Lån bøger på skolen
Fremover skal biblioteket arbejde tæt sammen med skolerne
FREDERIKSHAVN: Fremover skal kommunens borgere kunne benytte skolebibliotekerne, der skal integreres med det kommunale biblioteksvæsen.
Fremtidens bibliotek skal være tæt integreret med kommunens skoler og kulturhuse. Organisatorisk er biblioteksvæsenet og Borgerservice lagt sammen, og idéen med at smelte folkebiblioteket og skolebibliotekerne sammen er inspireret af den nye folkeskolereform.
Folkeskolereformen
- Skolereformen lægger op til, at skolerne åbner sig ud mod omverdenen, så vi synes det er oplagt at tænke biblioteket ind i den sammenhæng. Et tættere samarbejde mellem bibliotek og folkeskolen vil give biblioteket en langt større kontaktflade, og det er vigtigt, at vi sørger for en decentral betjening, siger Mogens Brag (V), formand for kultur- og fritidsudvalget.
I dag er der tre store biblioteker i Frederikshavn, Sæby og Skagen samt filialer i Østervrå og Aalbæk samt en bogbus.
Udvalget besluttede sig for at arbejde videre med en model, der bibeholder de tre store biblioteker suppleret med en række decentrale enheder i kulturhuse og skolebiblioteker og lignende.
Center for Bibliotek og Borgerservice skal nu arbejde videre med planen og finde ud af, hvordan det i praksis kan organiseres.
- Samtidig lægger vi op til, at revidere kommunens bibliotekspolitik, der blev vedtaget i forbindelse med kommunalreformen i 2007, siger Mogens Brag.
e-reolen og besparelser
Den teknologiske udvikling har ændret meget siden da.
Bibliotekerne har for eksempel indført lån fra e-reolen, så borgerne kan sidde hjemme i sofaen og låne bøger via nettet.
Frederikshavn Kommunes bibliotek har en budget på 23 mio. kr. om året.
I 2012 vedtog byrådet en samlet besparelse på 1,61 mio. kr. på biblioteksområdet.
Det har blandt andet betydet selvbetjeningsdage på bibliotekerne, effektiviseringer på bibliotekerne og en besparelse på 300.000 kr. på bogbussen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.