Det er en overskrift, man vælger, når man er godt og grundigt i tvivl. Og hvornår er man ikke det? 

Vi lever i meget omskiftelige tider. Det bliver vi nødt til at acceptere. Vi må også prøve at forstå det, eller i hvert fald forstå noget af det. 

Vi lever i flere samtidige og meget alvorligekriser. Det er nok det mest præcise og ædruelige, man kan sige om vor tid. 

Flere samtidige og alvorlige kriser, som vi ikke bare og uden videre kan fixe.

Vi bryder os ikke om at høre det; vi har hørt nok, siger vi. Vi er trætte af alt dette kriseagtige. Vi orker ikke mere. Og det forstår jeg godt.

Og jeg skal heller ikke her male fanden på væggen, men jeg tror, det er vigtigt og rigtigt at forstå og indse, at vi ikke kommer sundt og godt videre på en løgn. 

På en løgn om den situation, vi befinder os i. 

Vi må være klare og ærlige. Det betyder, at vi skal forstå – og i et eller andet omfang – også acceptere den situation, vi er i lige nu. 

Vi skal have ro med, at vi er i vanskeligheder, men også have en overbevisning om, at vi kommer igennem kriserne, ikke i morgen, men på lidt længere sigt.

Det er derfor, jeg i oplægget spørger: Er håb en strategi? Nej, plejer vi at sige – lidt popsmart. Håb er ikke en strategi! 

Jeg vil sige: Uden håb kommer vi ingen vegne! Vi skal have håb. Vi skal ikke være naive og dumme, men vi skal have billeder af en mulig, en helt anden og positiv fremtid.

Sagen er: Vi har ét af verdens bedste samfund, Danmark. 

Men Danmark er ikke et bæredygtigt samfund. Og derfor skal vi have udviklet et andet samfund. Og inden vi kan det, skal vi have billeder af og visioner om et sådant andet og bæredygtigt samfund. Det er vores udfordring og opgave nu. Det har jeg skrevet om i bogen, Det bæredygtige velfærdssamfund. 

Ikke at jeg har svarere, for det har jeg ikke, men jeg stiller spørgsmålet.

De fleste af os, der er her, husker Jens Otto Krag, den tidligere danske statsminister. Men færre husker måske, at Krag i virkeligheden var hovedhjernen bag det danske velfærdssamfund, sådan som vi kender det i dag. J. O. Krag var en stor statsmand.

Omkring det tidspunkt, hvor Anden Verdenskrig sluttede, 1944-45, var Krag 30 år gammel og var sekretær for et socialdemokratisk udvalg, der skulle udarbejde Socialdemokratiets valgprogram for det folketingsvalg, som man dengang kunne forudse snart måtte komme.

Det første valg efter krigen kom i oktober 1945. Det program, jeg her taler om, hed: Fremtidens Danmark. 

Det findes på nettet, og i dette program er det velfærdssamfund, vi kender i dag, beskrevet. I programmet tales der ikke om klima, biodiversitet, CO2-udledning, bæredygtighed, forurening mm. Hvorfor ikke, kunne man spørge? Simpelthen, fordi det var helt andre problemer, man var optaget af dengang. Klima og bæredygtighed var ikke problemer dengang. 

Sociale problemer, varemangel, mangel på fødevarer, arbejdsløshed, infrastruktur, plejehjem, skoler, etc. 

Det var det, man var optaget af. Der var ren luft, rent vand og ressourcer nok. Det var fuldstændig andre tider dengang.

Vi taler lige nu om, at de tektoniske geopolitiske plader forskydes så meget, at vi befinder os i konstante kriser: Geopolitik, biodiversitet mm. Vi skal hele tiden balancere. Vi skal hele handle nu og her. Det er vi nødt til. Vi kan ikke bare sætte os ned og tænke langsigtet. 

Vi skal være situationsbevidste, fleksible, vågne, intelligente og intuitive. 

Og samtidig skal vi tænke ud over de horisonter og grænser, som vi umiddelbart kan se og ane. Tænke langsigtet. 

Det handler om håb, visioner, en ny verden, scenarier for nye verdener. Fremtidstænkning. Det handler både om de nu levende mennesker og om de endnu ikke fødte generationer. Det er disse vanskelige balancer, der bidrager til, at det er vanskeligt at være politiker. Vi skal kritisere politikerne, når de fortjener de, men vi skal også forstå, at de igen og igen er i meget vanskelige afvejninger.

Bæredygtighed er den eneste sikre dagsorden på længere sigt, for uden bæredygtighed, ingen mennesker. Det vigtigste er mennesker, for mennesket har nu så meget magt, at menneskeheden er herre over naturen. Det er derfor, vi taler mere og mere om den såkaldt antropocæne epoke. En ny tidsalder. Menneskeheden kan gøre det af med menneskeheden og en god portion af den øvrige natur – næsten fra den ene dag til den anden. Naturen kan ikke redde sig selv. Dertil har mennesket for mange kemikalier, atombomber, pesticider og maskinkræfter. Det er ikke teknologi, der skal redde os. Det er mennesker! Mennesker skal redde naturen tilbage på et bæredygtigt spor. Mennesket er det vigtigste, vi har.

