Den beroligende melding er ikke unormal, når man støder ind i gamle venner og med få ord skal forklare dem, at ens verden står endnu, og at man ikke har de store klagepunkter. 

Det er ikke helt tilfældigt, at ordet trives dukker op netop dér.

Det at trives beskriver en idealtilstand, ikke mindst når det gælder vores børn. Derfor er der heller ikke nogen bedre besked fra sundhedsplejersken end den lille sætning: Dit barn er i god trivsel.

Men herfra bliver det svært: Selvom der er bred enighed om at trivsel er ubetinget godt, er det straks mere kompliceret at definere, hvad der skal til, for at man trives - og især: Hvad man gør, hvis nogen har det skidt.

Derfor er det helt nødvendigt og meget tiltrængt, at Trivselskommissionen, der kom med en række anbefalinger til politikerne om børns trivsel tidligere på ugen, rent faktisk åbner samtalen om, hvad trivsel egentlig er. 

At trivsel og modstand i livet er ikke hinanden hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger: At håndtere udfordringer og problemer er essentielt for at kunne trives.

Eller med trivselskommissionens egne ord: At vi skal have tillid til, at børn selv vil kunne overkomme mange udfordringer og håndtere konflikter på deres vej.

I vores - læs samfundets - anstrengelser for at vise, at vi tager børn og unge seriøst, er vi gået for langt. For nej, det er ikke at negligere et problem at fortælle barnet, at alle møder udfordringer, og at man heldigvis for det meste får dem løst igen.

Det er såmænd bare sund fornuft - og i øvrigt rigtigt.

Alligevel bliver diskussionen i nogle tilfælde malet op i et hjørne, hvor vi i vores umage for at hjælpe og støtte børn og unge kommer til at curle dem. Og værst: Vi giver dem en urealistisk forventning til, hvordan livet er, og hvad det vil sige at trives.

Her kommer et tiltrængt opgør med diagnosesamfundet ind. 

Der er naturligvis intet galt i, at børn og unge får en diagnose, hvis de har en lidelse, der giver dem en masse udfordringer. Her kan diagnosen hjælpe til med, at man får den rigtige hjælp.

Men den er gal, når vi søger i diagnosehåndbogen, så snart et problem dukker op.

Som et eksempel kan børn godt være angst og bange fra tid til anden uden at skulle have diagnosen angst.

Vi er langt, hvis alle samtaler om børn og unges trivsel ikke starter ved diagnoser eller sygeliggørelse. 

Men det kræver en forståelse af, at det at trives ikke er det samme som at have det godt hele tiden. Vi skal ikke hjælpe børn og unge af med psykisk smerte eller problemer, i stedet skal vi støtte dem i, at det kan de komme godt igennem.

Vi voksne hverken kan eller skal skærme børn for smerte og nederlag. Til gengæld er vi vigtige, når det skal trøstes eller støttes. 

I stedet for at feje foran curlingstenen skal vi hjælpe med at samle de vildfarne sten sammen, så de kan blive sat igen. Det handler ikke om, at man skal være i evig trivsel. For det er ingen – hverken børn eller voksne.