Helgstrand svarer: Nordjyskes ord er vigtige. Derfor skal de også være rigtige
Opdateret kl. 14:05
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er ikke længe siden, at Andreas Helgstrand og dermed Helgstrand Dressage fik et vigtigt comeback. Med en sejr til det femstjernede Grand Prix i Herning, er Andreas nemlig på vej tilbage på landsholdet.
Det har ikke fyldt meget på Nordjyskes sider. Det er egentlig ikke fordi, det er noget, vi meget gerne vil have, men med den store opmærksomhed, Nordjyske ellers har givet vores virksomhed, undrer vi os alligevel.
Vi er en af verdens mest succesfulde virksomheder inden for dressur, og vi beskæftiger 300 ansatte på verdensplan. En stor del af dem er i Nordjylland fra vores hovedsæde. Tre af vores ansatte er blandt andet OL-medaljevindere.
Alligevel virker det til, at Nordjyskes interesse for os og vores virksomhed kun er, når det gør ondt på os. For Andreas Helgstrand og særligt Helgstrand Dressage fylder meget på Nordjyskes sider, men næsten kun, når det er dårlige nyheder.
Det har Nordjyske selvfølgelig fuld journalistisk frihed til at dække. Det har jeg fuld forståelse for.
Det har jeg også for den kritiske dækning, der var af os for år tilbage. I dag er vi et andet sted. Og derfor vil jeg tillade mig at spørge, om det kan være rigtigt, at balancen fortsat ikke er med i de redaktionelle overvejelser.
Og vigtigst af alt: At der ikke er fokus på, at den dækning, der er, skal være korrekt og fremstille virkeligheden.
Det var eksempelvis ikke tilfældet, da vi senest fyldte på Nordjyskes sider i en fejlagtig dækning af vores regnskab. De graverende fejl er blevet rettet, da vi henvendte os, med seks linjer om, at Nordjyske havde rettet sine fejl i toppen af en dagevis gammel artikel.
Bekymrede medarbejdere
For Nordjyske er det seks linjer i toppen af en historie. For os er det meget mere.
Da historien udkom, fik jeg bekymrede medarbejdere i røret. Medarbejdere, jeg skulle betrygge om, at de ikke var ved at miste deres job. At de godt kunne komme på arbejde. Kunder og samarbejdspartnere, der med bekymring skulle høre, om det var rigtigt, at vi var ved at gå nedenom og hjem. Lad mig slå klart fast: det er vi ikke. Det var et fuldkommen fejlagtigt billede, som stod i avisen.
Det er ikke første gang, vi oplever det. Nordjyske er en vigtig avis for Nordjylland, som bliver læst af alle dele af lokalsamfundet. Det er et medie med en stor stemme. Meget større, end den vi selv kan råbe op med.
Journalister skal tilstræbe objektivitet.
Det mener jeg ikke, Nordjyske gør, når det kommer til Helgstrand Dressage. I årevis er der blevet sat fokus på os. Det har jeg respekt for, for sådan er det at være en stor virksomhed. Endda en, der er verdensledende indenfor sit felt – lige her i Nordjylland.
Men jeg mener også, at det ikke kan være ordentligt at tegne et forkert billede, fordi man vælger til eller fra på de historier, der er om et selskab i den grad, vi oplever.
Nordjyske vil sandsynligvis sige, at vi kan stille op til interview og fortælle vores side af sagen. Det har vi løbende valgt ikke at gøre, fordi vi præsenteres for en skarpt skåret – og negativ vinkel – fra starten, hvor vores ord oftest tages forkert ned. For hvis man kun er åben for at høre halvdelen, så hører man ikke virkeligheden.
Det ærgrer mig, at I får lov at læse halvdelen af billedet.
Der er ingen tvivl om, at vi i vores virksomhed har begået fejl, og vi har arbejdet målrettet på at sikre, at de ikke kan ske igen. Vi har nogle af verdens førende heste, nogle af de dygtigste ryttere og vores sportslige resultater har høstet medaljer, der slår mange andre nordjyske sportsgrene.
Hos Helgstrand Dressage er vi stolt af den nordjyske virksomhed, vi har skabt – det burde vi alle kunne være.
Svar:
Kære Casper Cassøe.
Tak for dit indlæg. Det er helt korrekt, at Nordjyske de seneste år løbende og indgående har beskæftiget sig med Helgstrand Dressage. Vi har dokumenteret, hvordan forretningspartnere er blevet snydt, beskrevet dårlig behandling af heste og har forholdt os kritisk, men sagligt til tallene bag det, der er en af Nordjyllands betydende og mest kendte virksomheder.
På både godt og ondt.
Men vi har også bragt nyheden om, at Andreas Helgstrand er på vej tilbage på landsholdet, og vi skrev for ganske nyligt også om, at han vandt landsstævnet i Hjallerup Rideklub.
Gennem hele vores dækning af Helgstrand Dressage har vi gjort os store anstrengelser for at få jer i tale, men uden held. Det ærgrer mig.
Jeres opfattelse af, at vi præsenterer jer for skarptskårne vinkler er helt korrekt. Det er journalistikkens og Nordjyskes opgave at skrive historier skarpt, men jeg kan garantere, at vi på forhånd ikke lægger os fast på negative vinkler eller ikke er lydhøre over for jeres version af virkeligheden.
Den er bare svær at formidle, når I ikke vil medvirke.
Nordjyske har ingen interesse i at forfølge Helgstrand Dressage eller udøve hetz, og vi retter faktuelle fejl, så snart de bliver opdaget. Men det er i offentlighedens interesse, at nogen beskæftiger sig med, hvad der foregår bag kulisserne i en virksomhed, der fylder så meget i Nordjylland.
Som et regionalt forankret mediehus vil vi et stærkt erhvervsliv, fordi vi tror på, at det er lokomotivet, som skal drive Nordjylland fremad. Men vi løfter ikke erhvervslivet ved ukritisk hyldest.
Vi løfter også ved at afdække det, der ikke tåler dagens lys. Og det skal Helgstrand Dressage kunne tåle.
Peter Simonsen, erhvervsredaktør
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.