Kunstbygningen i Vrå er reddet på målstregen
Lokalt opråb og sober debat med lydhøre politikere har sikret kunstbygnings overlevelse, mener direktør
Der var lagt op til en besparelse på Kunstbygningen i Vrå på 470.000 kr. årligt ud af de 744.000 kr, stedet modtog, og det betød de facto en lukning.
Men spareforslaget er ikke blevet stemt igennem ved budgetforhandlingerne i Hjørring. Til stor lettelse for daglig leder Signe Højmark.
- Fra starten af søgte vi en dialog i øjenhøjde med Hjørring byrådspolitikere og holdt i januar 2023 et dialogmøde med Økonomiudvalget. Her præsenterede vi vores institution, økonomi og rækkevidde, samt ikke mindst samspillet med lokale borgere og kommunen.
- Vi har oplevet stor lydhørhed og en seriøs dialog med politikerne hele vejen igennem, og det vil vi gerne kvittere for, da det bekræfter, i hvor høj grad en sober dialog båret af gensidig respekt kan bære resultater frem, lyder det fra hende i et opslag på kunstbygningens Facebookside.
Her takker hun også for det lokale engagement og opbakning op til budgetforhandlingerne, hvor der har været stort fremmøde til et borgermøde afholdt i kunstbygningen, og flere lokale og kulturprofiler har meldt sig ind i debatten via lokale medier.
- Vi er ovenud lettede og glade for at kunne se ind i en meget lysere fremtid igen. Vi skylder Hjørring Kommunes byråd stor tak for at have lyttet til os. Vi står midt i at lancere større spændende projekter, som er er rettet mod unge og trivsel, som vi er glade for nu at kunne bære videre sammen med vores udstillingsprofil omkring Engelund og Vrå-udstillingen, siger hun.