Utilfredse kunstnere: Kunsthal Nord er blevet en hån mod de første mange gode år

Manglende kontrakter, dårlig kommunikation og planlægning er virkeligheden, når man udstiller i Kunsthal Nord. Det fortæller Nils Sloth og Niels Fabæk, der opfordrer til enten at genindsætte en professionel kunstfaglig ledelse eller lukke stedet helt

Kunstnerne Nils Sloth og Niels Fabæk, der står bag magasinet Blixa Artzine, der består af bidrag fra professionelle og upcoming kunstnere, digtere m.v., er på ingen måde nye på den lokale eller danske kunstscene, men de betegner en nylig udstillingsoplevelse i Kunsthal Nord som en bizar proces, men en kunstnerisk succes. <i>Foto: Niels Fabaek</i>

Kunstnerne Nils Sloth og Niels Fabæk, der står bag magasinet Blixa Artzine, der består af bidrag fra professionelle og upcoming kunstnere, digtere m.v., er på ingen måde nye på den lokale eller danske kunstscene, men de betegner en nylig udstillingsoplevelse i Kunsthal Nord som en bizar proces, men en kunstnerisk succes. Foto: Niels Fabaek

Kommentar af Nils Sloth, kunstner og indehaver af Artbreak Hotel Værkstedsgalleri i Aalborg, og Niels Fabæk, kunstner og fotograf


Kunsthal Nord blev under kunstnerisk ledelse af Henrik Broch-Lips og før ham Bruno Kjær gjort til en professionel, succesfuld og dybt respekteret kunsthal på landsplan med udstillinger, der i den grad pejlede samtidskunsten. Succesen var funderet på en yderst professionel ledelse.

Da førstnævnte af forskellige årsager opsagde sin stilling i 2019, valgte Aalborg Kommune på dybt uansvarlig vis at lade kunsthallen stå i et vakuum uden ledelse i næsten to år, inden man skabte en uhyrlig konstruktion, hvor kunsthallen de facto stadig er helt uden kunstnerisk lederskab.

Formelt står kulturforvaltningens kulturchef Morten Koppelhus som leder. Noget der er absurd! Man ville da for pokker aldrig indsætte en kulturchef som leder af Aalborg Teater, Kunsten eller en af de andre institutioner. Man tilsidesætter det gode armslængde-princip, der hidtil har været en gylden rettesnor i dansk kunst- og kulturliv. Uden kunstfaglig ledelse ofres Kunsthals Nords mangeårige fantastiske resultater på amatørismens alter.

Det fik vi at mærke, da vi en mandag morgen i april mødte op for at installere vores BLIXA Artzine-udstilling på få dage op til fernisering om fredagen. Da vi ankom, kunne vi konstatere, at nedtagningen af den forrige udstilling end ikke var påbegyndt. For at vores udstilling skulle kunne lykkes, måtte vi selv flytte værker og gnide de mange opklæbede tekster af væggene m.v. Først sent tirsdag eftermiddag havde vi rene rum at trutte i! Hvis ikke Niels Fabæk var så godt kendt i kunsthallen, også backstage, da han gennem årene har været fast fotograf og produceret en lang række videoer til udstillingerne, var vores udstilling ganske enkelt ikke blevet klar til åbningen. På trods af et par ufattelig dedikerede og kompetente frivillige.

Desværre var dette blot et af mange punkter, hvor det gik galt.

BLIZA Artzine-udstillingen i Kunsthal Nord blev åbnet 8. april med åbningstale af Mette Goddiksen og performance af Majken Lex. Den kunne opleves frem til 30. april. <i>Foto: Niels Fabaek</i>

BLIZA Artzine-udstillingen i Kunsthal Nord blev åbnet 8. april med åbningstale af Mette Goddiksen og performance af Majken Lex. Den kunne opleves frem til 30. april. Foto: Niels Fabaek

BLIXA Artzine modtog i 2017 Aalborg Kommunes kulturpris “Kulturel højdespringer”. De har modtaget Statens Kunstfonds tidskriftsstøtte til to af de senere udgivelser. <i>Foto: Niels Fabaek</i>

BLIXA Artzine modtog i 2017 Aalborg Kommunes kulturpris “Kulturel højdespringer”. De har modtaget Statens Kunstfonds tidskriftsstøtte til to af de senere udgivelser. Foto: Niels Fabaek

Mange dage inde i det korte udstillingsforløb fremgik det stadig af kunsthallens hjemmeside at ”undervejs i udstillingsforløbet vil den fysiske udstilling blive suppleret med events med gæster fra BLIXAs imponerende bagkatalog”. Ja, det snakkede vi om meget tidligt i forløbet, og det ville vi rigtig gerne have ført ud i livet. Men det fordrer penge til honorarer, og da de ikke var sikret, kunne vi jo ikke planlægge.

