Da Tine Gøtzsche og jeg fandt hinanden, kom hun en sommeraften på besøg i Nordjylland. Jeg boede i et hus på størrelse med en tændstikæske. Mellem Bjergby og Asdal, midt ude i ingenting. 

For at skabe et skær af noget større havde jeg arrangeret bål i haven. Himlen over Vendsyssel lader sig altid låne.

Omkring midnat var der kun gløder tilbage. Ikke mere brænde ved hånden. Jeg traf en hurtig beslutning og valgte at smide havemøblerne på bålet. De fire træstole og bordet kunne måske godt have holdt et par somre mere, men nuet ønskede sig mere varme. Mere tid. Så meget vi skulle nå at fortælle hinanden. 

Vi flammede videre gennem natten.

Hvis jeg ikke skulle tidligt op

En rum tid senere skulle hun komme igen. 

Stresset tid på jobbet, sagde hun aftenen før ankomst. Jeg garanterede derfor ro, hvile og alt godt fra Vesterhavet. Jeg skulle hente hende i Aalborg Lufthavn. 

Jeg ankom til stedet, hvor man må parkere og kysse i en fart. I samme sekund jeg åbnede bildøren for Tine, ringede min telefon. Stemmen i røret fortalte, at der holdt tre brandbiler foran mit lille hus, og at det i al sin enkelthed så kolossalt sort ud.