Debat

Sexistisk snerydning: Kommunen rydder for mænd i biler, mens kvinder falder på fortovet

Snestormen ramte Nordjylland i sidste uge, men mange steder er fortovene stadig glatte.
Snestormen ramte Nordjylland i sidste uge, men mange steder er fortovene stadig glatte. Foto: Bo Lehm

Opdateret 12. januar 2024 kl. 10:23

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I den seneste uges tid, hvor vintervejret viser sig fra sin smukkeste side, er det nærliggende at tænke på, hvordan snerydningen er organiseret og prioriteret i Aalborg Kommune. 

Det har jeg gjort med baggrund i den seneste debat, samt artikler i Nordjyske om manglende snerydning særligt på cykelstistrækninger. 

Derfor går både min overskrift til debatten og tankerne i retning af en drøftelse af Aalborg Kommunes prioriteringer, data og økonomi mv. Om vi gør det rette, eller om vi skal justere den retning vi har?

I debatten kunne jeg godt tænke mig en god drøftelse af den data, som Aalborg Kommune organiserer sin snerydning ud fra. Grunden til netop dette er, at forskning viser at mænds og kvinders færdselsmønster generelt og i snevejrstider er ganske forskellige. 

Med et eksempel, og rapport fra den svenske by Karlskoga, kan jeg tænke kækt, om noget så neutralt som snerydning også har en kønsdimension: I Karlskoga blev man i 2011 pålagt at gennemgå byens politikker med kønsbrillen på. Når det kom til snerydning, ryddede kommunen først hovedvejene, så folk kunne komme til og fra arbejde, og derefter fortove, cykelstier og biveje. Denne kadence i snerydningsstrategien påvirkede imidlertid de to køn helt forskelligt. 

Mænd og kvinder transporterer sig nemlig rundt i en by på vidt forskellige måder.

Det træder for mig tydeligt frem, efter bl.a. at have læst bogen “Usynlige kvinder” af journalist Caroline Criado Perez, at man generelt mangler kønsadskilt data for mænd og kvinder på transportområdet, men de steder, hvor man har indsamlet data, er det generelle billede, at kvinder bruger offentlig transport, går og cykler. 

Mænd tager generelt bilen. Mænd transporterer sig ydermere primært til og fra arbejde, mens kvinder afleverer børn i børnehaven, besøger en ældre pårørende og måske følger vedkommende til lægen samt handler ind på vejen hjem. Det engelske udtryk for dette er »trip chaining«, altså en kæde af forskellige gøremål på kryds og tværs af byen.

Fodgængere kommer tre gange så ofte til skade som bilister som følge af fald i glat eller isglat føre, og de fleste af fodgængerne er kvinder. 

Faldskader kunne jeg også læse om i Nordjyske (10.01.24), hvor skadestuen i Aalborg melder om en stor stigning i antallet af patienter, der primært kommer ind med faldskader.

Derfor kunne det være nærliggende at gøre lige som i Karlskoga - her har man vendt snerydningen om, så man først rydder fortove, biveje og cykelstier og derefter hovedveje, da bilister sidder ret sikkert i deres bil.

Resultatet af den ændrede snerydning var en reduktion i antallet af faldulykker for fodgængere. Disse faldulykker er ret kostbare både i et Aalborg Kommune-, Region Nordjyllands- og i et samfundsmæssigt perspektiv, ikke mindst fordi kvinder får alvorligere skader af fald end mænd. 

Visse svenske studier peger desuden på, at faldulykkerne i diverse byer i løbet af en vintersæson koster samfundet mere end snerydning.

Det giver altså god samfundsøkonomisk mening også at planlægge snerydning ud fra kvinders behov. 

Det skal dog understreges, at Perez pointerer, at den oprindelige måde at rydde sne på ikke gik forsætligt ud på at genere kvinder eller stille dem dårligere end mænd. Det var snarere resultatet af en måde “ikke at tænke på” samt på baggrund af manglende data. 

Det faldt ikke transportfolkene ind, at kvinder transporterer sig anderledes omkring, og ingen havde i øvrigt undersøgt sagen.

Derfor spørger jeg mig selv om - mens Kong Vinter er over vores landsdel - er det den rigtige måde og prioritering, vi har i Aalborg Kommune i relation til snerydning/vintertjenesten? 

Der tegner sig et billede for mig, at vi kan mindske hospitalsindlæggelser som følge af fald, styrt og ulykker hos mænd og kvinder som følge af vintervejret, hvis vi tænker anderledes og nyt i snerydningsstrategien i Aalborg Kommune. 

Her vil kønsadskilt data være vigtige markører både i en menneskelig-, samfundsmæssig- og økonomisk kontekst.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden