- Mange tænker stadig, at grønlændere ikke kan klare sig uden de store stærke danskere

Laila Lund Altinbas er opstemt, da hun træder ind i soloudstillingen med Pia Arke på Kunsten. Det er ikke fordi, hun ikke har set værker af hende før.

Men det er relativt sent, at den grønlandske samtidskunstner, der døde som 48-årig i 2007, får sit gennembrud på store museer i Danmark med en hel udstilling.

Og det er kun ganske få år siden, at Laila Lund Altinbas, der er kunsthistoriker og selv har grønlandske rødder, overhovedet blev konfronteret med hendes værker.

Det skete på Nuuk Kunstmuseum i forbindelse med Nordisk Kulturfestival 2017. Der var hun 27 år, og oplevelsen var overvældende.

- Det første værk, jeg så, var Arctic Hysteria, og det ramte mig. Hendes nøgne krop overfor fotografiet af landskabet kombineret med baggrundshistorien for værket. Om de opdagelsesrejsende – de såkaldte helte, der tog patent på historien om Grønland. Pia Arkes værker er personlige, men hun fortæller også min og mange andres historier, fortæller hun, imens hun genser værker på Kunsten.

Laila Lund Altinbas tiltrådte i august 2021 en stilling som kultur- og kommunikationsmedarbejder ved Det Grønlandske Hus i Aalborg, hvor hun i dag bor med sin mand og børn. Hun har tidligere arbejdet som museumsinspektør på Nuuk Kunstmuseum og som kurator på Rum46 i Aarhus. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Tilbage til rødderne

Der er fokus på Grønland i disse år. Der diskuteres selvstændighed, på Grønlands nationaldag i 2020 blev statuen af den danske missionær Hans Egede i Nuuk overhældt med rød maling og påført ordene ”decolonize” (”afkolonisér”), og historier om de flere hundrede grønlandske børn, som fra 1950’erne til1970’erne blev adopteret (/stjålet) af danske familier, fylder lige nu i medierne og i skønlitteratur.

Og så viser Kunsten i Aalborg lige nu Pia Arke - den grønlandske kunstner, der allerede i 1990’erne satte fokus på Danmarks kolonisering af Grønland.

Hun var langt fra bredt kendt i sin samtid, hvor kolonisering hverken var et tema i kunstmiljøet eller samfundsdebatten. Ærgerligt mener Laila Lund Altinbas, der ligesom Pia Arke er barn af henholdsvis en dansk og en grønlandsk forælder, for hun kunne godt have brugt en tidligere, der satte ord og billeder på følelsen af at tilhøre to kulturer på en gang.

- Pia Arkes kunst hjalp mig til at indse, at man godt kan være både og – ikke halvt grønlandsk/halvt dansk. Jeg hader det udtryk, for man er jo ikke halvt noget som helst. Jeg er både og, i mit eget tredje sted. Tidligere følte jeg mig ikke berettiget til at arbejde med kunst fra og om Grønland, måske fordi jeg ikke var ”grønlandsk” nok – men i mødet med bl.a. Pia Arke indså jeg, at det må jeg selvfølgelig gerne – og i forlængelse heraf, at jeg faktisk godt må kalde mig for grønlandsk, for det er jeg jo – også selvom jeg ikke taler flydende grønlandsk, siger hun.

En erkendelse hun gjorde sig relativt sent.

I værket 'De tre Gratier' fra 1993 har Arke placeret sig selv, sin kusine og en barndomsveninde i vestligt tøj foran en fotostat af et grønlandsk landskab i Grønland med hver med sin etniske rekvisit: en tromme, en maske og en dukke i nationaldragt. Er de "grønlandske" nok? Foto: Pia Arke

Ligesom Laila Lund Altinbas voksede Pia Arke op i et hjem med en grønlandsk og en dansk forælder, og hun lærte ikke at tale grønlandsk. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Da Laila Lund Altinbas voksede op i Aasiaat i Nordvestgrønland i 1990’erne, var forholdet mellem landene ikke noget, der fyldte i hendes verden. I det hele taget var hun ikke specielt interesseret i grønlandsk kultur – hendes blik var rettet udad mod verden. Måske hjulpet på vej af en følelse af at være udenfor i Grønland, hvor hun følte sig som - og sommetider blev kaldt for - 'danskeren' i folkeskolen.

