Forestillingen om, at skattebetalt skolemad til alle løser sociale problemer, finder ikke megen støtte i virkelighedens verden, og er desuden et udtryk for symptombehandling snarere end problemløsning. 

Nu kender jeg som rådmand skolerne i Aalborg ganske godt, og jeg ved, at man flere steder har fundet pragmatiske løsninger for de ganske få børn, som med jævne mellemrum ikke får frokost på grund af forældrenes forsømmelse. 

Der eksisterer ganske enkelt ikke noget behov, som tilsiger, at vi skal ty til så omfattende midler, som tvungen skolemad til alle er. 

Spekulationer

At nogle skoler har lukket deres madboder er korrekt, men det skyldes altså manglende sammenhæng mellem pris og efterspørgsel og et deraf følgende underskud. 

Andre skoler viderefører boderne og vælger at dække underskuddet, men det er en beslutning, som tages lokalt af de mennesker, som bruger skolen og nok ved bedst, hvad der er behov for. For i verdens mest lige samfund, skal skolen ikke spændes for en centralt styret vogn, hvis indhold er udvanding af forældreansvaret og jantelovslignende ligemageri.

Spekulationer om resultater fra Sverige og Finland kommer også på banen, uden hensyntagen til at vores samfund og kulturer ikke er helt så ens som antaget, og at konklusionerne ikke uden videre kan overføres til danske forhold. 

Det er argumenter opfundet til lejligheden, og man har næppe bekymret sig om at se efter eksempler på det modsatte, så det er ren manipulation. Helt galt bliver det, når man kan høre fortalerne for forslaget nævne, at børn vokser bedre og bliver højere af skolemadsordninger, hele 1 cm i gennemsnit. 

Man glemmer blot at nævne, at børns vækst primært er afhængig af livsbetingelserne i de første leveår, og at danske børn allerede er højere end både svenske og finske. Der gribes efter halmstrå i argumentationen, og det er ikke et kønt syn, især når man aner en helt anden hensigt.

Overgreb på familierne

For bortset fra de praktiske problemer som forslaget medfører, så er hele tænkningen om, at staten overtager forpligtelsen til at sikre alle børn skolemad blot endnu et angreb på det personlige ansvar og familiernes ret til at indrette sig, som de vil. 

Vi har nu i årtier presset familierne ud af deres naturlige ansvar ved at overservicere dem på områder, hvor de udmærket kan selv, og de få, som ikke magter opgaven, kan hjælpes på anden vis. Det må være et bærende princip for ethvert sundt samfund, at man ikke beder andre om at udføre opgaver, man sagtens kan løse selv. Som f.eks. at smøre madpakke til sine børn eller på anden vis sørge for, at de får noget at spise i løbet af dagen. 

Hver gang vi bruger penge og personale på den slags unødigt velfærdsflæsk, fjerner vi ressourcer fra andre og mere presserende opgaver – listen er lang, og der er ingen grund til at forværre situationen. Derudover er der også noget socialt og opdragelsesmæssigt i at lave madpakker – især hvis børnene er med til det, og en madpakke, man selv har været med til at lave og bestemme indholdet af, ryger nok sjældnere i skraldespanden. Så mere familie og mindre statslig omklamring, tak.

Nu bliver forslaget formentlig ikke til noget af praktiske årsager, for prisen er voldsomt høj. Anslået 3.3 milliarder årligt alene i driftsomkostninger, og det tal vil jeg tillade mig at tvivle på, for der skal leveres ca. 100 millioner måltider årligt, og alt inklusive kan det næppe gøres for 33 kr. pr stk. Slet ikke hvis der også skal tages højde for alle de hensyn til kostvaner, familierne ellers selv tager ansvar for, og jeg tør næsten ikke tænke på konsekvensen af at tilføje de utallige og unødvendige kostpolitikker, som kommunalbestyrelser landet over klemmer ned over hovedet på børnene. 

Blot for at understrege det håbløse i ideen, vil jeg bede om, at man forestiller sig, hvordan diskussionen om menuen vil udspille sig blandt forældrene på AULA – velbekomme!

Sund madpakke for en tier

Når man så samtidig ved, at en sund madpakke kan laves for en tier hjemme på køkkenbordet, giver det ingen mening. Undervisningsminister Tesfaye har da også gjort opmærksom på, at han ikke lige har 3,3 herreløse milliarder at dele ud, og såfremt han havde, ville de forhåbentlig gå til mere pædagogisk personale i stedet for en unødvendig serviceudvidelse. 

Hvad der heller ikke tages højde for, er faciliteter til at tilberede og servere 100 millioner måltider, og jeg tør slet ikke tænke på prisen for den utallige store ombygninger vores skoler vil få behov for – tilmed i en tid hvor vi alene i Aalborg kommune allerede har et efterslæb på vedligeholdelse på langt over en milliard. Bare driftsudgifterne til skolemad i Aalborg kommune vil overstige 115 millioner årligt, en fuldstændig umulig ekstraudgift, særlig i betragtning af at samme radikale parti netop med budget 2024 har været med til at svække kommunens økonomi yderligere.

Forslaget om ”gratis” skolemad til alle er i bedste fald tankeløst, i værste fald populisme og undergravende for familiernes autoritet og ansvar. Det bliver et klart nej tak herfra, vi har mange vigtigere opgaver at løse, og det man selv kan klare, skal man ikke bede staten om.