Da det var alt for sent at få stablet disse events på benene, hvorfor i alverden så skrive det på hjemmesiden? En dialog med os havde kunnet have fået formuleringerne på plads. Samme formuleringsmæssige fejl gjorde sig gældende i den begivenhedstekst til ferniseringen, der alt alt for sent blev lagt på Facebook. Ligesom pressemeddelelser tilsvarende blev sendt ud alt for sent og uvist til hvilke medier – hvis de overhovedet blev sendt ud. Med hjælp fra udstillingskoordinator Jesper Olsen fik vi rettet teksten, så den gav bare nogenlunde mening. Samme Jesper Olsen brækkede i øvrigt sin fod samme dag og kunne ikke møde resten af ugen. Dette har naturligvis forværret situationen i kunsthallen yderligere, men ikke så det på nogen som helst måde undskylder de kaotiske forhold.

Langsomheden gentog sig, da vi skriftligt mindede kunstfaglig administrator Cathrine Gamst om, at der ifølge vores aftale skulle afholdes og annonceres et par artist talks. Et løfte, vi faktisk havde afgivet til hende tidligt i forløbet. Det som altid nølende svar kom med besked om, at hun ”havde holdt lang påskeferie”, hvorefter hun oprettede begivenheden på Facebook få dage før afholdelsen med en fattig uinspireret tekst.

Som kunstnere var vi fuldt engagerede lige fra starten af udstillingsprocessen og kom også med anbefaling til at søge støtte. Da vi nogle uger senere spurgte ind til ansøgningerne, havde hun ikke fulgt vores opfordring. En tryksag, der efterfølgende dokumenterer udstillingen, som der er tradition for i kunsthallen, og som var en del af det budget, vi blev præsenteret for, inden vi accepterede udstillingsinvitationen, blev heller ikke til noget. Det er der ikke penge til, lød svaret, da vi spurgte ind til det efter ferniseringen. Ligesom der altså heller ikke var penge til at afholde de arrangementer, der fortsat blev lovet på hjemmesiden. Nej, det tror da pokker!

At de faktisk afsendte ansøgninger ikke gav bonus, kan ikke undre. Det kan der være rigtig mange årsager til - vi har ikke set indholdet og de skriftlige formuleringer i ansøgningerne, men om ikke andet så på grund af de useriøst korte udstillingsperioder. Det er værd at huske at Henrik Broch-Lips fik 11 positive svar fra Statens Kunstfond ud af 14 ansøgninger!

icon

Det lykkedes flere uger senere efter en skarp e-mail at få et mere tilfredsstillende honorar på plads, men en kontrakt fik vi aldrig.

Nils Sloth og Niels Fabæk

Udstillinger af så kort varighed er en hån både overfor de udstillende kunstnere, publikum og de frivillige, der ikke allerede er løbet skrigende væk. Man kan da ikke forvente, at de frivillige hver 4. uge møder ind og knokler med at pille ned og hænge op!

Vi bad fra starten af om en udstillingskontrakt inkl. aftale om honorar. Det oprindelige honorar udtrykte vi allerede ved første møde utilfredshed med. Det lykkedes flere uger senere efter en skarp e-mail at få et mere tilfredsstillende honorar på plads, men kontrakt fik vi aldrig. Hvilket er uhørt!

Helt basale praktiske ting som hjælp til parkeringslicens på pladsen bag Nordkraft er gået galt gang på gang. De lovede licenser til vores nedtagning af udstillingen 1. maj lå ikke klar til os. Det kostede flere timers ekstra arbejde at skulle køre til og fra og finde parkering langt væk for at undgå bøder.

Vi kunne blive ved… listen af problemer og kritikpunkter er uendelig lang!

Det korte af det lange er, at planlægningen er ekstrem dårlig i kunsthallen, og det kunstfaglige niveau synes meget lavt, hvis ikke fraværende.

Morten Koppelhus står formelt som leder af kunsthallen, men vi så ikke skyggen af ham. Og man kan spørge sig selv, hvad han egentlig også skulle have bidraget med, lyder det fra Nils Sloth (billedet) og Niels Fabæk. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Morten Koppelhus står formelt som leder af kunsthallen, men vi så ikke skyggen af ham. Og man kan spørge sig selv, hvad han egentlig også skulle have bidraget med, lyder det fra Nils Sloth (billedet) og Niels Fabæk. Foto: Martin Damgård

Jubilæumsudgaven af Blixa Artzine fik fem stjerner i Nordjyske.

Jubilæumsudgaven af Blixa Artzine fik fem stjerner i Nordjyske.

Aalborg og regionen savner i den grad den professionelle kunsthal, der igen udstiller den aktuelle danske samtidskunst. Pt har vi kun en tragisk parodi, der indholdsmæssigt er indsnævret til primær visning af de desværre meget små kunstneriske miljøer, der er i regionen, og som er styret af et lokalfikseret kunstsyn, der giver mindelser om for længst hedengangne Aalborg Kunstpavillon, der i en lang periode gjorde det godt, men Kunsthal Nord var netop en tidssvarende updating af Kunstpavillonen. Vi savner nu igen for alvor den kvalitative inspiration udefra.

At man i denne kontekst vælger at bevare selve navnet Kunsthal Nord er en hån mod kunsthallens første mange kvalitative år. Hvis ikke kunsthallen hurtigst muligt reetableres med professionel kunstfaglig ledelse, bør den lukke!

Morten Koppelhus og Cathrine Gamst er blevet tilbud et interview. De har ikke lyst til at kommentere på kritikken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.