Efter folkeskolen tog hun et år til Italien på udveksling hos en familie, der brændte for kunst og tog hende hyppigt med sig til ikoniske steder og udstillinger. Hun har altid selv udtrykt sig kreativt gennem tegning og maleri, og efter gymnasiet, som hun tog i Danmark, valgte hun at studere kunsthistorie.

- Som mange andre havde jeg et stereotypt billede af, at grønlandsk kunst handler om uluer (grønlandsk kniv, red.), kajakker og landskaber. Og det fandt jeg ikke specielt interessant, jeg var optaget af kunst med kant, fortæller Laila Lund Altinbas.

Men udstillingen på Nuuk Kunstmuseum i 2017 ændrede noget i hende.

- Det var en udstilling med Anne-Birthe Hove, som fangede mig dybt. Både Anne-Birthe Hove og Pia Arke tematiserer forholdet mellem Grønland og Danmark samt kontrasten mellem romantiseringen af Grønland og hverdagen der. Og det gik op for mig, at det var noget, jeg ville arbejde videre med - at jeg havde behov for at søge tilbage til mine rødder, fortæller Laila Lund Altinbas, der havde haft en forventning om endelig at føle sig helt hjemme, da hun flyttede til Danmark som 18-årig.

- Men også her oplevede jeg, at jeg var fremmed. Der var så mange ord, jeg ikke kendte og en hel referenceverden, jeg ikke havde fået ind, fortæller Laila Lund Altinbas, der griner over misforståelserne, når hun ser tilbage. Hun faldt godt til i Aarhus.

Men med fordybelsen i Pia Arke og andre grønlandske kunstnere kom spørgsmålene om Danmarks kolonisering tæt på.

Det eksotiske folkeslag

Når Laila Lund Altinbas overhovedet kunne opleve Pia Arke i Nuuk i 2017, skyldes det en voldsom udvikling af Nuuk Kunstmuseum. Museet var frem til 2016 kendt som ’turistmuseet’ på grund af de forventelige udstillinger med grønlandsk kunsthåndværk i glasmontrer og stereotype landskabsmalerier.

Nivi Christensen, der tiltrådte som museumsdirektør i 2015, har radikalt ændret museets strategi, blandt andet ved at præsentere samlingen side om side med samtidskunst. Og med samtidskunstnere åbner der sig et nyt billede af Grønland end det, der traditionelt bliver skildret i form af majestætiske landskaber og grønlændere (altid uden navne), der nærmest smelter ind i dem.

Laila Lund Altinbas peger på den kæmpe fotostat af fjeldet Nuugaarsuk, der går igen på flere af Pia Arkes billeder og er en kommentar til den romantiske dyrkelse af Grønland.

"Selvportræt" foran Nuugaarsuk, 1992. En hilsen til de fotografer, hvis billeder af barbrystede kvinder fra Afrika og Arktis gik som varmt brød den vestlige verden over, eller en pegen på to af den vestlige kunsts helt store motivkredse: nøgen kvinde og landskab? Foto: Pia Arke

Pia Arke fik bygget et stort kamerahus, som hun fragtede rundt i Grønland og fotograferede fra. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Så sent som i 2017 ser man samme romantiske blik hos fotograf Henrik Saxgren, der i sin fotobog 'Ultima Thule' portrætterer fjelde og fangere i en udgave af Grønland, der ikke ligger langt fra de ekspeditionsrejsendes blik.

- Det er interessant, at Saxgren slet ikke lægger skjul på, at han er inspireret af ekspeditioner, som Knud Rasmussen og andre står for. Det var i høj grad nogle drengeklubber – i 1930’erne blev kvinder decideret ekskluderet fra Eventyrernes Klub fortæller hun og henviser til det foto, der blev startskuddet til Pia Arkes videoværk Arctic Hysteria, nemlig et fotografi af den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Edwin Peary (1856-1920).

