bidraget og haft indflydelse på vækstlaget i Nordjylland.

Det vil have stor betydning for musiklivet, spillesteder og musikforeninger, at der er et regionalt rytmisk ensemble, der kan tilbyde interessante koncerter med bl.a. internationale navne og skabe muligheder for såvel vækstlaget som etablerede musikere i regionen.

Musikalske fyrtårne er vigtige - for publikum i forhold til at få sublime oplevelser der, hvor de bor. Og det har stor betydning for den musikalske fødekæde. 

Inden for idræt er det umuligt at tænke elite uden at tænke bredde og omvendt. Det samme gør sig gældende i musikkens verden. Nordkraft Big Band har bevist sit værd som regionalt fyrtårn - kunstnerisk som pædagogisk. Det har præsteret langt over, hvad man kunne forvente med de økonomiske midler, der har været til rådighed. 

Derfor må det være på tide, at der kommer en permanent løsning, der kan sikre orkestrets fortsatte kunstneriske udvikling.

Nordkraft Big Band opfylder alle krav for at opnå status som et såkaldt regionalt basisensemble, og vi opfordrer derfor alle nordjyske folketingspolitikere til at arbejde for, at bandet snarest og gerne allerede fra 2023 får tildelt den fornødne statslige støtte, så det rytmiske musikliv i Nordjylland på dette område kan få samme betingelser som landets øvrige regioner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.