Længst muligt i en sund krop
46-årig frederikshavner har som ny formand i Foreningsgruppen i Dansk Firmaidrætsforbund flere tiltag og nye idéer til firmasporten
FREDERIKSHAVN:- Firmaidræt er de voksnes verden, hvor der også er plads til børn, og i det hele taget har vi plads til alle i alle aldre.
Sådan siger Marianne Juul Rasmussen, nyvalgt formand for Foreningsgruppen i Dansk Firmaidrætsforbund og daglig centerleder i FFK Centret i Frederikshavn, hvor omkring 4000 medlemmer dagligt har mulighed for at benytte faciliteterne til både individuel og holdidræt.
- Efter nogle år med tilstrømning til de individuelle grene, er det sociale og dermed holdsporten igen på vej frem, siger Marianne, der selv første gang mødte firmasporten som 16-årig badmintonspiller.
- Nu har jeg mere kastet mig over zumba, løbebånd og body bike, men i FFK oplever vi heldigvis også, at for eksempel fodbold er på vej tilbage efter flere års fravær.
Som centerleder befinder Marianne sig på tredje år i sit rette element, men hun erkender, at der er daglige udfordringer i at have både frivillige og ansatte i sit korps.
- Jobbet er livgivende for mig, da jeg dagligt møder glade motionister, og i FFK Centret vil vi netop gerne være med til at gøre en forskel for alle aldre.
Livskvalitet og samvær
Marianne Juul understreger, at firmasporten handler om motion og sundhed.
- Længst muligt i egen sund krop er målet for os, og med et stigende antal ældre borgere også i Frederikshavn, vil vi gerne i endnu højere grad være med til at sørge for sundhed og velvære for netop den aldersklasse.
- Det er vigtigt, at flere og flere får øjnene op for, at motion er vigtig uanset alder.
Ikke kun for firmaer
Tidligere levede firmasporten op til sit navn med hovedsageligt firmaer som aktører, men nu kommer både firmaer og i høj grad enkeltpersoner og dyrker motion i landets omkring 90 firmaklubber.
- Og der er åbent i centrene nærmest døgnet rundt og hele året, for det er vigtigt, at vi er tilgængelige hele tiden, ligesom det er afgørende, at vi kan konkurrere på prisen med de kommercielle fitness centre.
- Desuden tilbyder firmaklubberne mange flere motionsformer samlet på ét sted, siger Marianne Juul.
Dyr Frederikshavner Ordning
Firmasportens forkvinde i Frederikshavn tænker meget sundhedspolitisk, og derfor ærgrer det hende, at FFK i år har mistet omkring 100.000 kroner på den ellers så idrætsvenlige ”Frederikshavner Ordning”.
- Den giver tilskud til foreninger i kommunen til medlemmer under 25 år, men beløbet fratrækkes medlemmer over 25 år, og vi i FFK har to tredjedele af vores medlemmer i plus 25 år. Og faktisk skal vi have syv unge under 25 år ind for at opveje hvert medlem på plus 25, så den ordning er dyr for os.
- I 40 kommuner landet over giver man tilskud til foreninger uanset alder, og den ordning ville i Frederikshavn betyde, at vi kunne gennemføre flere af vores sundhedsprojekter i FFK.
- Kommunen har landets højeste procentdel af personer med diabetes, og vi har et program klar i skuffen med motion og genoptræning for de mennesker, ligesom vi gerne vil være med til at resocialisere folk, der trænger til succesoplevelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.