Han foretog flere ekspeditioner til Grønland og ’opdagede’ her sindslidelsen ”arktisk hysteri”, der blev officielt anerkendt på baggrund af hans beretninger om inuitkvinder, der ifølge ham blev grebet af raseri- og krampeanfald og hyperseksuel adfærd som en konsekvens af vitaminmangel i de arktiske vintre.

I hans billedsamling ser man en nøgen grønlandsk kvinde, der bliver holdt fast af to hvide mænd. Et håndgribeligt bevis på hvide mænds overgreb på Grønlands oprindelige befolkning, fortalte Pia Arke i et interview med Synne Rifbjerg i Weekendavisen i 1999, hvor hun påpeger, at kvindernes reaktioner nok snarere skyldes, at mændene trænger sig ind på deres jord og krop.

Og dykker man ned i kunst skabt af grønlændere selv – eller blot af kvindelige kunstnere, træder et helt andet portræt af samfundet frem, fortæller Laila Lund Altinbas.

- Mig bekendt kender man ikke til nogen kvindelige grønlandske kunstnere før 1940. Men der har været flere kvindelige danske kunstnere, og her ser man et helt andet blik på grønlænderne end hos mændene, der skildrede ekspeditioner. Kvinderne skildrede det, der var omkring dem: et helt almindeligt hverdagsliv.

Danmark var ikke en mild herre

Det er på ingen måde nyt, at grønlandske kunstnere har påvirket folkestemningen. Det første grønlandske rockband Sumé, der sang på grønlandsk op igennem 1970'erne, skubbede til den debat, der ledte op til, at man i 1979 fik hjemmestyre.

Og ifølge Laila Lund Altinbas kan en ung generation af kunstnere på samme måde få betydning fremadrettet.

- Kunstnere sætter ansigter på og giver nuancer til problematikker, vi er nødt til at tale om - også hos dem, der ikke forholder sig aktivt til dem.

Hun håber fx, at unge kunstnere kan sætte fokus på den store uvidenhed, der fortsat er om Grønland.

Tre grønlandske kunstnere, du ifølge Laila Lund Altinbas skal holde øje med

Martin Brandt Hansen arbejder ofte i keramik og er kendt for sine 'etno-gotiske' Thule-vaser. Keramikken har historisk set ikke fyldt meget i Grønlands kunst, og han bruger materialet som en henvisning til, hvordan den vestlige kunsthistorie for mange starter med antikke vaser, og starter så at sige forfra på den grønlandske kunsthistorie. Han dimitterer fra det kongelige kunstakademi til sommer og kan lige nu opleves på Nordatlantens Brygge i KBH.

Aviaaja Ezekiassen er designer/arkitekt. Hun har lavet designprojektet Seven Subjects, som Det Grønlandske Hus håber at være med til at udstille i Kunsthal Nord til august, og er lige nu i gang med at tegne et udkast til en udsmykning af den nye kultursal i Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Den grønlandsk-danske duo SIIKU er et kunstnerkollektiv, der har fokus på at skabe solidaritet omkring klimaproblematikken og den voksende ulighed i verden. De arbejder med installations-, video- og lyskunst - i 2019 indpakkede de den velkendte grønlandske fangerstatue på Christianshavns Torv i en dynamisk cirkel af lys for at flytte fordomme og skabe en følelse af empowerment for den sårbare minoritet på torvet.

VIS MERE

- Der er stadig en udbredt idé om, at Danmark var en mild koloniherre - og at Grønland ikke rigtig har været koloniseret. Men det passer jo ikke. Der er magtstrukturer, vi er nødt til at se i øjnene, siger hun og fremhæver kunstneren Julie Edel Hardenberg, der i 2008 i et projekt insisterede på at tale udelukkende grønlandsk i et år som et eksempel på en kunstner, der har foregrebet udviklingen.

- Hun blev mødt af vrede rigtig mange steder, mange danskere flytter stadig til Grønland med en opfattelse af, at de ikke behøver lære grønlandsk. Men i undervisningssystemet har man i mange år nu haft fokus på at ansætte undervisere, der taler grønlandsk, og på nogle institutioner har man vendt sig imod engelsk for at blive mere international, siger Laila Lund Altinbas, der mener, at meget peger i retning af løsrivelse.

En tanke der stadig er udfordrende for mange danskere, vurderer hun.

