Årsagen er som bekendt en klage fra partiets ansatte over et arbejdsmiljø præget af mobning og sexisme. 

Det er slemt nok og bør naturligvis få de konsekvenser, som den slags fortjener. Imidlertid fortæller situationen med de åbenbart ulidelige forhold for personalet i partisekretariatet en anden og meget uhyggelig historie om et regeringsparti i et folkestyret og demokratisk land, der styres diktatorisk af partistifteren. 

Den side af sagen beskriver Nordjyskes Anders Sønderup meget præcist og velargumenteret i en lederartikel fra 3. september "Løkke bør stoppe med at vrisse. Skandalerne er hans ansvar." Og lederskribenten konkluderer:

- Det er ikke pressen, der har skabt et parti, hvor én mand bestemmer alt.

Det er så sandt, som det er sagt!

Enevældig magtstyre er trådt i stedet for demokrati

Moderaterne blev skabt med et eneste formål for øje, nemlig at Lars Løkke Rasmussen efter sin nedtur i Venstre skulle have en platform, der bragte ham tilbage i magtens centrum i dansk politik. Den plan er lykkedes indtil videre. Som en del af den "mærkelige" (ordet er statsministerens) SVM-regering og med en central post som landets udenrigsminister mangler Lars Løkke kun det sidste step for at vende frygteligt tilbage som landets statsminister. 

Man må håbe, at vælgerne med den verserende sag og formandens tackling af den har fået øjnene op for, hvordan det går, når enevældig magtsyge er trådt i stedet for anstændig demokratisk opførsel med plads til uenighed.

Situationen i Moderaterne udstiller, at der ikke blot er tale om en prekær og ubehagelig sag, men at det også handler om, at vi har at gøre med en sygdom i vores folkestyre og demokrati, som der bør gøres op med. 

De eneste, der i et frit demokratisk land har mandat til et sådant opgør, er vælgerne. 

Derfor håber jeg, at de via stemmesedlen fortæller Moderaterne og den regering, han er en central del af, hvad de mener om den sag. 

I samme ombæring kunne man nemlig gøre op med Mette Frederiksens forsøg på at fjernstyre, hvem der skal være Københavns næste overborgmester, ligesom vi som vælgere kan fundere over, hvordan et demokratisk land som Schweiz, der i øvrigt har et meget direkte demokrati med mange folkeafstemninger, kan klare sig med syv ministerier, hvor Danmark nu er oppe på ikke færre end 25 skatteyderfinansierede ministerier. 

Ikke for borgernes skyld, men for at tilgodese alle tre regeringspartier, så regeringskabalen går op, så længe det nu måtte vare.