Vi mangler i virkeligheden et nyt: Fremtidens Danmark. Vi kan ikke arbejde med, være optaget af et nyt Fremtidens Danmark, hvis vi ikke har håb. Det gamle fremtidens Danmark var en vision, var et billede af et samfund, som ingen dengang, i 1944, nogensinde havde set. Det var en drøm. Det var et håb. Det var en vision om et helt nyt og helt anderledes samfund. En vision, som, når vi taler om de store linjer, alle danske partier efterhånden tilsluttede sig. Der er ikke noget enkelt parti, der har eneret på det danske velfærdssamfund. Det er et resultat af mange fælles indsatser over mange år. Og det vigtige er: Vores forældre og bedsteforældre gjorde det. De skabte et samfund, som det dengang, i 1945, så helt umuligt ud at realisere, at gøre til virkelighed, men de gjorde det. Og vi, der er med her, har nydt godt af det.

Det skal vi gøre igen. Vi skal indse, er jeg overbevist om: At køre videre med det nuværende samfund, er ikke en mulighed. Nogen vil med det samme sige, at det billede, vi kommer frem til, er naivt, umuligt, bare en drøm osv. Det sagde man også i 1945 om den tids Fremtidens Danmark. Men vi skal i gang med at tænke stort, utraditionelt, håbefuldt om et nyt Danmark. Vi skal ud over den fase, hvor vi er deprimerede, forvirrede og vrede over den situation, vi og verden er i; vi skal også ud over den mellemfase, hvor vi bare benægter fakta og håber og tror på, at det hele går over, og at vi igen kommer tilbage til ”business as usual”. Det kommer vi ikke. Og det skal vi heller ikke håbe.

Og derfor skal vi til at tale om og vænne os til noget, vi godt må omtale som Ny normal, New normal. Vi skal byde det nye normale – hvad det end er – velkommen. Vi skal tale om det, arbejde med det, lytte – herunder lytte til de unge, fx Den grønne ungdomsbevægelse - og langsomt komme frem til en ny samfundsmodel. Det er det, der er vores udfordring – og mulighed – nu. Der er kommunalvalg om nogle få måneder. Her kan vi begynde.

Hvordan ser folkeskolen ud i en ny verden, et nyt samfund?

Hvordan ser fødevareerhvervene ud? Vi ved det ikke, men vi kan i hvert fald sige: Det, vi i dag kalder dansk landbrug, det stærkt intensive danske landbrug, vil ikke se ud som nu i en ny samfundsmodel, der om ti år er ved at blive til virkelighed – ikke at vi er færdige om 10 år, men vi er på vej, også med en anden måde at producere fødevarer på.

Industri, transport, fiskeri, boligformer og meget andet vil også til den tid se meget anderledes ud. Vi skal ikke være kede af det, vi skal glæde os til det, for hvis vi gentager noget af succesen med det gamle Fremtidens Danmark, så vil vi være intelligente nok til i fællesskab at finde frem til en ny samfundsform og en ny samfundsindretning, hvor flere end i dag vil have det godt. Have det godt på nye måder. Vi kunne gentage Grundtvigs ord:"Når få har for meget og færre for lidt", som jo er en sætning, der er blevet kaldt ”velfærdsstatens dåbsattest?

Verdensmålene er i virkeligheden et godt bud på en måde at komme videre på. Jeg ved godt, at mange er ved at være trætte af de 17 verdensmål og de 169 delmål. Det er jeg med på; verdensmålene er måske blevet oversolgt, måske er der for mange. Men dybest set: De 17 verdensmål handler præcist om et nyt samfund, om en ny verden, og derfor kan vi bruge dem, når og hvis vi vil tegne konturerne af et nyt samfund. Bruge dem som inspiration og baggrundstæppe.

Verdensmålene handler jo om det, der er vigtigt: klima, fødevarer, energi, sult, sundhed og trivsel, lighed, ligestilling, rent vand, fattigdom, uddannelse, havet, biodiversitet, industri og infrastruktur, bæredygtige byer, bæredygtig produktion, godt arbejdsmiljø, samarbejde på kryds og tværs, fred og retfærdige samfund.

Det er jo de overskrifter, vi skal have fat i, hvis vi systematisk og bevidst skal arbejde med at tegne og drømme os ind i et nyt samfund – sådan som vores forældre og bedsteforældre gjorde det op igennem 1900-tallet. De drømte, de var modige, de arbejdede sammen i skiftende regeringer, de lavede store reformer. De revolutionerede Danmark.

Vi kan og skal gøre det samme – bare i en ubegribelig anderledes verden end den, de levede i. Men husk: De kom også fra krig og ødelæggelse. Vi er midt i fysisk krig, enorm oprustning, naturødelæggelse i stor stil. Vi skal også vinde freden. Vi skal have fred – fred som en del af en ny verden og en ny verdensorden. Fred og bæredygtighed hører sammen. Vi skal både kunne forsvare os selv og vores venner, og vi skal også systematisk og målrettet arbejde for fred.

Vi voksne er måske ikke så gode til at mærke og føle verden og vores situation, som vores unge er det. Mange af os såkaldt voksne er med årene blevet ufølsomme og hårde. Vores unge, derimod, føler, mærker, er bange. Vores unge mærker, at der er noget helt galt. Det er ikke deres skyld. De har ikke bedt om det. Det er os, der har skabt den verden, vi lever i. Og det er os, der skal lave verden om. Vi skal ikke skælde hinanden ud. Det hjælper ikke. Vi voksne har ikke handlet af ond vilje. Vi har handlet, som vi har, fordi vi tænkte enormt kortsigtet. Vi var optaget af hurtig materiel fremgang, og det fik vi – og vi blev så optaget af det, at vi lukkede øjnene for det langsigtede. Vi så ikke eller vi valgte at overse, at det hele kom med en pris. Det véd vi nu. Vi er blevet indhentet, og vi skal til at føle, tænke og handle anderledes.

Denne tekst optræder også som en tale af Steen Hildebrandt ved Naturmødet i Hirtshals' fredag 23. maj 2025.