Her hyldede han naturen og livet med budskabet om, at udfordringer og bump på vejen ikke må stå i vejen for glæden over livets gaver.

Men hvis budskabet bliver sværere og sværere at abonnere på rundt om i erhvervslivet, forstår man det godt. For hold op, hvor er der mange bump på vejen. Opfundet af nogen, som burde have travlt med at fjerne dem – ikke opsætte nye.

Som et trafikuheld i slowmotion bliver danske virksomheder i disse år bombarderet med ny bureaukrati, papirarbejde og indrapporteringskrav af alverdens slags.

I en grad, så man tror, det er løgn.

Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), har været i gang med det helt store regnestykke, og konklusionen er skræmmende:

Danske virksomheder bruger 41 millioner timer om året alene på at rapportere data til offentlige myndigheder. Det svarer til omtrent 25.000 fuldtidsmedarbejdere og koster erhvervslivet 23,5 milliarder kroner om året i tabt værdiskabelse.

Penge, der kunne have gjort stor gavn for både virksomhederne og vores fælles velfærdssamfund.

I årevis har kampen for afbureaukratisering ellers været et yndet politisk buzzword. Den nuværende regering vil, som det står direkte i regeringsgrundlaget, sågar ”afskaffe al unødigt bureaukrati og kontrol”.

I den offentlige sektor, vel at mærke.

Her har politikerne kaldt til kamp mod akademisk pseudoarbejde for at skabe bedre rum til den borgernære kernevelfærd, hvad end det er på sygehuse, plejehjem eller daginstitutioner.

Effekterne er indtil videre svære at få øje på, men den gode hensigt er der trods alt.

Bare ikke for det private erhvervsliv.

Her har statens egne, velvoksne styrelser sammen med bureaukraterne i EU sørget for 850 nye krav og regler i perioden 2017 til 2022. Det er tre nye krav om ugen.

Året rundt.

Konsekvensen er, at både små og større erhvervsdrivende – altså dem, der skal være lokomotivet, som finansierer vores velfærdsstat – nu bruger uanede mængder ressourcer på bogholderi og meningsløs afrapportering, der tager tid fra at udvikle virksomhederne og skabe vækst og arbejdspladser.

Alt imens nye love, regler, direktiver og forordninger fra Folketinget og EU fortsætter med at pible frem, som var det myrer om en åben coladåse.

Nu skal det ikke lyde, som om alle regler og al afrapportering er et onde. For eksempel giver det mening, at virksomheder dokumenterer deres klimaaftryk, men regelrytteriet må efterhånden have nået sin smertetærskel – hvis ikke overskredet den for længst – når man ser, hvor vidt det har bredt sig.

Og hvilke konsekvenser det har ude i virkeligheden.

Om politikerne lykkes med at tæmme det bureaukratiske monster, som fodrer sig selv, er stærkt tvivlsomt. Samtlige regeringer siden Poul Schlüter (K) i 1983 har haft afbureaukratisering som en målsætning.

Vi vil se det, før vi tror det.