- Debatten om Danmarks og Grønlands forhold bliver hurtig skinger i begge lejre. I den ene lejr lyder det, at Grønland skal dekoloniseres, i den anden at Grønland aldrig har været en koloni. Det hindrer nogle vigtige samtaler, siger Laila Lund Altinbas. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

- Der er mange fordomme om, at Grønland ikke vil kunne klare sig økonomisk uden Danmark og dansk bloktilskud, men hvad med den anden vej rundt? Der er så meget handel og økonomi, der går igennem Danmark, fx inden for fiskeproduktion, og som Danmark tjener stort på. Dertil kommer den rolle, Grønland spiller for Danmark prestigemæssigt, når det kommer til stormagtspolitik. Det er i høj grad et udtryk for en kolonialistisk tankegang: 'Hvordan skal de stakkels grønlændere dog klare sig uden de store stærke danskere, der beskytter dem?'

Omvendt er der noget fjollet og ensidigt over debatten om selvstændighed, mener hun.

- Der er jo ingen lande, der beror fuldstændig på sig selv. Hvad ville Danmark være uden EU? Grønland og Danmark er tætte, det kan vi ikke tage væk, jeg er fx selv et produkt af begge lande.

En grønlandsk kunsthistorie

Der har siden 2009 været snak om at lave et nationalgalleri i Grønland. Visionen er at samle værker fra grønlandske kunstnere og skabe et overblik over Grønlands kunst. Laila Lund Altinbas håber, at nationalgalleriet åbner og på at se eksperimenterende udstillinger – måske også med udenlandske kunstnere, der kan pege ud over forholdene i Grønland.

- I Grønland har man lidt en tendens til at mene, at man må være det eneste sted i verden, der har de oplevelser og specifikke problematikker. Her kan man måske have god gavn af at se på, hvordan folk andre steder i verden har håndteret det at have været en koloni, siger hun.

Derudover lægger hun vægt på selve indsamlingen – der er vigtige værker, der er gået i glemslen, fordi der ikke har været udstillingssteder for dem og plads til dem, siger hun.

Det samme har gjort sig gældende for Pia Arke. Det skulle tage mange år, en udstilling på Den Frie Udstillingsbygning i 2010 og en bog om hendes virke foranstaltet af kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion samt udstillinger i udlandet til, før Louisiana gik i gang med at indsamle værker til en udstilling.

Havde hun levet i dag, er det ikke sikkert, at hendes gennembrud i Danmark på trods af det ville være kommet på grund af den komplekse kolonihistorie mellem Danmark og Grønland. Hun ville nok nærmere have fået endnu mere anerkendelse internationalt, vurderer Laila Lund Altinbas, der dog ikke er i tvivl om hendes betydning herhjemme.

- Jeg ville ønske, at hun kunne have oplevet, hvor stor en inspirationskilde, hun gennem årene har været for nye generationer af grønlandske kunstnere.

'Pia Arke – Drøm og fortrængning' kan opleves på Kunsten - Museum of Modern Art frem til 18. april 2022.

Debatter og talks: Dyk ned i Grønlands og Danmarks kolonihistorie

Kuratorgruppen decoloni_aal, Det Grønlandske Hus i Aalborg og Kunsten har i forbindelse med udstillingen om Pia Arke skabt et offentligt kunstprogram kaldet Det Tredje Sted.

Her undersøger de forbindelser mellem Grønland og Danmark lokalt i Nordjylland gennem performances, et filmprogram, offentlige debatter og alternative sprogcafeer i Det Grønlandske Hus i Aalborg og på Kunsten.

Målet er sammen at undersøge og bearbejde den komplekse koloniale historie, der binder Danmark og Grønland sammen, og der bliver givet plads til møder, stemmer og samtaler om det at være et ’produkt´ af en kolonihistorie.

Du kan holde øje med mødetidspunkter her

VIS MERE

Kunst

Tag med til landet, hvor kvinder hersker over mænd

---

Kultur

Sandros forfædre var slaver: Kolonisering er et selvbillede, der fortsat bliver givet videre

---

Forfatteren

Iben Mondrup: - Mange frihedskæmpere lærte deres børn at lægge låg på deres følelser

---